Ok titlen kan hurtigt få det til at lyde som om at jeg mener at jeg er superwoman. Det er ikke meningen. Titlen lyder, som den gør, fordi at jeg mente at jeg havde fået mig lidt styrke, selvtillid og overskud. Og det havde jeg også. Min lille lykkelige boble var fantastisk! Og måske I allerede har lagt mærke til at jeg skriver i datid med hensyn til min lille lykkelige boble.
Den sprang.
Her til aftes, sprang den. Det har været langsomt undervejs i nogle uger, og er blevet forstærket de sidste par dage. Jeg har bare ikke rigtigt ville erkende det, fordi jeg var så glad for den der lykkelige boble. ... Håber det giver mening.
Jeg vil lige nu, ikke gå ind i detaljer omkring hvorfor den sprang, mest fordi at jeg er snottetræt og klokken er mange.
OK, pointen med hele det her indlæg er at jeg vil fortælle jer at I altså ikke må gøre ligesom jeg så ofte kommer til at gøre. I må ikke gå med alle jeres tanker indeni, helt alene. Jeg kender det ALT for godt. Man får flere og flere væmmelige, irriterende (osv.) tanker og ens 'tænketank' bliver helt fyldt op til sidst, og så vælter det ud med tårer, hyperventilering, hylen og en masse forvirrende ord. (I hvert fald i mit tilfælde.) Det ender efter i hvert fald et kvarter, med en flad Rikke, men hævede røde øjne og en træt krop som endelig fik lov til at give slip på de indebrændte tanker og følelser. Og æv, hvor er det bare ubehageligt at få de sammenbrud. Jeg har prøvet det flere gange nu.
- Fortæl nogen det, når du føler dig lidt ked af det, eller er bange, eller har nogle tanker som du bare må ud med. Fortæl dine forældre det, dine venner/veninder det, din mormor, din farfar eller din onkel det! Hvis du går til psykolog eller psykiater er det bestemt også en rigtig god idé at fortælle dem det. :)
Jeg ved godt at det kan virke dobbeltmoralskt at jeg sidder her og fortæller dig hvad du skal gøre, når jeg selv, er virkelig dårlig til at følge lige netop dét råd. Men jeg arbejder på det. Og jeg skriver det kun, fordi jeg virkelig ikke ønsker de sammenbrud for nogen andre.
En ting skal I vide. På trods af mine sammenbrud., Giver jeg ikke op. Aldrig.
Jeg vil forsøge snart at skrive igen!
Rikke (Leo (Lillebjørn på eventyr!!))
lørdag den 10. december 2011
onsdag den 30. november 2011
Sådan holder jeg mig glad! :D
Jeg har lovet at jeg ville fortælle hvordan det lige kan være at jeg kan gå rundt i den her lille glade boble, og hvordan det lige kan være, at jeg har holdt det glade humør gående så længe. (Bare rolig, det er ikke sluttet endnu, JEG ER STADIG GLAD :D)
Jeg vil gerne lige gøre det klart med det samme, at den her metode virker på mig. Jeg kan ikke garantere at den hjælper på dig (eller dit barn, pårørende osv.) Men så kan du passende finde alternativer der minder lidt om mine, men som passer bedre på dig. :) Jeg vil også forsøge at komme med andre forslag end mine egne. :D
I starten da jeg fik at vide at jeg havde OCD 'faldt' jeg ned i et stort sort hul, hvor der ingen måde var for mig at komme op. Hele min verden syntes dengang at brase sammen omkring mig, og den så ud til at tage alle mine drømme, ønsker og håb med sig. Det hele blev noget værre rod, og jeg var tit og ofte rigtig ked af det. Jeg kom på medicin, og det hjalp lidt. Det var så den forkerte medicin jeg kom på, fordi det hurtigt blev værre. Jeg fik mareridt om natten, og slemme selvmordstanker og ærlig talt kan jeg ikke huske særlig meget fra den periode, så jeg har gået i lidt af en døs. Jeg blev så taget af pillerne, og det blev lidt bedre igen, men det var stadig ikke helt godt fordi jeg har haft stor hang til negativitet, så jeg kom på nogle nye piller. De hjalp mig rigtig meget, og der var ikke nogen bivirkninger. (Udover at mine pupiller blev rigtig, rigtig, RIGTIG store. og jeg kunne blive lidt hyperaktiv indimellem.) Jeg er stadig på de piller, og mine pupiller er om morgenen stadig større end normalt, men ikke ligeså store som de plejede at være, og de falder i løbet om dagen. De hyperaktive øjeblikke er væk, og er nu erstattet af helt 'normale' tossede Rikke. ;) Hmm... Ok det jeg vil frem til er at jeg rent faktisk har fået noget ud af min OCD. Jo, det er et rent helvede at leve med OCD, det er jeg ret sikker på at vi alle kan blive enige om. Men jeg er blevet langt bedre til at udtrykke mig skriftligt. Jeg beskriver følelser og tanker mere detaljerede (synes jeg selv.) Og det bedste jeg har fået ud af OCD'en er positivitet. Der er gået lang tid, før den er sevet ind igennem huden på mig, men nu er den der endelig. Og den bliver brugt og fodret godt og grundigt! Altså positiviteten... Og nu kommer jeg så til det, hele indlægget egentlig handler om. ;)
Jeg sætter langt mere pris på de små ting nu. Selvfølgelig sætter jeg også pris på store ting osv. men jeg sætter generelt pris på ret meget. Et eksempel er feks. at til eksamner er folk tit rigtig nervøse. Og tro mig, jeg er en af de folk... Jeg har for nylig været til en OSO-eksamen (Obligatorisk Selvvalgt Opgave). Alle var rigtig nervøse, og ønskede allesammen at få 12 eller 10. Jeg indrømmer at jeg også gik og drømte lidt om en høj karakter, men ellers så tænkte jeg altså mest at jeg blev glad så længe jeg bestod. Hvis man får 02 består man. Så er der plads til at man kan blive bedre hvilket er fantastisk! Den dag kom jeg også til at tage alt for tidligt i skole. Jeg skulle til eksamen kl. 14.10 og jeg kom i skole klokken. 10.00. Det var selvfølgelig lidt ærgeligt, men jeg havde en bog med i tasken, så jeg satte mig til at læse imens jeg ventede. Så satte jeg pris på det! Jeg fik læst bogen færdig og den var rigtig spændende. :D På vej til skole i bussen sad jeg også og tænkte på min OSO-opgave, som jeg en uge forinden havde syntes var fuldstændig uoverskuelig og tabt på gulvet. Men så var jeg taget i skole og havde snakket med min lærer og sammen med hende fik jeg udarbejdet en plan, som beskrev hvad jeg skulle skrive i opgaven. Og på tre dage fik jeg bakset en rapport sammen som jeg selv synes var rigtig god. Eksamen var heller ikke slem. Jeg skulle fortælle om noget, som er en passion af mine (Redaktør og forfatteruddannelse) så det gik strålende og jeg snakkede som et vandfald med julelys i øjnene. Jeg fik også 10 for præstationen og fik samtidig at vide at jeg havde en meget charmerende personlighed. Jeg blev bare så glad! JEG FIK 10?! Jeg gik herefter ud, og mine venner spurgte mig så hvad jeg havde fået af karakter. Jeg svarede at jeg havde fået 10 og fik så svaret "Nå, men det er da også godt." Det svar fik jeg højst sandsynligt fordi der er rigtig mange der har fået 12. Men jeg børstede kommentaren af skulderen, og så på mine venner med de samme julelys i øjnene som før og svarede "Ja det er det da! JEG FIK 10. Det er da mega godt?!" Og sendte dem et vindersmil. :D Jeg er stolt af mit 10-tal. Jeg har ikke ladet det slå mig ud, at der er rigtig mange andre som har fået 12. Jeg er bare glad for mit 10-tal. ;)
Det var lidt af et eksempel på hvordan jeg fodrer min positivitet og holder den levende. Det hjælper altså. Det gør det virkelig.
Jeg har også et andet middel til at fodre min positivitet og mit smil. En af disse metoder er at jeg læser mange blogs. Kreative blogs, med farverige, livlige mennesker der har en fantastisk fantasi og levevis! Bloggene inspirerer mig og får mig ofte til at smile.
Jeg giver jer lige en liste over de blogge jeg læser som ofte får mig til at smile:
The Cookie Button (Engelsk blog)
Lu Loves Handmade (Engelsk blog)
The Dainty Squid (Engelsk blog)
Birdie And I (Dansk blog)
Det er blogs skrevet af 4 utroligt kreative og fantastiske kvinder, som har de mest fantastiske idéer til forskellige produkter, som man kan købe på deres netshops. Der er links inde på deres blogs, til deres shops hvis der er noget der fanger jeres øje. ;) Jeg selv har købt et par øreringe og en ring fra Birdie And I, som jeg er utroligt glade for!
Min yndlingsblog er dog den der altid bringer det største smil frem på min læbe. Det er bloggen Color Me Katie og hun er simpelthen så fantastisk. Hun er helt klart mit forbillede. Hun er en freelance fotograf, som tager blandt andet tager billeder af bryllupper, familie-fotos og til noget som hedder Improv Everywhere. (Hendes kæreste Matty filmer ofte deres Improv Everywhere Events. Han har i øvrigt sin egen ret seje hjemmeside.) Katie som er ejer af bloggen, er en kvinde i 20'erne som er fyldt med idéer. Kreative idéer som hun udøver hver dag. Hendes lejlighed er fyldt med hjemmelavet kunst overalt på hendes vægge. Hun har en utroligt akrobatisk kat som hedder Moo, og er simpelthen så livlig og sød og kærlig. Jeg kan slet ikke beskrive hende nok, hun er så fantastisk og hendes blog er HELT klart et besøg værd! Mange af hendes idéer har jeg tænkt mig at udføre på egen vis herhjemme i kedelige Danmark for at sætte lidt farve på tilværelsen. Jeg har dog også selv fået masser af inspiration udfra hvad hun laver og finder på.
Der er lavet en artikel om hende som beskriver hende meget bedre end jeg kan. Den er på engelsk. :)
Jeg linker også lige til nogle af hendes små projekter som jeg synes er helt fantastiske!
Mr. Blue (En idé jeg har tænkt mig at udføre :D)
Neighborhood Love (En idé jeg har tænkt mig at udføre :D)
The Chalk Walk (Endnu et projekt jeg har tænkt mig at udføre :D)
Scraps
I <3 NYC (En fantastisk idé! Skal helt klart afprøves :D)
Jeg finder også rigtig mange billeder på nettet som jeg bare bliver rigtig glad af at se på. Mange af billederne har jeg også mange planer med. Nogle skal op at hænge på min væg, og blive til en collage, nogle skal klistres ind i en bog med idéer og inspiration. :) Mange af billederne finder jeg via de blogs jeg læser, og mange af billederne finder jeg på Pinterest. Pinterest er en helt igennem fantastisk side, hvor man kan finde de fedeste og flotteste billeder. Man skal 'bede' om en invitation til at blive medlem, førend at man kan 'hæfte' billeder til mapper på sin profil, men det er nu altså ok, selvom det virkelig virker underligt. En anden side hvor man også kan finde skønne billeder er WeHeartIt. Den er bare en del mere uoverskuelig end Pinterest. Men jeg finder en masse herlige billeder på nettet, som jeg så gemmer og finder frem indimellem og kigger på, så jeg kan få et smil på læben. Og som sagt bliver de fleste brugt til inspiration og til projekter. :)
Her har i nogle smagsprøver på nogle af de fantastiske billeder jeg finder mig:
Er de ikke skønne? :D Den 'flyvende' kat er Moo, som jeg fortalte om tidligere, og billedet med sedlen "Give someone a heart" har jeg rent faktisk lavet på dansk, og hængt op på køleskabet derhjemme. :D Den er hyggelig at have hængende, og min papmor rev idag en af hjertesedlerne af og kom over og gav mig det. Hun fik et kram som tak ;)
I skal heller ikke lige snydes for at se det billede som jeg har som baggrund på min computer. Jeg finder det utrolig eventyrligt og magisk!
Jeg synes det er fantastisk. :D
Nå men, der er flere metoder jeg bruger til at oplade det glade humør! Jeg har forskellige hobbyer som virkelig hjælper. Den der hjælper mig mest er alle de idéer jeg får med at lave kreative projekter. Når jeg laver disse projekter fordyber jeg mig i dem, og forsvinder lidt ind i en anden verden. Det er utrolig rart, og det føles endnu bedre når jeg får et tilfredsstillende produkt ud af det tilsidst! Hvis det ikke er tilfredsstillende prøver jeg bare igen, eller nyder hvor hjemmelavet det ser ud, det jeg har lavet. :D
Jeg tror at vi alle kan blive enige om at når man har OCD kan man have utroligt mange indviklede tanker. Det har jeg i hvert fald haft. Og så er det altså rigtig godt hvis man har noget hvori man kan overføre og udtrykke alle de her tanker. Jeg skriver meget. Jeg skriver blogs, historier, noveller og så videre. Som I ved skriver jeg også tankestrømme. På den måde, får jeg udtrykket mig og får læsset nogle af mine tanker af. Det er altså også vigtigt at du snakker med dine venner, familie og måske med en psykolog eller terapeut. Det er vigtigt at man får læsset af, fordi ellers kan alle tankerne tynge dig rigtig meget og køre dig ned helt psykisk. Jeg har prøvet det flere gange og det er IKKE sjovt.
Der er forskellige måder du kan udtrykke dig på!
Du kan:
-tegne, male osv.
-lave små skulpturer ud af ler og andre materialer
-synge, skrive musik, eller spille musik.
-tage billeder
Jeg er sikker på at du selv kan finde på flere ting. :D
Endnu en metode jeg bruger til at få humøret op, er den uundgåelige. MUSIK.
Jeg har gjort det, at jeg har lavet nogle spillelister på min ipod som har navne såsom,
-Til det glade humør :)
-Til det triste humør.
-Til festhumøret!
-Til det rolige humør.
Og der er mange flere. :) Om morgenen når jeg skal i skole, sætter jeg den glade spilleliste på og så sidder jeg og vipper med hoved og fødder i bussen imens jeg mimer med på teksten og smiler. Og det lyder måske underligt, men det her virker altså. Jeg bliver så glad! Og så er jeg helt frisk og parat til at være i skole. :D
På min glade spilleliste er der disse numre:
-Gi' mig et smil (feat. Kaka) - Wafande
-Alle går rundt og forelsker sig - Anders W. Bertelsen & Trine Dyrholm
-Lige nu og lige her - Rasmus Nøhr
-White nights - Oh Land
-The bird and the worm - Owl City
-Det glade pizzabud - Rasmus Nøhr
-Good Life - OneRepublic
-Gå gå - Anne Louise Hassing
-Here comes the sun (Cover) - Colbie Caillat
-I wish I was a punkrocker (with flowers in my hair - Sandi Thom
-I'm yours - Jason Mraz
-Jeg sætter min hat som jeg vil - Nikolaj Lie Kaas
-Lollipop - Mika
-Rainbow veins - Owl City
-Smile - McFly
-Sommer i Europa - Rasmus Nøhr
-Unwritten - Natasha Bedingfield
-The yacht club - Owl City
-I like it like that (feat. New Boyz) - Hot Chelle Rae
-Lucky - Jason Mraz & Colbie Caillat
Nogen af sangene er på fordi de har en god melodi som man snildt kan lave gadedrengeløb til. :D Og nogen af sangene er der fordi de bare er glade.
Nogen kunstnere som man sikkert kan finde glade sange hos er Rasmus Nøhr, Colbie Caillat, Owl City og Jason Mraz. :)
Tit og ofte hører jeg også fest-spillelisten fordi den også er meget god at bruge hvis man gerne vil være i godt humør. Så kan man nemlig danse rundt som en tosse! :D
Nu er det sådan at jeg er så heldig at være bevæbnet med super gode venner, som bare støtter mig og accepterer mig som jeg er. Det hjælper altså også rigtig meget på humøret. :)
De sidste midler jeg tager i brug for at blive glad kan jeg vise jer med to billeder.
De midler er nemlig den her,
BJØRNEHUE. :D Åh, jeg føler mig bare så glad, livlig og BJØRNEAGTIG når jeg har den på. :)
Og så min elskede stråhat. Det er mest en sommerhat, men jeg føler mig let, og luftig når jeg har den på. Og så bliver jeg glad. :D
Det kan være rigtig svært at have OCD. Det er som, jeg så ofte har sagt, at kæmpe mod sig selv. Men du må ikke opgive dine drømme, ønsker og håb. For så lader du OCD'en vinde. Du bliver nødt til at finde et smil frem og samle på de gode minder og øjeblikke, og smide de dårlige væk. Ellers lader du OCD'en vinde, og overtage dig. Det er der INGEN der fortjener. Så find smilet frem, gå i gang med noget du elsker at lave, send et smil til en fremmed og vær dig selv. Det gavner din selvtillid og dit humør, og med lige netop de to ting i hånden bliver OCD'en SÅ meget nemmere at håndtere. ;) Tro mig. Jeg taler af erfaring. :D
Jeg håber virkelig at I kan bruge det her indlæg til noget. Jeg har brugt rigtig lang tid på det, og jeg vil gerne hjælpe jer til at få det bedre.
Jeg vil elske det hvis i kommenterer og giver jeres meninger om indlægget, og hvis i fortæller hvad I godt kan lide at lave. :D Hvem ved, det kan jo være at andre kan drage inspiration fra dine hobbyer? ;)
Jeg undskylder for eventuelle stavefejl, men klokken er mange ligenu, så indlægget bliver først rettet imorgen. :D
Hyg jer! Jeg vil forsøge snart at skrive igen. ;)
Jeg vil gerne lige gøre det klart med det samme, at den her metode virker på mig. Jeg kan ikke garantere at den hjælper på dig (eller dit barn, pårørende osv.) Men så kan du passende finde alternativer der minder lidt om mine, men som passer bedre på dig. :) Jeg vil også forsøge at komme med andre forslag end mine egne. :D
I starten da jeg fik at vide at jeg havde OCD 'faldt' jeg ned i et stort sort hul, hvor der ingen måde var for mig at komme op. Hele min verden syntes dengang at brase sammen omkring mig, og den så ud til at tage alle mine drømme, ønsker og håb med sig. Det hele blev noget værre rod, og jeg var tit og ofte rigtig ked af det. Jeg kom på medicin, og det hjalp lidt. Det var så den forkerte medicin jeg kom på, fordi det hurtigt blev værre. Jeg fik mareridt om natten, og slemme selvmordstanker og ærlig talt kan jeg ikke huske særlig meget fra den periode, så jeg har gået i lidt af en døs. Jeg blev så taget af pillerne, og det blev lidt bedre igen, men det var stadig ikke helt godt fordi jeg har haft stor hang til negativitet, så jeg kom på nogle nye piller. De hjalp mig rigtig meget, og der var ikke nogen bivirkninger. (Udover at mine pupiller blev rigtig, rigtig, RIGTIG store. og jeg kunne blive lidt hyperaktiv indimellem.) Jeg er stadig på de piller, og mine pupiller er om morgenen stadig større end normalt, men ikke ligeså store som de plejede at være, og de falder i løbet om dagen. De hyperaktive øjeblikke er væk, og er nu erstattet af helt 'normale' tossede Rikke. ;) Hmm... Ok det jeg vil frem til er at jeg rent faktisk har fået noget ud af min OCD. Jo, det er et rent helvede at leve med OCD, det er jeg ret sikker på at vi alle kan blive enige om. Men jeg er blevet langt bedre til at udtrykke mig skriftligt. Jeg beskriver følelser og tanker mere detaljerede (synes jeg selv.) Og det bedste jeg har fået ud af OCD'en er positivitet. Der er gået lang tid, før den er sevet ind igennem huden på mig, men nu er den der endelig. Og den bliver brugt og fodret godt og grundigt! Altså positiviteten... Og nu kommer jeg så til det, hele indlægget egentlig handler om. ;)
Jeg sætter langt mere pris på de små ting nu. Selvfølgelig sætter jeg også pris på store ting osv. men jeg sætter generelt pris på ret meget. Et eksempel er feks. at til eksamner er folk tit rigtig nervøse. Og tro mig, jeg er en af de folk... Jeg har for nylig været til en OSO-eksamen (Obligatorisk Selvvalgt Opgave). Alle var rigtig nervøse, og ønskede allesammen at få 12 eller 10. Jeg indrømmer at jeg også gik og drømte lidt om en høj karakter, men ellers så tænkte jeg altså mest at jeg blev glad så længe jeg bestod. Hvis man får 02 består man. Så er der plads til at man kan blive bedre hvilket er fantastisk! Den dag kom jeg også til at tage alt for tidligt i skole. Jeg skulle til eksamen kl. 14.10 og jeg kom i skole klokken. 10.00. Det var selvfølgelig lidt ærgeligt, men jeg havde en bog med i tasken, så jeg satte mig til at læse imens jeg ventede. Så satte jeg pris på det! Jeg fik læst bogen færdig og den var rigtig spændende. :D På vej til skole i bussen sad jeg også og tænkte på min OSO-opgave, som jeg en uge forinden havde syntes var fuldstændig uoverskuelig og tabt på gulvet. Men så var jeg taget i skole og havde snakket med min lærer og sammen med hende fik jeg udarbejdet en plan, som beskrev hvad jeg skulle skrive i opgaven. Og på tre dage fik jeg bakset en rapport sammen som jeg selv synes var rigtig god. Eksamen var heller ikke slem. Jeg skulle fortælle om noget, som er en passion af mine (Redaktør og forfatteruddannelse) så det gik strålende og jeg snakkede som et vandfald med julelys i øjnene. Jeg fik også 10 for præstationen og fik samtidig at vide at jeg havde en meget charmerende personlighed. Jeg blev bare så glad! JEG FIK 10?! Jeg gik herefter ud, og mine venner spurgte mig så hvad jeg havde fået af karakter. Jeg svarede at jeg havde fået 10 og fik så svaret "Nå, men det er da også godt." Det svar fik jeg højst sandsynligt fordi der er rigtig mange der har fået 12. Men jeg børstede kommentaren af skulderen, og så på mine venner med de samme julelys i øjnene som før og svarede "Ja det er det da! JEG FIK 10. Det er da mega godt?!" Og sendte dem et vindersmil. :D Jeg er stolt af mit 10-tal. Jeg har ikke ladet det slå mig ud, at der er rigtig mange andre som har fået 12. Jeg er bare glad for mit 10-tal. ;)
Det var lidt af et eksempel på hvordan jeg fodrer min positivitet og holder den levende. Det hjælper altså. Det gør det virkelig.
Jeg har også et andet middel til at fodre min positivitet og mit smil. En af disse metoder er at jeg læser mange blogs. Kreative blogs, med farverige, livlige mennesker der har en fantastisk fantasi og levevis! Bloggene inspirerer mig og får mig ofte til at smile.
Jeg giver jer lige en liste over de blogge jeg læser som ofte får mig til at smile:
The Cookie Button (Engelsk blog)
Lu Loves Handmade (Engelsk blog)
The Dainty Squid (Engelsk blog)
Birdie And I (Dansk blog)
Det er blogs skrevet af 4 utroligt kreative og fantastiske kvinder, som har de mest fantastiske idéer til forskellige produkter, som man kan købe på deres netshops. Der er links inde på deres blogs, til deres shops hvis der er noget der fanger jeres øje. ;) Jeg selv har købt et par øreringe og en ring fra Birdie And I, som jeg er utroligt glade for!
Min yndlingsblog er dog den der altid bringer det største smil frem på min læbe. Det er bloggen Color Me Katie og hun er simpelthen så fantastisk. Hun er helt klart mit forbillede. Hun er en freelance fotograf, som tager blandt andet tager billeder af bryllupper, familie-fotos og til noget som hedder Improv Everywhere. (Hendes kæreste Matty filmer ofte deres Improv Everywhere Events. Han har i øvrigt sin egen ret seje hjemmeside.) Katie som er ejer af bloggen, er en kvinde i 20'erne som er fyldt med idéer. Kreative idéer som hun udøver hver dag. Hendes lejlighed er fyldt med hjemmelavet kunst overalt på hendes vægge. Hun har en utroligt akrobatisk kat som hedder Moo, og er simpelthen så livlig og sød og kærlig. Jeg kan slet ikke beskrive hende nok, hun er så fantastisk og hendes blog er HELT klart et besøg værd! Mange af hendes idéer har jeg tænkt mig at udføre på egen vis herhjemme i kedelige Danmark for at sætte lidt farve på tilværelsen. Jeg har dog også selv fået masser af inspiration udfra hvad hun laver og finder på.
Der er lavet en artikel om hende som beskriver hende meget bedre end jeg kan. Den er på engelsk. :)
Jeg linker også lige til nogle af hendes små projekter som jeg synes er helt fantastiske!
Mr. Blue (En idé jeg har tænkt mig at udføre :D)
Neighborhood Love (En idé jeg har tænkt mig at udføre :D)
The Chalk Walk (Endnu et projekt jeg har tænkt mig at udføre :D)
Scraps
I <3 NYC (En fantastisk idé! Skal helt klart afprøves :D)
Jeg finder også rigtig mange billeder på nettet som jeg bare bliver rigtig glad af at se på. Mange af billederne har jeg også mange planer med. Nogle skal op at hænge på min væg, og blive til en collage, nogle skal klistres ind i en bog med idéer og inspiration. :) Mange af billederne finder jeg via de blogs jeg læser, og mange af billederne finder jeg på Pinterest. Pinterest er en helt igennem fantastisk side, hvor man kan finde de fedeste og flotteste billeder. Man skal 'bede' om en invitation til at blive medlem, førend at man kan 'hæfte' billeder til mapper på sin profil, men det er nu altså ok, selvom det virkelig virker underligt. En anden side hvor man også kan finde skønne billeder er WeHeartIt. Den er bare en del mere uoverskuelig end Pinterest. Men jeg finder en masse herlige billeder på nettet, som jeg så gemmer og finder frem indimellem og kigger på, så jeg kan få et smil på læben. Og som sagt bliver de fleste brugt til inspiration og til projekter. :)
Her har i nogle smagsprøver på nogle af de fantastiske billeder jeg finder mig:
Er de ikke skønne? :D Den 'flyvende' kat er Moo, som jeg fortalte om tidligere, og billedet med sedlen "Give someone a heart" har jeg rent faktisk lavet på dansk, og hængt op på køleskabet derhjemme. :D Den er hyggelig at have hængende, og min papmor rev idag en af hjertesedlerne af og kom over og gav mig det. Hun fik et kram som tak ;)
I skal heller ikke lige snydes for at se det billede som jeg har som baggrund på min computer. Jeg finder det utrolig eventyrligt og magisk!
Jeg synes det er fantastisk. :D
Nå men, der er flere metoder jeg bruger til at oplade det glade humør! Jeg har forskellige hobbyer som virkelig hjælper. Den der hjælper mig mest er alle de idéer jeg får med at lave kreative projekter. Når jeg laver disse projekter fordyber jeg mig i dem, og forsvinder lidt ind i en anden verden. Det er utrolig rart, og det føles endnu bedre når jeg får et tilfredsstillende produkt ud af det tilsidst! Hvis det ikke er tilfredsstillende prøver jeg bare igen, eller nyder hvor hjemmelavet det ser ud, det jeg har lavet. :D
Jeg tror at vi alle kan blive enige om at når man har OCD kan man have utroligt mange indviklede tanker. Det har jeg i hvert fald haft. Og så er det altså rigtig godt hvis man har noget hvori man kan overføre og udtrykke alle de her tanker. Jeg skriver meget. Jeg skriver blogs, historier, noveller og så videre. Som I ved skriver jeg også tankestrømme. På den måde, får jeg udtrykket mig og får læsset nogle af mine tanker af. Det er altså også vigtigt at du snakker med dine venner, familie og måske med en psykolog eller terapeut. Det er vigtigt at man får læsset af, fordi ellers kan alle tankerne tynge dig rigtig meget og køre dig ned helt psykisk. Jeg har prøvet det flere gange og det er IKKE sjovt.
Der er forskellige måder du kan udtrykke dig på!
Du kan:
-tegne, male osv.
-lave små skulpturer ud af ler og andre materialer
-synge, skrive musik, eller spille musik.
-tage billeder
Jeg er sikker på at du selv kan finde på flere ting. :D
Endnu en metode jeg bruger til at få humøret op, er den uundgåelige. MUSIK.
Jeg har gjort det, at jeg har lavet nogle spillelister på min ipod som har navne såsom,
-Til det glade humør :)
-Til det triste humør.
-Til festhumøret!
-Til det rolige humør.
Og der er mange flere. :) Om morgenen når jeg skal i skole, sætter jeg den glade spilleliste på og så sidder jeg og vipper med hoved og fødder i bussen imens jeg mimer med på teksten og smiler. Og det lyder måske underligt, men det her virker altså. Jeg bliver så glad! Og så er jeg helt frisk og parat til at være i skole. :D
På min glade spilleliste er der disse numre:
-Gi' mig et smil (feat. Kaka) - Wafande
-Alle går rundt og forelsker sig - Anders W. Bertelsen & Trine Dyrholm
-Lige nu og lige her - Rasmus Nøhr
-White nights - Oh Land
-The bird and the worm - Owl City
-Det glade pizzabud - Rasmus Nøhr
-Good Life - OneRepublic
-Gå gå - Anne Louise Hassing
-Here comes the sun (Cover) - Colbie Caillat
-I wish I was a punkrocker (with flowers in my hair - Sandi Thom
-I'm yours - Jason Mraz
-Jeg sætter min hat som jeg vil - Nikolaj Lie Kaas
-Lollipop - Mika
-Rainbow veins - Owl City
-Smile - McFly
-Sommer i Europa - Rasmus Nøhr
-Unwritten - Natasha Bedingfield
-The yacht club - Owl City
-I like it like that (feat. New Boyz) - Hot Chelle Rae
-Lucky - Jason Mraz & Colbie Caillat
Nogen af sangene er på fordi de har en god melodi som man snildt kan lave gadedrengeløb til. :D Og nogen af sangene er der fordi de bare er glade.
Nogen kunstnere som man sikkert kan finde glade sange hos er Rasmus Nøhr, Colbie Caillat, Owl City og Jason Mraz. :)
Tit og ofte hører jeg også fest-spillelisten fordi den også er meget god at bruge hvis man gerne vil være i godt humør. Så kan man nemlig danse rundt som en tosse! :D
Nu er det sådan at jeg er så heldig at være bevæbnet med super gode venner, som bare støtter mig og accepterer mig som jeg er. Det hjælper altså også rigtig meget på humøret. :)
De sidste midler jeg tager i brug for at blive glad kan jeg vise jer med to billeder.
De midler er nemlig den her,
BJØRNEHUE. :D Åh, jeg føler mig bare så glad, livlig og BJØRNEAGTIG når jeg har den på. :)
Og så min elskede stråhat. Det er mest en sommerhat, men jeg føler mig let, og luftig når jeg har den på. Og så bliver jeg glad. :D
Det kan være rigtig svært at have OCD. Det er som, jeg så ofte har sagt, at kæmpe mod sig selv. Men du må ikke opgive dine drømme, ønsker og håb. For så lader du OCD'en vinde. Du bliver nødt til at finde et smil frem og samle på de gode minder og øjeblikke, og smide de dårlige væk. Ellers lader du OCD'en vinde, og overtage dig. Det er der INGEN der fortjener. Så find smilet frem, gå i gang med noget du elsker at lave, send et smil til en fremmed og vær dig selv. Det gavner din selvtillid og dit humør, og med lige netop de to ting i hånden bliver OCD'en SÅ meget nemmere at håndtere. ;) Tro mig. Jeg taler af erfaring. :D
Jeg håber virkelig at I kan bruge det her indlæg til noget. Jeg har brugt rigtig lang tid på det, og jeg vil gerne hjælpe jer til at få det bedre.
Jeg vil elske det hvis i kommenterer og giver jeres meninger om indlægget, og hvis i fortæller hvad I godt kan lide at lave. :D Hvem ved, det kan jo være at andre kan drage inspiration fra dine hobbyer? ;)
Jeg undskylder for eventuelle stavefejl, men klokken er mange ligenu, så indlægget bliver først rettet imorgen. :D
Hyg jer! Jeg vil forsøge snart at skrive igen. ;)
lørdag den 26. november 2011
Hmm.
Ok, så mit forsøg på at opdatere min lille blog her, bare én gang om ugen, gik ikke særlig godt. På den ene side er det fordi at jeg glemte det, og på den anden side er det fordi at jeg pludselig er kommet ind i et 'godt' kapitel. Er glad og munter, på den ellers rolige måde. Og så kom jeg til at tænke på, for et halvt minut siden (Grundet skyldfølelse over at jeg ikke kan finde ud af at opdatere den her blog, selvom jeg VIRKELIG gerne vil.) For at skrive sådan en tankestrøm, skal jeg så have det dårligt? Jeg kan forestille, mig at det selvfølgelig i længden kan være lidt opslidende at høre på folk der har det dårligt, men så alligevel, når nu jeg skriver om OCD, er der mulighed for jer (og for mig selv) at lære om OCD'en. Det jeg egentlig vil frem til, er at jeg ikke rigtigt kan komme frem til en beslutning om hvorvidt det ville være relevant at skrive på denne blog at jeg har det godt i øjeblikket. For jeg har det godt. Og hvis der er nogen af mine læsere derude der sidder i det dybeste sorteste hul, kan jeg da forestille mig at det er temmelig irriterende at læse at jeg har det godt? Jeg ved ikke rigtigt... Hvis I vil være søde at kommentere på lige netop dét, ville jeg være superglad. :)
Nå men, jeg vil altså stadig rigtig gerne den her blog. Jeg er som sagt bare ikke så god til at opdatere den. Men jeg opgiver ikke. Jeg vil gerne hjælpe andre, mig selv, min familie og mine venner osv. til at kunne forstå OCD'en. Jeg vil gerne give råd og erfaringer og hjælpe de OCD-lidende til at indse hvad det er der muligvis kan hjælpe dem, og til at se at de altså ikke er alene med OCD'en. Fordi det husker jeg tydeligt at jeg følte. Jeg har masser af idéer til blogindlæg, og pusler også med idéer der skal hjælpe mig til at huske at opdatere denne blog. :)
Jeg skriver snart igen! :)
Rikke
Nå men, jeg vil altså stadig rigtig gerne den her blog. Jeg er som sagt bare ikke så god til at opdatere den. Men jeg opgiver ikke. Jeg vil gerne hjælpe andre, mig selv, min familie og mine venner osv. til at kunne forstå OCD'en. Jeg vil gerne give råd og erfaringer og hjælpe de OCD-lidende til at indse hvad det er der muligvis kan hjælpe dem, og til at se at de altså ikke er alene med OCD'en. Fordi det husker jeg tydeligt at jeg følte. Jeg har masser af idéer til blogindlæg, og pusler også med idéer der skal hjælpe mig til at huske at opdatere denne blog. :)
Jeg skriver snart igen! :)
Rikke
torsdag den 29. september 2011
Tankestrøm 3.
Undskyld at denne tankestrøm er en dag forsinket. (Har nemlig valgt at tankestrømmene skal udkomme om onsdagen. Men det er muligt at jeg ændrer det til torsdag.) Men i denne uge, nævner jeg ensomhed, et brændende ønske, og forvirring.
Tankestrøm 3
Det er så underligt. Det er den første sætning der falder mig ind. Det er, at det er underligt. Hvad der er underligt? Jeg er ikke sikker. Eller... Det er underligt, at være på 'den anden side'. Det lyder helt forkert ikke? Men altså, det er fordi, når de viser reklamer for røde kors, og red barnet osv. og når man læser artikler om børn i Afrika så hører man tit, at det de ønsker allerhøjest, det er at få lov til at gå i skole. Og vi børn herhjemme i Danmark, har svært ved at forstå det, fordi det er da bare vildt kedeligt at gå i skole! Sådan tænkte jeg på det, for nogle år siden. Men nu. Jeg er ikke særlig meget i skole. Men der er næsten ikke noget jeg hellere vil, end at tage i skole og være sammen med mine venner. Men det er bare rigtig svært for mig, fordi at jeg føler ubehag derovre. Jeg ved ikke om jeg er kommet til bunds i, hvorfor det er ubehageligt at være derovre. Men det føles underligt at have den tanke, at jeg egentlig allerhelst vil være i stand til at gå i skole, være sammen med mine venner og lave mine lektier. Jeg synes det er forkert af folk at misunde mig for, at jeg ikke er så tit i skole. De glemmer nemlig, hvorfor jeg ikke altid er i skole. De tænker vel bare på det som en fridag. Forstå mig ret, jeg bebrejder ikke mine venner, klassekammerater etc. at tænke sådan. Jeg kan egentlig godt se deres pointe. Man kan vel sige at jeg har muligheden for at se det fra to synspunkter. Den ene er teenageren Rikke. Og den anden er Rikke med OCD. OCD er et rent helvede at leve med. Men lige i øjeblikket, mærker jeg det heldigvis ikke så meget. Jeg føler lidt at jeg går i en blød boble, hvor det egentlig bare handler om at være i live, og lave de ting man synes er hyggelige. Det er rart. Indimellem kommer der en snert af et dårligt humør, i form af tanker, men jeg får hurtigt skubbet dem til side og ud af min boble. Jeg håber det giver bare lidt mening. Jeg går og er meget forvirret i øjeblikket. Med hensyn til mange ting. Før mit lille boble-humør, var jeg utrolig forvirret over hvordan jeg havde det. Jeg følte mig presset, fordi at folk konstant blev ved med at spørge mig om hvordan jeg havde det. Og det er selfølgelig helt fair, at de spørger mig om det, de viser jo bare at de er bekymrede for mig. Men når jeg så ikke ved hvad jeg skal svare? Så lægger presset sig stille og roligt på mine skuldre. Til sådan nogle situationer har jeg et standard-svar. Det svar bruger jeg også, når det rigtige svar, ville kræve en blød sofa, varm te og måske en lille skriveblok? Mit standard-svar er ”Hvordan det går? Det går. Du ved, jeg overlever” Og så nikker folk altid eller kommer med det næsten obligatoriske ”Mmh.” Når det kommer til det der, med at folk spørger mig om hvordan jeg har det, så er der også en anden side til lige netop den sag. Jeg har ikke noget imod at folk spørger mig hvordan jeg har det. Jeg har valgt at være ærlig omkring min OCD, fordi det simpelthen er nemmere for mig. Det giver mig mulighed for at være mig selv omkring folk, med min OCD og det er utroligt rart. Men alligevel så har jeg det som om at jeg er blevet pakket ind i et ordentligt lag bobleplast. Flere lag! Og det er i skolen, og sammen med familien specielt. Jeg tror simpelthen at folk de ikke ved hvad de skal sige til mig. Det virker lidt sådan, i hvert fald. Der er næsten aldrig nogen samtale, og hvis der er, handler det enten om min OCD og hvordan jeg har det, eller også så er der en fin samtale imellem andre, hvor jeg så sidder som tilskuer og lader som om jeg er en del af gruppen. Selvom jeg er en del af gruppen. Det føles bare som om at folk de er bange for at gøre mit humør og min OCD værre. Og derfor vælger de så at gå på tæer omkring mig og pakke mig ind i alt den helveds bobleplast. Men det er simpelthen noget af det værste de kan gøre. Sådan har jeg det i hvert fald. For jeg har aldrig i mit lív følt mig SÅ alene. Det lyder virkelig plat og adr-agtigt, men det er en følelse af ensomhed som ligger inderst inde i mit hjerte. Jeg kan være i et rum fyldt med mennesker, og så alligevel føle mig totalt alene. Palle alene i verden. Eller... Rikke alene i verden selvfølgelig. Og det er da ved gud, noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Og så skal jeg endda have lov til at opleve det flere gange dagligt, bestemte steder. SUPER. Og det er altså på trods af at jeg har haft mange 'nær-døds-oplevelser' såsom at være ved at drukne, blive kørt over, og blive kvalt. (Det skal lige siges at kvæle-episoden var pågrund af et bolsje... Temmelig plat. Og drukne-episoden var på grund af en ris-badering. Også temmelig plat. Men det var ubehageligt alligevel!) Den ensomheds-følelse er alligevel noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Jeg har i flere dage, snart 2 uger gået med tanken, at jeg egentlig bare gerne vil være normal. Hvem, med OCD, vil ikke gerne være det? Jeg vil bare gerne have lov til at være en almindelige teenager, med teenage-kvaler, bumser, sved og masser af drømme. Men jeg har tit og ofte enormt svært ved at kende forskel på, hvad der er min OCD, og hvad der bare er helt almindelig teenager. Og det er SÅ irriterende. Tror også det er temmelig hårdt for mine forældre. De har, så vidt jeg ved, også temmelig svært ved at kende forskel til tider. Min konklusion må være, at det bare er utroligt svært at have OCD. Specielt når man er teenager.
Kommentarer er super velkomne!
Er disse tankestrømme, noget som I kan bruge til noget? Eller 'behøver' I egentlig ikke at have dem på bloggen?
Er i interesserede i flere gæsteindlæg? Fra pårørende, andre med OCD etc.?
Jeg vil forsøge snart at skrive igen!
Rikke (Leo)
Tankestrøm 3
Det er så underligt. Det er den første sætning der falder mig ind. Det er, at det er underligt. Hvad der er underligt? Jeg er ikke sikker. Eller... Det er underligt, at være på 'den anden side'. Det lyder helt forkert ikke? Men altså, det er fordi, når de viser reklamer for røde kors, og red barnet osv. og når man læser artikler om børn i Afrika så hører man tit, at det de ønsker allerhøjest, det er at få lov til at gå i skole. Og vi børn herhjemme i Danmark, har svært ved at forstå det, fordi det er da bare vildt kedeligt at gå i skole! Sådan tænkte jeg på det, for nogle år siden. Men nu. Jeg er ikke særlig meget i skole. Men der er næsten ikke noget jeg hellere vil, end at tage i skole og være sammen med mine venner. Men det er bare rigtig svært for mig, fordi at jeg føler ubehag derovre. Jeg ved ikke om jeg er kommet til bunds i, hvorfor det er ubehageligt at være derovre. Men det føles underligt at have den tanke, at jeg egentlig allerhelst vil være i stand til at gå i skole, være sammen med mine venner og lave mine lektier. Jeg synes det er forkert af folk at misunde mig for, at jeg ikke er så tit i skole. De glemmer nemlig, hvorfor jeg ikke altid er i skole. De tænker vel bare på det som en fridag. Forstå mig ret, jeg bebrejder ikke mine venner, klassekammerater etc. at tænke sådan. Jeg kan egentlig godt se deres pointe. Man kan vel sige at jeg har muligheden for at se det fra to synspunkter. Den ene er teenageren Rikke. Og den anden er Rikke med OCD. OCD er et rent helvede at leve med. Men lige i øjeblikket, mærker jeg det heldigvis ikke så meget. Jeg føler lidt at jeg går i en blød boble, hvor det egentlig bare handler om at være i live, og lave de ting man synes er hyggelige. Det er rart. Indimellem kommer der en snert af et dårligt humør, i form af tanker, men jeg får hurtigt skubbet dem til side og ud af min boble. Jeg håber det giver bare lidt mening. Jeg går og er meget forvirret i øjeblikket. Med hensyn til mange ting. Før mit lille boble-humør, var jeg utrolig forvirret over hvordan jeg havde det. Jeg følte mig presset, fordi at folk konstant blev ved med at spørge mig om hvordan jeg havde det. Og det er selfølgelig helt fair, at de spørger mig om det, de viser jo bare at de er bekymrede for mig. Men når jeg så ikke ved hvad jeg skal svare? Så lægger presset sig stille og roligt på mine skuldre. Til sådan nogle situationer har jeg et standard-svar. Det svar bruger jeg også, når det rigtige svar, ville kræve en blød sofa, varm te og måske en lille skriveblok? Mit standard-svar er ”Hvordan det går? Det går. Du ved, jeg overlever” Og så nikker folk altid eller kommer med det næsten obligatoriske ”Mmh.” Når det kommer til det der, med at folk spørger mig om hvordan jeg har det, så er der også en anden side til lige netop den sag. Jeg har ikke noget imod at folk spørger mig hvordan jeg har det. Jeg har valgt at være ærlig omkring min OCD, fordi det simpelthen er nemmere for mig. Det giver mig mulighed for at være mig selv omkring folk, med min OCD og det er utroligt rart. Men alligevel så har jeg det som om at jeg er blevet pakket ind i et ordentligt lag bobleplast. Flere lag! Og det er i skolen, og sammen med familien specielt. Jeg tror simpelthen at folk de ikke ved hvad de skal sige til mig. Det virker lidt sådan, i hvert fald. Der er næsten aldrig nogen samtale, og hvis der er, handler det enten om min OCD og hvordan jeg har det, eller også så er der en fin samtale imellem andre, hvor jeg så sidder som tilskuer og lader som om jeg er en del af gruppen. Selvom jeg er en del af gruppen. Det føles bare som om at folk de er bange for at gøre mit humør og min OCD værre. Og derfor vælger de så at gå på tæer omkring mig og pakke mig ind i alt den helveds bobleplast. Men det er simpelthen noget af det værste de kan gøre. Sådan har jeg det i hvert fald. For jeg har aldrig i mit lív følt mig SÅ alene. Det lyder virkelig plat og adr-agtigt, men det er en følelse af ensomhed som ligger inderst inde i mit hjerte. Jeg kan være i et rum fyldt med mennesker, og så alligevel føle mig totalt alene. Palle alene i verden. Eller... Rikke alene i verden selvfølgelig. Og det er da ved gud, noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Og så skal jeg endda have lov til at opleve det flere gange dagligt, bestemte steder. SUPER. Og det er altså på trods af at jeg har haft mange 'nær-døds-oplevelser' såsom at være ved at drukne, blive kørt over, og blive kvalt. (Det skal lige siges at kvæle-episoden var pågrund af et bolsje... Temmelig plat. Og drukne-episoden var på grund af en ris-badering. Også temmelig plat. Men det var ubehageligt alligevel!) Den ensomheds-følelse er alligevel noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Jeg har i flere dage, snart 2 uger gået med tanken, at jeg egentlig bare gerne vil være normal. Hvem, med OCD, vil ikke gerne være det? Jeg vil bare gerne have lov til at være en almindelige teenager, med teenage-kvaler, bumser, sved og masser af drømme. Men jeg har tit og ofte enormt svært ved at kende forskel på, hvad der er min OCD, og hvad der bare er helt almindelig teenager. Og det er SÅ irriterende. Tror også det er temmelig hårdt for mine forældre. De har, så vidt jeg ved, også temmelig svært ved at kende forskel til tider. Min konklusion må være, at det bare er utroligt svært at have OCD. Specielt når man er teenager.
Kommentarer er super velkomne!
Er disse tankestrømme, noget som I kan bruge til noget? Eller 'behøver' I egentlig ikke at have dem på bloggen?
Er i interesserede i flere gæsteindlæg? Fra pårørende, andre med OCD etc.?
Jeg vil forsøge snart at skrive igen!
Rikke (Leo)
onsdag den 21. september 2011
Tankestrøm 2.
Min tankestrøm i denne uge, er ikke ligeså lang som den første. Men den er der. :) Og den beskriver lidt noget ubehag, som jeg tit føler.
Det er som om et slør af ubehag ligger sig over mig, så snart jeg betræder græsplæner der ligger op til min lille skole. Jeg elsker min skole. Men jeg føler mig ikke længere særligt tryg heroppe. Jeg ved ikke om jeg kan forklare det. Det er ikke de samme personer der er her mere som sidste år. Og jeg kan stadig rigtig godt lide de personer der er blevet tilbage. Det kan jeg virkelig! Men det er ikke det samme 'net' af tryghed der er der. Altså som et sikkerhedsnet. Håber det giver mening. Jeg er så forvirret hele tiden, lige i øjeblikket. Jeg synes ikke at jeg kan finde rundt i det jeg tænker, og jeg kan bestemt heller ikke formulere det. Og det er simpelthen så irriterende. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er ked af det, ok, glad eller noget andet. Jeg har vel bare blandet en helt masse humør sammen, så det bliver til én forvirrende masse. Jeg vil allerhelst bare sidde for mig selv med min musik i ørerne, og være kreativ med mine materialer. Når jeg sidder med mine små projekter, har jeg det lidt med at glemme verdenen. Jeg koncentrerer mig i hvert fald kun om projektet. Og så altså, jo jeg kan godt blive irriteret, hvis jeg laver en fejl i mit projekt, men så arbejder jeg som regel bare videre med at prøve på at finde ud af fejlen og rette den. Jeg føler konstant at jeg skuffer mine forældre, fordi jeg ikke er særlig meget i skole. Men dagen føles bare så lang, og det føles lidt som om den bare vælger at trykke mig ned, i løbet af dagen. Lidt som en tung byrde på skulderen. Det er jeg ret sikker på at vi alle kender. Imorges da jeg gik over græsplænen som ligger op til min skole, fik jeg en ubehagelig trykken for brystet, der gjorde at jeg pludselig fik svært ved at trække vejret. Det var kun i kort tid og jeg har oplevet det før. Men derfor ved jeg også, at det er noget utroligt ubehageligt at opleve. Lige i øjeblikket 'former' min mave sig til en hård klump. Jeg holder maven inde, uden rigtigt at vide at jeg gør det. Det sker automatisk. og det resulterer i den hårde masse. Det er bare alt sammen meget ubehageligt. Og jeg kan ikke se nogen vej ud af det her helvede som jeg er i, i øjeblikket, selvom udvejen sikkert er der. Et eller andet sted. Den er der, den er bare så svær at se lige i øjeblikket. Det gør det heller ikke bedre, at jeg ikke rigtigt synes at der er nogen der forstår mig. En OCD-ramt har en utroligt kompliceret tankegang. Det er jeg nået frem til. Det er meget forvirrende, og også temmelig svært at forklare. Måske jeg skulle skrive et indlæg om netop dét. Lige nu har jeg ikke mere at sige.
Det var tankestrømmen i denne her uge. Ind til videre, tænker jeg, at tankestrømmene vil blive lagt ud om onsdagen i hver uge. Hvad siger I til det ?
Kommenter gerne!
Jeg vil prøve snart at vende tilbage igen. :)
Det er som om et slør af ubehag ligger sig over mig, så snart jeg betræder græsplæner der ligger op til min lille skole. Jeg elsker min skole. Men jeg føler mig ikke længere særligt tryg heroppe. Jeg ved ikke om jeg kan forklare det. Det er ikke de samme personer der er her mere som sidste år. Og jeg kan stadig rigtig godt lide de personer der er blevet tilbage. Det kan jeg virkelig! Men det er ikke det samme 'net' af tryghed der er der. Altså som et sikkerhedsnet. Håber det giver mening. Jeg er så forvirret hele tiden, lige i øjeblikket. Jeg synes ikke at jeg kan finde rundt i det jeg tænker, og jeg kan bestemt heller ikke formulere det. Og det er simpelthen så irriterende. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er ked af det, ok, glad eller noget andet. Jeg har vel bare blandet en helt masse humør sammen, så det bliver til én forvirrende masse. Jeg vil allerhelst bare sidde for mig selv med min musik i ørerne, og være kreativ med mine materialer. Når jeg sidder med mine små projekter, har jeg det lidt med at glemme verdenen. Jeg koncentrerer mig i hvert fald kun om projektet. Og så altså, jo jeg kan godt blive irriteret, hvis jeg laver en fejl i mit projekt, men så arbejder jeg som regel bare videre med at prøve på at finde ud af fejlen og rette den. Jeg føler konstant at jeg skuffer mine forældre, fordi jeg ikke er særlig meget i skole. Men dagen føles bare så lang, og det føles lidt som om den bare vælger at trykke mig ned, i løbet af dagen. Lidt som en tung byrde på skulderen. Det er jeg ret sikker på at vi alle kender. Imorges da jeg gik over græsplænen som ligger op til min skole, fik jeg en ubehagelig trykken for brystet, der gjorde at jeg pludselig fik svært ved at trække vejret. Det var kun i kort tid og jeg har oplevet det før. Men derfor ved jeg også, at det er noget utroligt ubehageligt at opleve. Lige i øjeblikket 'former' min mave sig til en hård klump. Jeg holder maven inde, uden rigtigt at vide at jeg gør det. Det sker automatisk. og det resulterer i den hårde masse. Det er bare alt sammen meget ubehageligt. Og jeg kan ikke se nogen vej ud af det her helvede som jeg er i, i øjeblikket, selvom udvejen sikkert er der. Et eller andet sted. Den er der, den er bare så svær at se lige i øjeblikket. Det gør det heller ikke bedre, at jeg ikke rigtigt synes at der er nogen der forstår mig. En OCD-ramt har en utroligt kompliceret tankegang. Det er jeg nået frem til. Det er meget forvirrende, og også temmelig svært at forklare. Måske jeg skulle skrive et indlæg om netop dét. Lige nu har jeg ikke mere at sige.
Det var tankestrømmen i denne her uge. Ind til videre, tænker jeg, at tankestrømmene vil blive lagt ud om onsdagen i hver uge. Hvad siger I til det ?
Kommenter gerne!
Jeg vil prøve snart at vende tilbage igen. :)
At flytte fokus - Min OCD.
Nu skal I bare se, hvad jeg har at vise jer!
Det her... Er min OCD:
Det er en kat. Og den er grim. Som i... Virkelig grim. Synes jeg i hvert fald. Den er en del mere lyserød i virkeligheden, end den er på billedet. Jeg synes den ligner en blanding af en bratz-dukke og en forvokset rotte.
Måske I lige skal have lov til at høre historien bag den her kat. Min mor har købt den på et loppemarked for den ringe sum 5 kr. Hun kom hjem til mig, og sagde så at jeg skulle lukke mine øjne. Og jeg blev selvfølgelig straks meget mistænkelig. :D Men så kom hun med den der ting, og satte den på min skulder. "Det her er din OCD." Og så sagde jeg sådan, "Æhh hvad?" Og så begyndte min mor så at snakke om at flytte fokus. Så den her kat:
er nu min OCD. Vi prøver nu at flytte fokus. Altså vi prøver at tage OCD'en 'ud' af mig, og lægge på den her grimme, men stakkels kat. Fordi katten har det hårdt. Og den får det altid værre, når jeg er rigtig ked af det. Eller får et angstanfald. Jeg ved ikke om i har lagt mærke til det, men der sidder nåle i katten. Kun i ansigtet, men de sidder der. Og det er mig der har sat dem der, efter at jeg fik et angstanfald, hvor jeg blev rigtig vred på min OCD. Katten fungerer som en voodoo-dukke. Lidt i hvert fald. Når tingene står rigtig skidt til med min OCD, og vi alle sammen bliver påvirket af det, så bliver katten hængt op i en krog , i en galge og så bliver den brugt som boksebold/stangtennis. Kort sagt, får den mange tæsk. På den måde, kommer vi lidt af med vores vrede. Det virker desværre ikke helt godt på mig, endnu, fordi at jeg vil gerne stikke nåle i den, og det kan jeg jo også, men den giver altså ikke modstand. Og det lyder temmelig barbarisk, det er jeg godt klar over. Men altså. Den skal give modstand! SÅDAN SÅ JEG KAN DRÆBE OCD'EN MEGET HÅRDT MED EN MASSE SMÅ NÅLE. Men det gør den ikke... Den tager bare imod nålene, og det fungerer ikke, så min mor prøver at finde en grim bamse der kan give modstand. Ikke for meget modstand, bare modstand. Lidt modstand. Så jeg kan mærke at det gør ondt på OCD'en. Håber at det giver mening, og at I ikke vælger at melde mig til politiet for vold mod grimme bamsekatte.
I kan lige få lidt flere billeder. :)
Ingen rigtige katte, levende katte med rigtig pels eller noget, kom til skade, eller kommer til skade!
Kommenter gerne, og så vil jeg prøve at skrive snart igen. :)
Det her... Er min OCD:
Det er en kat. Og den er grim. Som i... Virkelig grim. Synes jeg i hvert fald. Den er en del mere lyserød i virkeligheden, end den er på billedet. Jeg synes den ligner en blanding af en bratz-dukke og en forvokset rotte.
Måske I lige skal have lov til at høre historien bag den her kat. Min mor har købt den på et loppemarked for den ringe sum 5 kr. Hun kom hjem til mig, og sagde så at jeg skulle lukke mine øjne. Og jeg blev selvfølgelig straks meget mistænkelig. :D Men så kom hun med den der ting, og satte den på min skulder. "Det her er din OCD." Og så sagde jeg sådan, "Æhh hvad?" Og så begyndte min mor så at snakke om at flytte fokus. Så den her kat:
er nu min OCD. Vi prøver nu at flytte fokus. Altså vi prøver at tage OCD'en 'ud' af mig, og lægge på den her grimme, men stakkels kat. Fordi katten har det hårdt. Og den får det altid værre, når jeg er rigtig ked af det. Eller får et angstanfald. Jeg ved ikke om i har lagt mærke til det, men der sidder nåle i katten. Kun i ansigtet, men de sidder der. Og det er mig der har sat dem der, efter at jeg fik et angstanfald, hvor jeg blev rigtig vred på min OCD. Katten fungerer som en voodoo-dukke. Lidt i hvert fald. Når tingene står rigtig skidt til med min OCD, og vi alle sammen bliver påvirket af det, så bliver katten hængt op i en krog , i en galge og så bliver den brugt som boksebold/stangtennis. Kort sagt, får den mange tæsk. På den måde, kommer vi lidt af med vores vrede. Det virker desværre ikke helt godt på mig, endnu, fordi at jeg vil gerne stikke nåle i den, og det kan jeg jo også, men den giver altså ikke modstand. Og det lyder temmelig barbarisk, det er jeg godt klar over. Men altså. Den skal give modstand! SÅDAN SÅ JEG KAN DRÆBE OCD'EN MEGET HÅRDT MED EN MASSE SMÅ NÅLE. Men det gør den ikke... Den tager bare imod nålene, og det fungerer ikke, så min mor prøver at finde en grim bamse der kan give modstand. Ikke for meget modstand, bare modstand. Lidt modstand. Så jeg kan mærke at det gør ondt på OCD'en. Håber at det giver mening, og at I ikke vælger at melde mig til politiet for vold mod grimme bamsekatte.
I kan lige få lidt flere billeder. :)
Ingen rigtige katte, levende katte med rigtig pels eller noget, kom til skade, eller kommer til skade!
Kommenter gerne, og så vil jeg prøve at skrive snart igen. :)
tirsdag den 13. september 2011
Update: Tankestrøm
Jeg har i noget tid, tænkt på at gøre noget nyt her på bloggen. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er særligt god til at opdatere bloggen. Men jeg bliver ved med at minde mig selv om det, og prøve at få mig taget sammen til at få det gjort. (Ikke at jeg ikke vil) Det kan godt være lidt forvirrende... Nå men altså, jeg har gået med idéen om at komme med et ugentligt indslag, hvori jeg fortæller hvordan jeg har det. - For at give jer en mulighed for virkelig at kravle ind under huden på mig, og 'læse' mine tanker. Jeg skriver nemlig nogen gange mine tanker ned på papir, fordi jeg simpelthen ikke kan formulere dem med tale. Det plejer at hjælpe rigtig godt, og giver ofte mine forældre en mulighed for at forstå mig bedre. I disse tankestrømme er jeg hudløst ærlig, skal det siges. Det er jeg normalt her på bloggen, i det hele taget, men jeg føler at det bliver nødt til at gentages, bare for at forsikre jer om, at jeg altså ikke sidder og lyver, og at jeg altså skriver det, som jeg i første omgang rigtigt skrev. Hvis det giver mening. Jeg har haft det, jeg kalder 'grimme tanker' som egentlig er selvmordstanker. Jeg har aldrig gjort noget ved det, fordi jeg synes det er svagt at give op. Og udover det vil jeg gerne bevise at man altså godt kan overvinde sin OCD. Det kræver bare at man kæmper. Jeg fortæller dette, fordi der godt kan komme hentydninger til disse grimme tanker i mine tekster, når jeg indimellem desværre har nogle hårde perioder. Det skal lige siges, at jeg får altså masser af hjælp med hensyn til det også. Jeg skal lige beslutte mig for, hvilken dag disse ugentlige opslag skal udgives på. Men nu vil i få det første opslag.
I dette opslag, er der én ting, jeg er ret sikker på at pårørende specielt vi finde interessant. Jeg fortæller om en 'samtale' som jeg næsten har med min OCD når mine tvangshandlinger bliver udført.
Teksten er godt nok skrevet for ca. en måned siden, men jeg synes den skulle med alligevel.
Det er ikke fordi at jeg ikke tænker på de folk jeg ville efterlade. Det gør jeg. Jeg tænker på, at så finder jeg ud af hvem der i virkeligheden kan lide mig. Men mest af alt, tænker jeg på de folk, som jeg alligevel ved, kan lide mig. Jeg tænker på hvordan jeg så, vil have såret deres følelser ved bare at give op, og lade blodet strømme. Men hvis det blev gjort, ville det ikke være for at såre mine nærmeste. Det ville simpelthen være fordi, det er for hårdt at fortsætte. Jeg ved ikke rigtigt længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig som en sindssyg, der egentlig bare skal fortælle folk at hun er sindssyg, og som så ville blive sendt ind på en anstalt og derefter blive koblet til den elektriske stol. Det er som om der er 2 dele af mig. Som om der er to personer, i én krop og i ét hoved. Den ene person hedder OCD og den anden person hedder Rikke. I utrygge situationer såsom om aftenen, når jeg står og kigger ud i vindfanget, for at se efter ting der ikke bør være der. Uden rigtigt at gøre det, udspiller der sig så en slags samtale.
Min OCD siger ”Du skal lige kigge om der er nogen derhenne i hjørnet.”
Og jeg siger ”Ok, jeg gør det lige hurtigt.”
”Det der var for hurtigt, tjek igen.”
”Det var det da ikke, kom nu bare lad os gå i seng.”
”Tjek igen, det var for hurtigt og ikke grundigt nok.”
”Gu var det da så, lad os nu bare gå i seng.”
”Hvad ville du gøre, hvis der rent faktisk var noget eller nogen ? Personen, ville så grine ondt og rejse sig op, efter at du er gået ind på dit værelse. Og så ville personen liste ind i din mors og papmors soveværelse. Hundene der begyndte at gø, ville personen bare sparke til. Et sønderknusende hyl ville komme fra begge hundene, efter at de henholdsvis er blevet sparket, og du bliver opmærksom. Personen går nu efter din mor og papmor, men du rejser dig op og går ind i soveværelset. Men du er lille, og har ikke særligt mange muskler, så personen holder dig tilbage og skærer så bare halsen over på dig. Personen har nemlig en kniv. Hundene er så små, at kniven er unødvendig. De kunne jo bare sparkes. Efter at du er blevet idømt til at ligge og forbløde på gulvet, går han videre til din mor og papmor, der har set skræmt til imens du prøvede at forsvare dem og er handlingslammede. De dør også. Den ene, med nogle knivstik i hjertet, og den anden bliver dolket adskillige gange, også i brystpartiet. Det hele ville være din skyld. Bare fordi du ikke tjekkede det hjørne ordentligt efter.”
”Ok, jeg skal nok tjekke efter.”
”Tjek lige igen, det kunne jo være.”
”Ok, jeg skal nok.”
”Arh, det var ikke grundigt nok, du missede en centimeter, tjek igen.”
”Ok, det skal jeg nok.”
”Arh, denne gang glemte du at tjekke det der stykke af væggen, tjek lige igen.”
Og sådan fortsætter det, indtil at jeg tilsidst bliver så arrig og ked af det, at jeg går i panik og ligger mig i seng med bange anelser. Samtalen foregår vel i min underbevidsthed, for jeg ligger ikke rigtigt mærke til det. Og i princippet foregår der heller ikke en samtale i mit hoved. Det er tanker der kører i ring, og bliver til et rent mareridt. Alle de tanker, de sker på ét splitsekund. Det sker så hurtigt, men alligevel registerer jeg tankerne, og jeg går fuldstændig i panik over dem. Og det er så svært at komme af med dem. Jeg havde i en periode succes med konstant at messe for mig selv ”Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv osv.” Men den metode virker ikke ligeså godt mere. Det irriterer mig grænseløst, at jeg bliver nødt til at fortælle mig selv at jeg skal stole på mig selv, for at stoppe med en handling. Det er skide irriterende. Det er også enormt frustrerende at jeg bliver nødt til at tage Citalopram for at være glad, og have overskud. Mine pupiller bliver enorme, og jeg ligner en alien. Men jeg synes bestemt heller ikke at det er fair, at jeg ikke har kontrol over mine egne tanker, og mit eget humør. Jeg plejede altid at være temmelig sorgfri, når det feks. Kom til mit udseende. Men nu, nu går jeg nærmest i panik, hvis jeg har en gul bums på hagen, eller de voksende soverynker jeg har under øjnene. Fedtet hår og dårlig ånde, er næsten verdens undergang. Og alligevel tænker du måske, at 'Jamen, du gør da ikke så meget ved det.' Nej, og hvorfor gør jeg ikke det... Jeg ved det ikke. Overskud er der ikke altid, og jeg prøver alligevel at holde fast i den jeg er. Men forhelved hvor er det svært, at være glad, og lyttende i skolen, når man er ved at brase i gråd, fordi der er en teplet på blusen. Jeg kan heller ikke lide idéen om at skulle gå til psykolog, eller terapeut for den sags skyld. Eller Psykoterapeut, som der jo også er noget der hedder. Jeg kan ikke lide idéen, fordi samfundet nærmest har banket det ind i hovederne på os, og hinanden at det kun er folk med sindssyge og depression der går til psykolog osv. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men vi tror stadig på det. Jeg ved at det ikke er rigtigt, og jeg tror heller ikke på det. Men jeg ved at andre, tror på det og mener at det er rigtigt. Og hvad vil de så ikke tænke om mig, hvis jeg så fortæller dem at jeg går til psykolog? Jeg vil blive stemplet som sindssyg, og de vil tro det resten af deres liv. Når de bliver ældre og har fået børn og en lækker mand med overskæg vil de sidde om aftenen og tale om gamle dage og pludselig vil de sige ”Ej jeg gik i skole med den her totalt underlige pige, hun var psykisk syg og gik til psykolog og alt muligt.” Jeg ved godt at jeg ikke kan styre det, men en del af mig prøver alligevel at forhindre at det sker. Folk siger tit at de godt ved hvad OCD er. Mange siger også at de ikke ved hvad det er. Jeg er af den overbevisning at det ved de ikke en skid om. Jeg ved hvad det er. Jeg har OCD. Og så alligevel, kan jeg mange gange ikke rigtigt finde ud af, om det er OCD eller bare teenagefnidder? Jeg slipper aldrig helt af med min OCD. Jeg skal leve med den resten af mit liv. Min fremtidige kæreste eller mand skal leve med mig og min OCD. Mine fremtidige børn skal leve med at deres mor, har OCD, og ikke altid lige opfører sig helt normalt. Mine venner og veninder, bliver nødt til at leve med at jeg ikke altid har overskuddet eller lysten til at være sammen med dem. Jeg kan ikke altid tage med til fester, fordi det bliver for overvældende og der er for mange mennesker. Jeg føler mig ikke rigtigt tryg, andre steder end hjemme, i mit eget hus. Det er det sted, hvor jeg kan gemme mig inde på mit værelse, under min dyne og være på chatsider og spillesider, og udgive mig for at være en anden. Jeg kan gemme mig bag et avatar, et alter ego, et alias. En person som ikke har OCD. En person der er sej, har lange lækre ben, en flad mave, langt slangekrøllet hår og lange øjenvipper. Det er det samme med mine historier. Jeg kan gemme mig bag en tekst, der fortæller historien om en andens liv. Et liv, som jeg gerne ville leve. Det er i hvert fald tit og ofte sådan. Jeg gemmer mig bag, en sort humor, så folk kan lide mig fordi jeg siger underlige og sjove ting som de kan grine af.
Håber teksten kan bruges til noget. Kommenter meget gerne, med jeres mening om denne ugentlige update af mine tankestrømme.
Jeg vil forsøge snart at skrive igen.
Knus Rikke
I dette opslag, er der én ting, jeg er ret sikker på at pårørende specielt vi finde interessant. Jeg fortæller om en 'samtale' som jeg næsten har med min OCD når mine tvangshandlinger bliver udført.
Teksten er godt nok skrevet for ca. en måned siden, men jeg synes den skulle med alligevel.
Det er ikke fordi at jeg ikke tænker på de folk jeg ville efterlade. Det gør jeg. Jeg tænker på, at så finder jeg ud af hvem der i virkeligheden kan lide mig. Men mest af alt, tænker jeg på de folk, som jeg alligevel ved, kan lide mig. Jeg tænker på hvordan jeg så, vil have såret deres følelser ved bare at give op, og lade blodet strømme. Men hvis det blev gjort, ville det ikke være for at såre mine nærmeste. Det ville simpelthen være fordi, det er for hårdt at fortsætte. Jeg ved ikke rigtigt længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig som en sindssyg, der egentlig bare skal fortælle folk at hun er sindssyg, og som så ville blive sendt ind på en anstalt og derefter blive koblet til den elektriske stol. Det er som om der er 2 dele af mig. Som om der er to personer, i én krop og i ét hoved. Den ene person hedder OCD og den anden person hedder Rikke. I utrygge situationer såsom om aftenen, når jeg står og kigger ud i vindfanget, for at se efter ting der ikke bør være der. Uden rigtigt at gøre det, udspiller der sig så en slags samtale.
Min OCD siger ”Du skal lige kigge om der er nogen derhenne i hjørnet.”
Og jeg siger ”Ok, jeg gør det lige hurtigt.”
”Det der var for hurtigt, tjek igen.”
”Det var det da ikke, kom nu bare lad os gå i seng.”
”Tjek igen, det var for hurtigt og ikke grundigt nok.”
”Gu var det da så, lad os nu bare gå i seng.”
”Hvad ville du gøre, hvis der rent faktisk var noget eller nogen ? Personen, ville så grine ondt og rejse sig op, efter at du er gået ind på dit værelse. Og så ville personen liste ind i din mors og papmors soveværelse. Hundene der begyndte at gø, ville personen bare sparke til. Et sønderknusende hyl ville komme fra begge hundene, efter at de henholdsvis er blevet sparket, og du bliver opmærksom. Personen går nu efter din mor og papmor, men du rejser dig op og går ind i soveværelset. Men du er lille, og har ikke særligt mange muskler, så personen holder dig tilbage og skærer så bare halsen over på dig. Personen har nemlig en kniv. Hundene er så små, at kniven er unødvendig. De kunne jo bare sparkes. Efter at du er blevet idømt til at ligge og forbløde på gulvet, går han videre til din mor og papmor, der har set skræmt til imens du prøvede at forsvare dem og er handlingslammede. De dør også. Den ene, med nogle knivstik i hjertet, og den anden bliver dolket adskillige gange, også i brystpartiet. Det hele ville være din skyld. Bare fordi du ikke tjekkede det hjørne ordentligt efter.”
”Ok, jeg skal nok tjekke efter.”
”Tjek lige igen, det kunne jo være.”
”Ok, jeg skal nok.”
”Arh, det var ikke grundigt nok, du missede en centimeter, tjek igen.”
”Ok, det skal jeg nok.”
”Arh, denne gang glemte du at tjekke det der stykke af væggen, tjek lige igen.”
Og sådan fortsætter det, indtil at jeg tilsidst bliver så arrig og ked af det, at jeg går i panik og ligger mig i seng med bange anelser. Samtalen foregår vel i min underbevidsthed, for jeg ligger ikke rigtigt mærke til det. Og i princippet foregår der heller ikke en samtale i mit hoved. Det er tanker der kører i ring, og bliver til et rent mareridt. Alle de tanker, de sker på ét splitsekund. Det sker så hurtigt, men alligevel registerer jeg tankerne, og jeg går fuldstændig i panik over dem. Og det er så svært at komme af med dem. Jeg havde i en periode succes med konstant at messe for mig selv ”Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv osv.” Men den metode virker ikke ligeså godt mere. Det irriterer mig grænseløst, at jeg bliver nødt til at fortælle mig selv at jeg skal stole på mig selv, for at stoppe med en handling. Det er skide irriterende. Det er også enormt frustrerende at jeg bliver nødt til at tage Citalopram for at være glad, og have overskud. Mine pupiller bliver enorme, og jeg ligner en alien. Men jeg synes bestemt heller ikke at det er fair, at jeg ikke har kontrol over mine egne tanker, og mit eget humør. Jeg plejede altid at være temmelig sorgfri, når det feks. Kom til mit udseende. Men nu, nu går jeg nærmest i panik, hvis jeg har en gul bums på hagen, eller de voksende soverynker jeg har under øjnene. Fedtet hår og dårlig ånde, er næsten verdens undergang. Og alligevel tænker du måske, at 'Jamen, du gør da ikke så meget ved det.' Nej, og hvorfor gør jeg ikke det... Jeg ved det ikke. Overskud er der ikke altid, og jeg prøver alligevel at holde fast i den jeg er. Men forhelved hvor er det svært, at være glad, og lyttende i skolen, når man er ved at brase i gråd, fordi der er en teplet på blusen. Jeg kan heller ikke lide idéen om at skulle gå til psykolog, eller terapeut for den sags skyld. Eller Psykoterapeut, som der jo også er noget der hedder. Jeg kan ikke lide idéen, fordi samfundet nærmest har banket det ind i hovederne på os, og hinanden at det kun er folk med sindssyge og depression der går til psykolog osv. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men vi tror stadig på det. Jeg ved at det ikke er rigtigt, og jeg tror heller ikke på det. Men jeg ved at andre, tror på det og mener at det er rigtigt. Og hvad vil de så ikke tænke om mig, hvis jeg så fortæller dem at jeg går til psykolog? Jeg vil blive stemplet som sindssyg, og de vil tro det resten af deres liv. Når de bliver ældre og har fået børn og en lækker mand med overskæg vil de sidde om aftenen og tale om gamle dage og pludselig vil de sige ”Ej jeg gik i skole med den her totalt underlige pige, hun var psykisk syg og gik til psykolog og alt muligt.” Jeg ved godt at jeg ikke kan styre det, men en del af mig prøver alligevel at forhindre at det sker. Folk siger tit at de godt ved hvad OCD er. Mange siger også at de ikke ved hvad det er. Jeg er af den overbevisning at det ved de ikke en skid om. Jeg ved hvad det er. Jeg har OCD. Og så alligevel, kan jeg mange gange ikke rigtigt finde ud af, om det er OCD eller bare teenagefnidder? Jeg slipper aldrig helt af med min OCD. Jeg skal leve med den resten af mit liv. Min fremtidige kæreste eller mand skal leve med mig og min OCD. Mine fremtidige børn skal leve med at deres mor, har OCD, og ikke altid lige opfører sig helt normalt. Mine venner og veninder, bliver nødt til at leve med at jeg ikke altid har overskuddet eller lysten til at være sammen med dem. Jeg kan ikke altid tage med til fester, fordi det bliver for overvældende og der er for mange mennesker. Jeg føler mig ikke rigtigt tryg, andre steder end hjemme, i mit eget hus. Det er det sted, hvor jeg kan gemme mig inde på mit værelse, under min dyne og være på chatsider og spillesider, og udgive mig for at være en anden. Jeg kan gemme mig bag et avatar, et alter ego, et alias. En person som ikke har OCD. En person der er sej, har lange lækre ben, en flad mave, langt slangekrøllet hår og lange øjenvipper. Det er det samme med mine historier. Jeg kan gemme mig bag en tekst, der fortæller historien om en andens liv. Et liv, som jeg gerne ville leve. Det er i hvert fald tit og ofte sådan. Jeg gemmer mig bag, en sort humor, så folk kan lide mig fordi jeg siger underlige og sjove ting som de kan grine af.
Håber teksten kan bruges til noget. Kommenter meget gerne, med jeres mening om denne ugentlige update af mine tankestrømme.
Jeg vil forsøge snart at skrive igen.
Knus Rikke
onsdag den 31. august 2011
Kendte med OCD
Kendte med OCD.
Det er sådan at der rent faktisk er en håndfuld og lidt mere af de der såkaldte kendisser, der har OCD. Nu skal I bare se!
Jessica Alba: Har indrømmet at hun havde OCD som lille. Men det blev bedre da hendes familie flyttede til Californien. Hun er kendt for at have været med i filmene 'Sin City' , 'Fantastic Four 1 og 2'
Donald Trump: Er en kendt amerikansk forretningsmand. Han er også administrerende direktør i 'Trump Organisations'. Han har også opført op til flere skyskrabere i Manhattan.
Han har enormt meget bakteriefobi, og han indrømmet at have OCD. Han nægter at trykke hånd med folk, (specielt lærere) og nægter også at trykke på stueetage-knappen i elevatorer.
Cameron Diaz: Hun er en kendt skuespillerinde. Nok mest kendt for sine roller i henholdsvis 'Vild med Mary' , 'Min bedste vens bryllup' , for sin rolle som fiona i 'Shrek' , 'I dine sko' , 'What Happens In Vegas' og selvfølgelig 'Charlies Angels'
Hun har indrømmet over for offentligheden at hun har OCD og har fortalt at hun har en vane med at gnide dørhåndtag meget voldsomt, før hun åbner dem, for at gøre dem rene. Hun har indrømmet at hun tit har gjort det i en så voldsom grad at den originale maling, forsvinder derefter. Hun fortæller også at hun vasker sine hænder mange gange dagligt og at hun bruger sine albuer til at åbne døre med. Hun er dog kommet lidt af med dem, da hun er blevet hørt sige i 2007 "I've made my peace with it."
Leonardo DiCaprio: Er en kendt skuespiller. Han er mest kendt for sine roller i 'Titanic' , 'The Aviator' og 'Inception'.
Leonardo har offentligt indrømmet at han lider af OCD. Han har afsløret at han altid bliver nødt til at tvinge sig selv til ikke at træde på hver tyggegummiplet, når han går. Han bliver også nødt til at tvinge sig selv til ikke at gå igennem en dør flere gange. Alt dette gør han, fordi han ikke vil have at hans OCD styrer hans liv. I filmen 'The Aviator' spiller han den også OCD-ramte instruktør Howard Hughes, da filmen handler om Howard Hughes. Efter at have lagt sin OCD lidt på hylden, lod Leonardo i denne film og til optagelserne sin OCD få lidt frit løb igen, for at kunne føle lidt mere med sin rolle.
David Beckam: Er en engelsk fodboldspiller som spiller for Los Angeles Galaxy. Han repræsenterer også det engelske landshold, og har været model for adskillige sportsreklamer. Udover det er han også kendt for at være gift med den tidligere spicegirl Victoria Beckam. David Beckam lider rent faktisk af en ret ekstrem form for OCD. Han ser helst at alt er pinligt rent, og udover det skal alt stå ordenligt og pænt. Et eksempel på hans form for OCD er at hvis der feks. Står 3 colaer i køleskabet, så skal en af dem enten fjernes, eller også skal der tilføjes endnu en. Alt skal stå i par. Kun 2 % af OCD-ramte har så slem en form for OCD.
Andre der kan nævnes er: Woody Allen, Penelope Cruz, Jennifer Love-Hewitt, Charlie Sheen, Howard Hughes, Billy Bob Thornton, Harrison Ford, Howie Mandel, Michelangelo, Joey Ramone, Stanley Kubrick, Alec Baldwin, Martin Scorsese, Fred Durst, Paul Gascoigne, Jane Horrocks og Rose McGowan.
Hvorfor skrev jeg lige netop det her indlæg? En ting, er at det da egentlig er meget sjovt og spændende at se at der også er nogle temmelig kendte personligheder som også har OCD. Men den hovedsagelige grund til at jeg har skrevet det her indlæg, er at jeg vil vise jer at man kan SAGTENS blive til noget stort selvom man har OCD. Og det har været vigtigt for mig at vise jer, fordi jeg selv ofte går og tænker at jeg ikke kan blive til noget, fordi min OCD vil komme til at stå i vejen. Men jeg prøver konstant at gøre oprør med min OCD, og jeg vil sgu (Undskyld bandeordet) være forfatter! Jeg vil sgu blive redaktør! Redaktør og forfatter! Og jeg ved at jeg kan. Vejen vil måske blive lang og sej, men jeg kan godt. Vi skal prøve at gøre oprør mod vores OCD, selvom det kan være helvedes svært.
Jeg håber I kan bruge det til noget. :) Og så undskylder jeg for, at det har taget mig så lang tid at opdatere bloggen. Jeg har også lært at jeg skal stoppe med at love indlæg ud. Det holder ikke rigtigt. Men jeg vil forsøge mig med at blive bedre til at opdatere bloggen.
Hav det godt, og kommenter gerne! Jeg vil supergerne høre jeres meninger.
Det er sådan at der rent faktisk er en håndfuld og lidt mere af de der såkaldte kendisser, der har OCD. Nu skal I bare se!
Jessica Alba: Har indrømmet at hun havde OCD som lille. Men det blev bedre da hendes familie flyttede til Californien. Hun er kendt for at have været med i filmene 'Sin City' , 'Fantastic Four 1 og 2'
Donald Trump: Er en kendt amerikansk forretningsmand. Han er også administrerende direktør i 'Trump Organisations'. Han har også opført op til flere skyskrabere i Manhattan.
Han har enormt meget bakteriefobi, og han indrømmet at have OCD. Han nægter at trykke hånd med folk, (specielt lærere) og nægter også at trykke på stueetage-knappen i elevatorer.
Cameron Diaz: Hun er en kendt skuespillerinde. Nok mest kendt for sine roller i henholdsvis 'Vild med Mary' , 'Min bedste vens bryllup' , for sin rolle som fiona i 'Shrek' , 'I dine sko' , 'What Happens In Vegas' og selvfølgelig 'Charlies Angels'
Hun har indrømmet over for offentligheden at hun har OCD og har fortalt at hun har en vane med at gnide dørhåndtag meget voldsomt, før hun åbner dem, for at gøre dem rene. Hun har indrømmet at hun tit har gjort det i en så voldsom grad at den originale maling, forsvinder derefter. Hun fortæller også at hun vasker sine hænder mange gange dagligt og at hun bruger sine albuer til at åbne døre med. Hun er dog kommet lidt af med dem, da hun er blevet hørt sige i 2007 "I've made my peace with it."
Leonardo DiCaprio: Er en kendt skuespiller. Han er mest kendt for sine roller i 'Titanic' , 'The Aviator' og 'Inception'.
Leonardo har offentligt indrømmet at han lider af OCD. Han har afsløret at han altid bliver nødt til at tvinge sig selv til ikke at træde på hver tyggegummiplet, når han går. Han bliver også nødt til at tvinge sig selv til ikke at gå igennem en dør flere gange. Alt dette gør han, fordi han ikke vil have at hans OCD styrer hans liv. I filmen 'The Aviator' spiller han den også OCD-ramte instruktør Howard Hughes, da filmen handler om Howard Hughes. Efter at have lagt sin OCD lidt på hylden, lod Leonardo i denne film og til optagelserne sin OCD få lidt frit løb igen, for at kunne føle lidt mere med sin rolle.
David Beckam: Er en engelsk fodboldspiller som spiller for Los Angeles Galaxy. Han repræsenterer også det engelske landshold, og har været model for adskillige sportsreklamer. Udover det er han også kendt for at være gift med den tidligere spicegirl Victoria Beckam. David Beckam lider rent faktisk af en ret ekstrem form for OCD. Han ser helst at alt er pinligt rent, og udover det skal alt stå ordenligt og pænt. Et eksempel på hans form for OCD er at hvis der feks. Står 3 colaer i køleskabet, så skal en af dem enten fjernes, eller også skal der tilføjes endnu en. Alt skal stå i par. Kun 2 % af OCD-ramte har så slem en form for OCD.
Andre der kan nævnes er: Woody Allen, Penelope Cruz, Jennifer Love-Hewitt, Charlie Sheen, Howard Hughes, Billy Bob Thornton, Harrison Ford, Howie Mandel, Michelangelo, Joey Ramone, Stanley Kubrick, Alec Baldwin, Martin Scorsese, Fred Durst, Paul Gascoigne, Jane Horrocks og Rose McGowan.
Hvorfor skrev jeg lige netop det her indlæg? En ting, er at det da egentlig er meget sjovt og spændende at se at der også er nogle temmelig kendte personligheder som også har OCD. Men den hovedsagelige grund til at jeg har skrevet det her indlæg, er at jeg vil vise jer at man kan SAGTENS blive til noget stort selvom man har OCD. Og det har været vigtigt for mig at vise jer, fordi jeg selv ofte går og tænker at jeg ikke kan blive til noget, fordi min OCD vil komme til at stå i vejen. Men jeg prøver konstant at gøre oprør med min OCD, og jeg vil sgu (Undskyld bandeordet) være forfatter! Jeg vil sgu blive redaktør! Redaktør og forfatter! Og jeg ved at jeg kan. Vejen vil måske blive lang og sej, men jeg kan godt. Vi skal prøve at gøre oprør mod vores OCD, selvom det kan være helvedes svært.
Jeg håber I kan bruge det til noget. :) Og så undskylder jeg for, at det har taget mig så lang tid at opdatere bloggen. Jeg har også lært at jeg skal stoppe med at love indlæg ud. Det holder ikke rigtigt. Men jeg vil forsøge mig med at blive bedre til at opdatere bloggen.
Hav det godt, og kommenter gerne! Jeg vil supergerne høre jeres meninger.
torsdag den 4. august 2011
Glæd jer!
Jeg vil lige have lov at ligge en lille 'teaser' ind. :)
Det virker lidt underligt for mig at skrive at I skal glæde jer til næste indlæg, men det synes jeg altså at I skal.
- Næste indlæg... Hmm. Der ses der på OCD fra en lidt anden vinkel. Det er stadig min vinkel. Men næste gang ser jeg ikke 'indad'
- Næste indlæg... 'Foregår' i andre lande.
- Næste indlæg... omhandler noget I måske ikke havde tænkt videre over.
- Næste indlæg... Vil vise jer, de drømme I måske ikke troede I kunne nå.
Så siger jeg ikke mere !
Har måske allerede sagt for meget... Nå, men hav det sjovt med at gætte jer til, hvad det næste indlæg kommer til at handle om!
Det virker lidt underligt for mig at skrive at I skal glæde jer til næste indlæg, men det synes jeg altså at I skal.
- Næste indlæg... Hmm. Der ses der på OCD fra en lidt anden vinkel. Det er stadig min vinkel. Men næste gang ser jeg ikke 'indad'
- Næste indlæg... 'Foregår' i andre lande.
- Næste indlæg... omhandler noget I måske ikke havde tænkt videre over.
- Næste indlæg... Vil vise jer, de drømme I måske ikke troede I kunne nå.
Så siger jeg ikke mere !
Har måske allerede sagt for meget... Nå, men hav det sjovt med at gætte jer til, hvad det næste indlæg kommer til at handle om!
lørdag den 30. juli 2011
Gæste-Indlæg: Christina
Som lovet kommer der her et gæsteindlæg fra min supersøde Papmor Christina:
Hvad er OCD i virkeligheden?
Mange har fokus på at det er en psykisk lidelse.
Er man psykisk syg eller åndssvag når man har OCD?
Næ – det synes jeg nu ikke? Måske en holdning jeg kun deler med ganske få mennesker.
For mig er OCD ikke anderledes end at have en hjertesygdom, en lungesygdom, et dårligt knæ eller pollenallergi.
Det har det til fælles, at skulle behandles på den ene eller den anden måde. Det kræver tålmodighed på hver sin måde, men bør ikke anses for værende en uoverkommelig opgave hvis blot det gribes rigtigt an fra starten af.
Hvad går man så ind og skriver som pårørende til en OCD-ramt?
Som pårørende kan man læse mange bøger og utallige sider på internettet omkring det at have OCD og det at være tæt på en der har OCD.
Som nogen ved, er jeg papmor til Rikke.
Da vi fik mistanke om, at Rikke havde OCD besluttede vi os for, at læse en masse om OCD for på den måde at blive rustet til at håndtere det. Jeg snakkede sågar med en psykiater som er tilknyttet min arbejdsplads (den mand som har givet os flest redskaber at arbejde med).
Men det man kan læse om på nettet og i bøger – er generelt.
Der var sjovt nok ikke nogle bøger eller internetsider hvor der stod: ”Når Rikke gør så´n og så´n – så skal du gøre følgende………..”
Min far sagde engang: ”du skal lære ud fra dine erfaringer – og på den måde blive klogere” – Puha hvor må jeg sande at han har ret. Men hvor ville det være rart at kunne have læst det hele i en bog – og hvis det så oven i købet havde virket – Tjuhej en succes – men så sad jeg nok heller ikke her og skrev på denne blog som jo i virkeligheden handler om at hjælpe andre.
Jeg synes denne blog er helt fantastisk !! Ikke kun fordi det er Rikke der har lavet den (tja - ok måske lidt :) ) – men fordi den ikke er skrevet af en som tror hun ved hvad det handler om, af en som har læst sig til hvad det handler om eller af en som har været igennem et forløb.
NEJ – den er en del af et forløb som handler om at få det bedre og hjælpe andre til at få det bedre.
Hvor ville det være fantastisk hvis der var andre forældre/pårørende som ville gå ind og skrive herinde. På den måde var vi mange der kunne hjælpe hinanden.
At være pårørende til en ung pige med OCD havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve – men I GUDER hvor har det dog lært mig enormt meget.
Det har blandt andet lært mig at det handler om at give plads og frem for alt give lov til at være den man er.
Rikke har i den grad haft brug for at være Rikke – og ikke en pige med OCD og svære tanker. Herhjemme har vi oplevet at jo mere fokus der kom på Rikke i stedet for OCD´en – jo bedre gik det. Denne vej kan dog være uendelig lang at nå til.
Derudover er det rigtig svært at få sig selv til at forstå at man som pårørende er nødt til at give slip og have den fulde tro på at selvom ens barn har OCD – så har de altså ikke mistet evnen til at tænke klart, handle fornuftigt og frem for alt være ansvarlig.
Det handler om at give sig selv én bestemt gave !!! – nemlig det at opretholde en hverdag uden fokus på OCD.
Det lyder jo næsten som taget ud af en bog og rigtig nemt :) det er det slet ikke………….
FLYTTE FOKUS – blev nøgleordene herhjemme.
En dag da vi kom hjem fra arbejde – enormt magtesløse og frustreret over ikke at vide hvad vi skulle tage at gribe i - der var ingenting der virkede og nogen gange kunne vi overhovedet ikke nå ind til Rikke – så blev vi for alvor opmærksomme på at flytte fokus.
I stedet for at spørge Rikke hvad der havde været svært, hvad der havde været skidt og hvem der havde været dumme i dag – så forbød vi os selv at bruge negative vendinger. De måtte ganske enkelt ikke komme med ind i huset !!! Det er svært – men hold da op en gave når det virker. Det startede så som så med succes, men lige så stille og roligt kom der flere og flere smil på læben hos os alle sammen. Processen var MEGET lang og krævede enormt meget tålmodighed.
Det handlede nu om følgende: Hvad har været sjovt i dag? Hvad har du godt kunne lide i dag? Uanset hvilke negative vendinger der kom på bordet – så blev de vendt til noget positivt.
Til at starte med tror jeg det var noget af et irritationsmoment for Rikke – men med tiden tror jeg nu nok at hun begyndte at kunne ane effekten af det.
Hvor er vi så i dag?
Vi er her på denne blog som jo er et KÆMPE skridt i den rigtige retning for os alle sammen. Vi kan løbende følge med i Rikkes tanker, og hun kan følge med i vores. De fleste med OCD kender nok til det med at man ikke rigtig har lyst til at snakke om det – men det er måske lidt mere ok at skrive om det. Som papmor er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan det kommer ud – hvis Rikke har det godt med at skrive om det i stedet for at tale om det – så er det fint for mig.
Jeg har været papmor til Rikke i halvdelen af hendes liv og elsker hende rigtig dybt og meget højt. Hvis jeg havde redskabet til at redde hende ud af dette her – så gjorde jeg det – men jeg ved også at det er urealistisk.
Det absolut vigtigste redskab for mig er derfor at arbejde med Rikke og vigtigst af alt – at hun også arbejder med mig.
Når vi arbejder sammen og med hinanden – så når vi rigtig langt.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvor meget af alt det her der kan bruges – men er der bare én sætning som giver mening for jer som læser – ja så er min mission lykkedes :)
Kæmp alle sammen – og for guds skyld mist ALDRIG troen, håbet og frem for alt kærligheden.
Hvad er OCD i virkeligheden?
Mange har fokus på at det er en psykisk lidelse.
Er man psykisk syg eller åndssvag når man har OCD?
Næ – det synes jeg nu ikke? Måske en holdning jeg kun deler med ganske få mennesker.
For mig er OCD ikke anderledes end at have en hjertesygdom, en lungesygdom, et dårligt knæ eller pollenallergi.
Det har det til fælles, at skulle behandles på den ene eller den anden måde. Det kræver tålmodighed på hver sin måde, men bør ikke anses for værende en uoverkommelig opgave hvis blot det gribes rigtigt an fra starten af.
Hvad går man så ind og skriver som pårørende til en OCD-ramt?
Som pårørende kan man læse mange bøger og utallige sider på internettet omkring det at have OCD og det at være tæt på en der har OCD.
Som nogen ved, er jeg papmor til Rikke.
Da vi fik mistanke om, at Rikke havde OCD besluttede vi os for, at læse en masse om OCD for på den måde at blive rustet til at håndtere det. Jeg snakkede sågar med en psykiater som er tilknyttet min arbejdsplads (den mand som har givet os flest redskaber at arbejde med).
Men det man kan læse om på nettet og i bøger – er generelt.
Der var sjovt nok ikke nogle bøger eller internetsider hvor der stod: ”Når Rikke gør så´n og så´n – så skal du gøre følgende………..”
Min far sagde engang: ”du skal lære ud fra dine erfaringer – og på den måde blive klogere” – Puha hvor må jeg sande at han har ret. Men hvor ville det være rart at kunne have læst det hele i en bog – og hvis det så oven i købet havde virket – Tjuhej en succes – men så sad jeg nok heller ikke her og skrev på denne blog som jo i virkeligheden handler om at hjælpe andre.
Jeg synes denne blog er helt fantastisk !! Ikke kun fordi det er Rikke der har lavet den (tja - ok måske lidt :) ) – men fordi den ikke er skrevet af en som tror hun ved hvad det handler om, af en som har læst sig til hvad det handler om eller af en som har været igennem et forløb.
NEJ – den er en del af et forløb som handler om at få det bedre og hjælpe andre til at få det bedre.
Hvor ville det være fantastisk hvis der var andre forældre/pårørende som ville gå ind og skrive herinde. På den måde var vi mange der kunne hjælpe hinanden.
At være pårørende til en ung pige med OCD havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve – men I GUDER hvor har det dog lært mig enormt meget.
Det har blandt andet lært mig at det handler om at give plads og frem for alt give lov til at være den man er.
Rikke har i den grad haft brug for at være Rikke – og ikke en pige med OCD og svære tanker. Herhjemme har vi oplevet at jo mere fokus der kom på Rikke i stedet for OCD´en – jo bedre gik det. Denne vej kan dog være uendelig lang at nå til.
Derudover er det rigtig svært at få sig selv til at forstå at man som pårørende er nødt til at give slip og have den fulde tro på at selvom ens barn har OCD – så har de altså ikke mistet evnen til at tænke klart, handle fornuftigt og frem for alt være ansvarlig.
Det handler om at give sig selv én bestemt gave !!! – nemlig det at opretholde en hverdag uden fokus på OCD.
Det lyder jo næsten som taget ud af en bog og rigtig nemt :) det er det slet ikke………….
FLYTTE FOKUS – blev nøgleordene herhjemme.
En dag da vi kom hjem fra arbejde – enormt magtesløse og frustreret over ikke at vide hvad vi skulle tage at gribe i - der var ingenting der virkede og nogen gange kunne vi overhovedet ikke nå ind til Rikke – så blev vi for alvor opmærksomme på at flytte fokus.
I stedet for at spørge Rikke hvad der havde været svært, hvad der havde været skidt og hvem der havde været dumme i dag – så forbød vi os selv at bruge negative vendinger. De måtte ganske enkelt ikke komme med ind i huset !!! Det er svært – men hold da op en gave når det virker. Det startede så som så med succes, men lige så stille og roligt kom der flere og flere smil på læben hos os alle sammen. Processen var MEGET lang og krævede enormt meget tålmodighed.
Det handlede nu om følgende: Hvad har været sjovt i dag? Hvad har du godt kunne lide i dag? Uanset hvilke negative vendinger der kom på bordet – så blev de vendt til noget positivt.
Til at starte med tror jeg det var noget af et irritationsmoment for Rikke – men med tiden tror jeg nu nok at hun begyndte at kunne ane effekten af det.
Hvor er vi så i dag?
Vi er her på denne blog som jo er et KÆMPE skridt i den rigtige retning for os alle sammen. Vi kan løbende følge med i Rikkes tanker, og hun kan følge med i vores. De fleste med OCD kender nok til det med at man ikke rigtig har lyst til at snakke om det – men det er måske lidt mere ok at skrive om det. Som papmor er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan det kommer ud – hvis Rikke har det godt med at skrive om det i stedet for at tale om det – så er det fint for mig.
Jeg har været papmor til Rikke i halvdelen af hendes liv og elsker hende rigtig dybt og meget højt. Hvis jeg havde redskabet til at redde hende ud af dette her – så gjorde jeg det – men jeg ved også at det er urealistisk.
Det absolut vigtigste redskab for mig er derfor at arbejde med Rikke og vigtigst af alt – at hun også arbejder med mig.
Når vi arbejder sammen og med hinanden – så når vi rigtig langt.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvor meget af alt det her der kan bruges – men er der bare én sætning som giver mening for jer som læser – ja så er min mission lykkedes :)
Kæmp alle sammen – og for guds skyld mist ALDRIG troen, håbet og frem for alt kærligheden.
fredag den 15. juli 2011
Jeg har opdaget.
Jeg har opdaget, at mine tekster kan være en anelse lange. (Kilometerlange.) Derfor har jeg valgt at gøre det, at jeg nogen steder 'highlighter' starten af teksten, så du/I kan scrolle ned over teksten og finde det du/I synes du/I har lyst til at læse, hvis teksten virker for lang og uoverskuelig. :)
torsdag den 7. juli 2011
Hvad der kommer til at ske på bloggen, indtil videre.
Jeg vil nu fortælle lidt om hvad jeg går og planlægger med bloggen.
Efter dette indlæg, vil min papmor gæsteblogge og skrive et indlæg om hvad hun nu finder på. :) Og det skal I selvfølgelig glæde jer til! :D
Jeg planlægger udover det at jeg i hvert fald skal skrive disse indlæg:
Find støtte hos dine nærmeste
Glæde
Medicin
Pårørende
Tal
Ting der ikke er der og forestillinger
Disse bliver ikke nødvendigvis skrevet i den rækkefølge.
Jeg planlægger også at prøve at få flere gæstebloggere til at, tja, gæsteblogge her på ocd-bloggen. :) Hvis du har lyst til dette, men på samme tid ikke har lyst til at lægge navn til, er det helt i orden! Så kan du nemlig få lov til at skrive en anonym artikel. :) Du bliver dog nødt til lige at skrive til mig, at du gerne vil gæsteblogge. Jeg lover, at jeg ikke offentliggører dit navn hvis du ikke vil have det. Hvis du finder dette interessant så skriv en mail til mig på rikkeleo@hotmail.com
Udover det planlægger jeg, at fortælle om foredrag der kommer, rundt omkring i landet, og måske jeg også vil henvise til artikler på ocd-foreningens hjemmeside. Jeg går i øjeblikket også og tumler lidt med idéen om at lave små interviews med forskellige mennesker, om deres syn på OCD.
Jeg går i hvert fald og planlægger en helt masse, så hæng på og se hvad der sker. :)
Hvad synes du/I om mine planer og har du/I noget at tilføje ? Jeg lytter gerne! Send mig en mail på rikkeleo@hotmail.com
Jeg vender snart tilbage!
Rikke
Efter dette indlæg, vil min papmor gæsteblogge og skrive et indlæg om hvad hun nu finder på. :) Og det skal I selvfølgelig glæde jer til! :D
Jeg planlægger udover det at jeg i hvert fald skal skrive disse indlæg:
Find støtte hos dine nærmeste
Glæde
Medicin
Pårørende
Tal
Ting der ikke er der og forestillinger
Disse bliver ikke nødvendigvis skrevet i den rækkefølge.
Jeg planlægger også at prøve at få flere gæstebloggere til at, tja, gæsteblogge her på ocd-bloggen. :) Hvis du har lyst til dette, men på samme tid ikke har lyst til at lægge navn til, er det helt i orden! Så kan du nemlig få lov til at skrive en anonym artikel. :) Du bliver dog nødt til lige at skrive til mig, at du gerne vil gæsteblogge. Jeg lover, at jeg ikke offentliggører dit navn hvis du ikke vil have det. Hvis du finder dette interessant så skriv en mail til mig på rikkeleo@hotmail.com
Udover det planlægger jeg, at fortælle om foredrag der kommer, rundt omkring i landet, og måske jeg også vil henvise til artikler på ocd-foreningens hjemmeside. Jeg går i øjeblikket også og tumler lidt med idéen om at lave små interviews med forskellige mennesker, om deres syn på OCD.
Jeg går i hvert fald og planlægger en helt masse, så hæng på og se hvad der sker. :)
Hvad synes du/I om mine planer og har du/I noget at tilføje ? Jeg lytter gerne! Send mig en mail på rikkeleo@hotmail.com
Jeg vender snart tilbage!
Rikke
onsdag den 6. juli 2011
Du er ikke alene!
Jeg er ret sikker på at jeg har nævnt i indlægget før dette, at jeg selv i starten følte mig helt alene i verden med denne lidelse. Det kan jeg til tider stadig gøre, det indrømmer jeg. Men så husker jeg mig selv på de andre personer i den støttegruppe jeg går i. (Støttegruppe for unge med OCD og deres pårørende.)
Jeg vil rigtig rigtig RIGTIG gerne have at DU (Person med OCD) skal vide at du ikke er alene med din lidelse. Ligegyldigt hvor meget OCD du har, og i hvilken grad din OCD er. Du er IKKE alene. Og det er super vigtigt at du altid husker det! Det kan være supersvært for dine forældre og dine venner og veninder at forstå din lidelse og den måde du har det på. Det oplever jeg selv konstant. Mine pårørende ved dog også, at jeg virkelig gerne vil hjælpe dem, med at hjælpe mig. Det er også supervigtigt at du giver dine pårørende LOV til at være forvirrede med hensyn til din OCD. (Det mener jeg i hvert fald.) Fordi OCD er en lidelse der er enormt svær at forstå. Og når du fortæller dem, at dine tvangshandlinger og tvangstanker giver mening for dig, og du altså bliver nødt til at gøre dem, vil de højst sandsynligt ikke kunne se logikken i det. Og det er OK. Du skal bare sørge for at fortælle dem at du altså har brug for at de i hvert fald respekterer at du har de her tvangshandlinger og tvangstanker.
- (Mest til de pårørende) Hvis du beder dit barn, eller din ven/veninde eller hvem det nu er du kender som har OCD, om at stoppe med den tvangshandling eller tvangstanke de har, gør du det meget værre med garanti. En panik opstår hos den person med OCD, og så har de endnu mere behov for at udføre sin tvangshandling eller tvangstanke. - Derfor opstår der bare en/flere tvangshandlinger eller tvangstanker et andet sted. Og så har du pludselig et større problem, der pludselig kan virke meget uoverskueligt. Jeg selv, gør det at jeg langsomt, meget langsomt trapper ned på mine tvangshandlinger. Jeg har endnu ikke prøvet noget med mine tvangstanker, som er dem jeg har flest af.
- Men et eksempel på en tvangshandling jeg i øjeblikket er ved at trappe ned på, er at i vores hus hos min mor, har vi et vindfang. (Et slags 'hak' i gangen, hvor der hænger knager og hvor vores hoveddør blandt andet er. Der står også et gammeldags sybord med flotte mønstrede ben. Den oprindelige tvangshandling var at jeg skulle tjekke alle fire hjørner af vindfanget for indbrudstyve og voldsmænd og andet. Så udviklede det sig langsomt (Fordi jeg pludseligt stoppede med en anden vane) så nu skal jeg også tjekke hver centimeter af døren og vinduet, for noget der ikke skal være der. De fire hjørner blev oprindeligt tjekket 8 gange. Døren og vinduet blev tjekket 4 gange. Det er en tvangshandling der er utroligt tidskrævende og som tit forårsager at jeg kommer sent i seng. Men jeg begyndte langsomt at trappe ned på den. Jeg fandt andre måder at tjekke vinduet og døren på. Jeg tjekkede i 'firkanter' og dag efter dag blev 'firkanterne' større og større, så det gik hurtigere. Tilsidst gjorde jeg det at jeg hurtigt løb blikket over døren seperat og vinduet seperat. Og så nogle dage efter 'lagde' jeg døren og vinduet sammen og kørte blikket hurtigt over disse to samtidig med at jeg stille remsede "Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv." Det lyder garanteret skørt, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde svært ved at stoppe denne tidskrævende tvangshandling fordi jeg ikke stolede på mine egne øjne. Jeg stolede ikke på at det jeg så var rigtigt. Selvom jeg så der ikke var nogen bag jakkerne ved døren, så når jeg kiggede væk, ville der selvfølgelig være nogen alligevel! Og det at jeg remsede for mig selv, at jeg skulle stole på mig selv, det virkede rent faktisk. Siden tog jeg fat i det med at tjekke hjørnerne og trappede langsomt ned dag for dag med kun at tjekke hjørnere 6 gange, så 5, så 4, og så 2. Jeg forsøger stadig at trappe helt ned til kun at tjekke 1 gang, men det er meget svært. Tilsidst vil jeg rigtig gerne helt af med tvangshandlingen, men indtil videre er jeg tilfreds med hvordan det er nu.
Undskyld det utroligt lange eksempel, hvis det var kedeligt eller unødvendigt for dig at læse. Jeg tænkte bare det var en god idé.
Hvis du har svært ved at forklare dig for dine pårørende, er det en rigtig god idé at prøve at finde en anden måde at udtrykke dig på. Ligesom jeg har gjort ! Mit talent ligger i at være kreativ og at skrive. Så jeg skriver tit hvordan jeg har det. Og nogengange giver jeg så det stykke papir til min mor så hun kan læse det. Prøv at finde en måde, der passer dig rigtig godt hvorpå du kan forklare dig for dine pårørende. Det kan være at du kan male/tegne dine følelser? Når du så har din tegning eller dit maleri foran dig er det måske nemmere, fordi så kan du pege på de forskellige ting og få dine pårørende til at forstå? Du kan måske skrive en historie hvor du påfører din hovedperson eller en biperson dine følelser? Det er bare nogle få idéer. Jeg er sikker på at du selv kan finde på noget. :)
Ellers kan du selvfølgelig også sætte dig for at du altså VIL fortælle dine pårørende med ord, hvordan du har det. Så gælder det sig om at sætte sig ned, med en kop et eller andet (te, kakao, kaffe osv.) slukke tv'et, spillekonsollen og måske radioen. Og så bare prøve at starte ud. Det kan være du kan starte bare med at sige et ord, og så kan dine pårørende måske spørge ind til netop det ord, og på den måde forsigtigt hive dine følelser ud af dig. Det kan også være en rigtig god idé at have en blok foran dig, så du netop kan skrive små stikord, eller måske tegne små kruseduller hvis du føler dig en anelse utilpas med at sidde og kigge på den person du snakker med. (Sådan har jeg det nemlig. Tit når jeg skal snakke om mig selv, flyver mine øjne rundt i rummet, bare for at undgå at se på personen)
Men jeg synes i hvert fald det er rigtig vigtigt at du ikke går rundt og bærer på alle dine tanker, og dårlige oplevelser alene, og i alt for lang tid. Fordi det kan påvirke din opførsel rigtig voldsomt. (Jeg gør det selv.) I mit tilfælde, begynder jeg at spille kostbar (uden rigtigt selv at vide det) og kan tænde af, ved den mindste og mest uskyldige joke. Og tilsidst ender det altid med at jeg bryder sammen og græder i flere minutter og hælder hver eneste følelse ud, som jeg har gået og båret rundt på i flere måneder. Og det er IKKE sjovt. Jeg ved at det kan være svært, men det er helt sikkert et forsøg værd!
Måske jeg er kommet ud på et sidespor... Du er ikke alene i verden! Det var det, det handlede om. :) Hvis du virkelig bare føler dig helt alene i verden, så fortæl det til dine pårørende, måske specielt til dine forældre/din familie fordi så kan de prøve at finde en støttegruppe til dig, ligesom mine forældre fandt en til mig. Støttegruppen har hjulpet mig rigtig meget. Og den har ikke bare hjulpet mig, men også mine forældre, fordi at de andre unges forældre også har været med hver eneste gang, og så har de snakket sammen og byttet information og erfaring. Og de unge i gruppen har fortalt om deres OCD, og vi har sammenlignet og virkelig set at vi ikke er alene om vores lidelse. Hvis der ikke er nogen støttegruppe i din by, kan du jo eventuelt spørge dine forældre om de ville have mod på at starte en støttegruppe? I kunne sætte en seddel op nede i supermarkedet og på biblioteket, og måske sætte en lille reklame i lokalavisen, eller annoncere det på facebook. Der er masser af muligheder!
Det du også kan gøre, for at se at du rent faktisk ikke er alene er at gå ind på OCD foreningens hjemmeside.
Link her:
Hjemmesiden er både for pårørende og dem med OCD, og derinde kan du både finde unge, gamle og dem midtimellem ;) Du kan skrive i forum derinde, og læse andres beretninger om deres OCD og generelt lidt forskelligt. Man kan rent faktisk også ringe til en hotline hvor du bliver 'mødt' af en som du kan snakke anonymt med om din OCD og hvordan du har det. Denne linje er også for pårørende.
Telefonrådgivning for OCD-ramte og pårørende: 70 20 30 91
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer er du meget velkommen til at skrive en kommentar til indlægget. :)
Næste gang, tror jeg at jeg vil fortælle lidt om de planer jeg har med bloggen.
Men indtil da, så have det godt!
Jeg vil rigtig rigtig RIGTIG gerne have at DU (Person med OCD) skal vide at du ikke er alene med din lidelse. Ligegyldigt hvor meget OCD du har, og i hvilken grad din OCD er. Du er IKKE alene. Og det er super vigtigt at du altid husker det! Det kan være supersvært for dine forældre og dine venner og veninder at forstå din lidelse og den måde du har det på. Det oplever jeg selv konstant. Mine pårørende ved dog også, at jeg virkelig gerne vil hjælpe dem, med at hjælpe mig. Det er også supervigtigt at du giver dine pårørende LOV til at være forvirrede med hensyn til din OCD. (Det mener jeg i hvert fald.) Fordi OCD er en lidelse der er enormt svær at forstå. Og når du fortæller dem, at dine tvangshandlinger og tvangstanker giver mening for dig, og du altså bliver nødt til at gøre dem, vil de højst sandsynligt ikke kunne se logikken i det. Og det er OK. Du skal bare sørge for at fortælle dem at du altså har brug for at de i hvert fald respekterer at du har de her tvangshandlinger og tvangstanker.
- (Mest til de pårørende) Hvis du beder dit barn, eller din ven/veninde eller hvem det nu er du kender som har OCD, om at stoppe med den tvangshandling eller tvangstanke de har, gør du det meget værre med garanti. En panik opstår hos den person med OCD, og så har de endnu mere behov for at udføre sin tvangshandling eller tvangstanke. - Derfor opstår der bare en/flere tvangshandlinger eller tvangstanker et andet sted. Og så har du pludselig et større problem, der pludselig kan virke meget uoverskueligt. Jeg selv, gør det at jeg langsomt, meget langsomt trapper ned på mine tvangshandlinger. Jeg har endnu ikke prøvet noget med mine tvangstanker, som er dem jeg har flest af.
- Men et eksempel på en tvangshandling jeg i øjeblikket er ved at trappe ned på, er at i vores hus hos min mor, har vi et vindfang. (Et slags 'hak' i gangen, hvor der hænger knager og hvor vores hoveddør blandt andet er. Der står også et gammeldags sybord med flotte mønstrede ben. Den oprindelige tvangshandling var at jeg skulle tjekke alle fire hjørner af vindfanget for indbrudstyve og voldsmænd og andet. Så udviklede det sig langsomt (Fordi jeg pludseligt stoppede med en anden vane) så nu skal jeg også tjekke hver centimeter af døren og vinduet, for noget der ikke skal være der. De fire hjørner blev oprindeligt tjekket 8 gange. Døren og vinduet blev tjekket 4 gange. Det er en tvangshandling der er utroligt tidskrævende og som tit forårsager at jeg kommer sent i seng. Men jeg begyndte langsomt at trappe ned på den. Jeg fandt andre måder at tjekke vinduet og døren på. Jeg tjekkede i 'firkanter' og dag efter dag blev 'firkanterne' større og større, så det gik hurtigere. Tilsidst gjorde jeg det at jeg hurtigt løb blikket over døren seperat og vinduet seperat. Og så nogle dage efter 'lagde' jeg døren og vinduet sammen og kørte blikket hurtigt over disse to samtidig med at jeg stille remsede "Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv." Det lyder garanteret skørt, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde svært ved at stoppe denne tidskrævende tvangshandling fordi jeg ikke stolede på mine egne øjne. Jeg stolede ikke på at det jeg så var rigtigt. Selvom jeg så der ikke var nogen bag jakkerne ved døren, så når jeg kiggede væk, ville der selvfølgelig være nogen alligevel! Og det at jeg remsede for mig selv, at jeg skulle stole på mig selv, det virkede rent faktisk. Siden tog jeg fat i det med at tjekke hjørnerne og trappede langsomt ned dag for dag med kun at tjekke hjørnere 6 gange, så 5, så 4, og så 2. Jeg forsøger stadig at trappe helt ned til kun at tjekke 1 gang, men det er meget svært. Tilsidst vil jeg rigtig gerne helt af med tvangshandlingen, men indtil videre er jeg tilfreds med hvordan det er nu.
Undskyld det utroligt lange eksempel, hvis det var kedeligt eller unødvendigt for dig at læse. Jeg tænkte bare det var en god idé.
Hvis du har svært ved at forklare dig for dine pårørende, er det en rigtig god idé at prøve at finde en anden måde at udtrykke dig på. Ligesom jeg har gjort ! Mit talent ligger i at være kreativ og at skrive. Så jeg skriver tit hvordan jeg har det. Og nogengange giver jeg så det stykke papir til min mor så hun kan læse det. Prøv at finde en måde, der passer dig rigtig godt hvorpå du kan forklare dig for dine pårørende. Det kan være at du kan male/tegne dine følelser? Når du så har din tegning eller dit maleri foran dig er det måske nemmere, fordi så kan du pege på de forskellige ting og få dine pårørende til at forstå? Du kan måske skrive en historie hvor du påfører din hovedperson eller en biperson dine følelser? Det er bare nogle få idéer. Jeg er sikker på at du selv kan finde på noget. :)
Ellers kan du selvfølgelig også sætte dig for at du altså VIL fortælle dine pårørende med ord, hvordan du har det. Så gælder det sig om at sætte sig ned, med en kop et eller andet (te, kakao, kaffe osv.) slukke tv'et, spillekonsollen og måske radioen. Og så bare prøve at starte ud. Det kan være du kan starte bare med at sige et ord, og så kan dine pårørende måske spørge ind til netop det ord, og på den måde forsigtigt hive dine følelser ud af dig. Det kan også være en rigtig god idé at have en blok foran dig, så du netop kan skrive små stikord, eller måske tegne små kruseduller hvis du føler dig en anelse utilpas med at sidde og kigge på den person du snakker med. (Sådan har jeg det nemlig. Tit når jeg skal snakke om mig selv, flyver mine øjne rundt i rummet, bare for at undgå at se på personen)
Men jeg synes i hvert fald det er rigtig vigtigt at du ikke går rundt og bærer på alle dine tanker, og dårlige oplevelser alene, og i alt for lang tid. Fordi det kan påvirke din opførsel rigtig voldsomt. (Jeg gør det selv.) I mit tilfælde, begynder jeg at spille kostbar (uden rigtigt selv at vide det) og kan tænde af, ved den mindste og mest uskyldige joke. Og tilsidst ender det altid med at jeg bryder sammen og græder i flere minutter og hælder hver eneste følelse ud, som jeg har gået og båret rundt på i flere måneder. Og det er IKKE sjovt. Jeg ved at det kan være svært, men det er helt sikkert et forsøg værd!
Måske jeg er kommet ud på et sidespor... Du er ikke alene i verden! Det var det, det handlede om. :) Hvis du virkelig bare føler dig helt alene i verden, så fortæl det til dine pårørende, måske specielt til dine forældre/din familie fordi så kan de prøve at finde en støttegruppe til dig, ligesom mine forældre fandt en til mig. Støttegruppen har hjulpet mig rigtig meget. Og den har ikke bare hjulpet mig, men også mine forældre, fordi at de andre unges forældre også har været med hver eneste gang, og så har de snakket sammen og byttet information og erfaring. Og de unge i gruppen har fortalt om deres OCD, og vi har sammenlignet og virkelig set at vi ikke er alene om vores lidelse. Hvis der ikke er nogen støttegruppe i din by, kan du jo eventuelt spørge dine forældre om de ville have mod på at starte en støttegruppe? I kunne sætte en seddel op nede i supermarkedet og på biblioteket, og måske sætte en lille reklame i lokalavisen, eller annoncere det på facebook. Der er masser af muligheder!
Det du også kan gøre, for at se at du rent faktisk ikke er alene er at gå ind på OCD foreningens hjemmeside.
Link her:
Hjemmesiden er både for pårørende og dem med OCD, og derinde kan du både finde unge, gamle og dem midtimellem ;) Du kan skrive i forum derinde, og læse andres beretninger om deres OCD og generelt lidt forskelligt. Man kan rent faktisk også ringe til en hotline hvor du bliver 'mødt' af en som du kan snakke anonymt med om din OCD og hvordan du har det. Denne linje er også for pårørende.
Telefonrådgivning for OCD-ramte og pårørende: 70 20 30 91
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer er du meget velkommen til at skrive en kommentar til indlægget. :)
Næste gang, tror jeg at jeg vil fortælle lidt om de planer jeg har med bloggen.
Men indtil da, så have det godt!
søndag den 19. juni 2011
Da jeg fik konstateret OCD
Jeg fik konstateret OCD for ca. et halvt år siden.
Først blev jeg meget forvirret med hensyn til mine følelser og hvordan jeg havde det med det. Jeg var glad fordi at nu vidste jeg hvorfor jeg gjorde alle de underlige ting, som jeg udemærket godt vidste andre ikke gjorde. Og så havde jeg det alligevel rigtig underligt fordi jeg i starten ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om lidelsen. Men det var bare de første 3 dage.
Så gik det galt.
Jeg følte mig unormal og helt alene i verden. Med en følelse af at ingen som helst, forstod mig, eller forstod hvordan jeg havde det. Jeg var enormt bange for hvad resten af min familie ville synes om mig, tænke om mig og sige når de fik nyheden om at jeg havde OCD. Jeg var bange for hvad mine venner ville sige, når jeg engang tog mig sammen til at fortælle dem det. Specielt var jeg bange for at mine venner og veninder ville forlade mig, når og hvis de fik det at vide. (Dette er en del af min OCD at jeg konstant tænker på hvad andre folk tænker om mig osv. Men jeg kan sagtens forestille mig at andre også har tænkt sådan i starten.) Jeg havde det rigtig dårligt, og var i konstant konflikt med mig selv om hvorvidt mine venner skulle vide det, om min klasse skulle vide det, om min årgang skulle vide det, og hvis ja, hvor meget de så skulle have at vide.
(Det skal lige siges, at jeg går på en privatskole der underviser på en anden måde end andre privatskoler og folkeskoler. Vi har også noget der hedder 'hjemmegrupper' som er lidt ligesom en slags familie på skolen. Til hjemmegruppen er en lærer tilknyttet. Denne kaldes en hjemmegruppelærer. )
Jeg snakkede utroligt meget med min mor om det, og vi besluttede at min skoleleder i hvert fald blev nødt til at få det at vide. Min mor skrev en mail til ham, og forklarede om OCD og hvad der ellers var vigtigt at få at vide og fik kort efter et svar hvori min skoleleder fortalte at han var rigtig ked af at jeg havde fået konstateret OCD og at skolen ville gøre hvad de kunne for at hjælpe mig. (Hvilket de VIRKELIG har. Men det skal jeg nok fortælle om når tiden kommer.)
Herefter besluttede jeg mig for at min hjemmegruppe skulle have det at vide. I hjemmegruppen skal man nemlig have plads til at være sig selv og der kan man være fortrolig med elever fra ens egen klasse, og klassen under og over eget klassetrin. (Hvis det giver mening). Så jeg fortalte min hjemmegruppelærer det først, så han kunne hjælpe mig lidt når jeg så skulle fortælle resten af hjemmegruppen det. Han tog det meget roligt, og det gjorde mig uendeligt tryg at han tog det så roligt. Det kan godt have virket som om han slog den hen som ingenting, men det gjorde han ikke. Han kom afslappet hen til mig, med en kop i hånden og stilte sig op af en dør og sagde noget i retning af "Jeg hører du har fået konstateret OCD." Jeg svarede, forklarede lidt om det og så trak han på skuldrene og sagde "Jamen sådan er det jo. Så må vi tage den derfra og se hvordan vi kan hjælpe dig." Og det gjorde mig rigtig tryg at han reagerede sådan. :)
Siden fortalte jeg det så til min hjemmegruppe. Vi sad i et lokale og de ca. 20 elever vi nu er i hjemmegruppen lyttede til hvad jeg sagde og stillede få spørgsmål. Det viste sig at de fleste ikke rigtigt vidste hvad OCD er, men det gjorde egentlig ikke noget fordi det oplever jeg tit at folk ikke gør. Så må man bare fortælle dem hvad det er, og hvis man har lyst så svarer på de spørgsmål de stiller omkring lige netop din OCD.
Jeg har sidenhen fortalt det til hele min årgang (på ca. 48 elever) alle mine lærere ved det, min familie ved det og mine venner ved det også. Jeg har været så heldig at folk har taget det rigtig pænt og har sagt at de ville støtte mig, og hvis jeg ville snakke med dem om noget, skulle jeg bare sige til. Det har også gjort mig rigtig tryg. Fordi det betyder nemlig at jeg har ikke bare et 'sikkerhedsnet' i mine forældre og i min familie men også i mine venner. På trods af, at de nogen gange ikke forstår mig, lytter de (På trods af at jeg ofte er rigtig dårlig til at forklare mig, når det kommer til min OCD). Og det er det der betyder noget.
Da jeg havde fortalt det til mine venner, og mine klassekammerater var der én ting jeg var rigtig bange for. Og det var at de ville behandle mig anderledes. Jeg var bange for at de ville se på mig, som en sindssyg og måske endda undgå mig af frygt for at blive 'smittet'. Men intet af dette skete. Alle mine venner og veninder har bare sagt at de ville støtte mig og være der for mig og har så ellers behandlet mig, præcis som før de vidste at jeg har OCD.
- Men jeg har heller ikke forandret mig særlig meget heller. Jeg har højst sandsynligt haft OCD i mange år, og derfor er jeg ikke nogen anden Rikke bare fordi jeg nu har fået konstateret OCD. At jeg fortalte dem det, tror jeg har hjulpet dem meget med hensyn til hvordan de nu skulle behandle mig. (Men det er noget jeg tror. Jeg har ingen beviser. :) )
Jeg valgte at fortælle næsten hele min omgangskreds at jeg havde OCD. Men det betyder naturligvis ikke at du eller dit barn behøver at gøre det, hvis de ikke er trygge ved det.
- Jeg har været så utroligt heldig at have venner og familie, for ikke at glemme skole der har valgt at støtte mig fuldt ud og hjælpe mig på vej til at få det bedre. :)
Jeg vender snart tilbage igen. :)
Rikke.
Først blev jeg meget forvirret med hensyn til mine følelser og hvordan jeg havde det med det. Jeg var glad fordi at nu vidste jeg hvorfor jeg gjorde alle de underlige ting, som jeg udemærket godt vidste andre ikke gjorde. Og så havde jeg det alligevel rigtig underligt fordi jeg i starten ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om lidelsen. Men det var bare de første 3 dage.
Så gik det galt.
Jeg følte mig unormal og helt alene i verden. Med en følelse af at ingen som helst, forstod mig, eller forstod hvordan jeg havde det. Jeg var enormt bange for hvad resten af min familie ville synes om mig, tænke om mig og sige når de fik nyheden om at jeg havde OCD. Jeg var bange for hvad mine venner ville sige, når jeg engang tog mig sammen til at fortælle dem det. Specielt var jeg bange for at mine venner og veninder ville forlade mig, når og hvis de fik det at vide. (Dette er en del af min OCD at jeg konstant tænker på hvad andre folk tænker om mig osv. Men jeg kan sagtens forestille mig at andre også har tænkt sådan i starten.) Jeg havde det rigtig dårligt, og var i konstant konflikt med mig selv om hvorvidt mine venner skulle vide det, om min klasse skulle vide det, om min årgang skulle vide det, og hvis ja, hvor meget de så skulle have at vide.
(Det skal lige siges, at jeg går på en privatskole der underviser på en anden måde end andre privatskoler og folkeskoler. Vi har også noget der hedder 'hjemmegrupper' som er lidt ligesom en slags familie på skolen. Til hjemmegruppen er en lærer tilknyttet. Denne kaldes en hjemmegruppelærer. )
Jeg snakkede utroligt meget med min mor om det, og vi besluttede at min skoleleder i hvert fald blev nødt til at få det at vide. Min mor skrev en mail til ham, og forklarede om OCD og hvad der ellers var vigtigt at få at vide og fik kort efter et svar hvori min skoleleder fortalte at han var rigtig ked af at jeg havde fået konstateret OCD og at skolen ville gøre hvad de kunne for at hjælpe mig. (Hvilket de VIRKELIG har. Men det skal jeg nok fortælle om når tiden kommer.)
Herefter besluttede jeg mig for at min hjemmegruppe skulle have det at vide. I hjemmegruppen skal man nemlig have plads til at være sig selv og der kan man være fortrolig med elever fra ens egen klasse, og klassen under og over eget klassetrin. (Hvis det giver mening). Så jeg fortalte min hjemmegruppelærer det først, så han kunne hjælpe mig lidt når jeg så skulle fortælle resten af hjemmegruppen det. Han tog det meget roligt, og det gjorde mig uendeligt tryg at han tog det så roligt. Det kan godt have virket som om han slog den hen som ingenting, men det gjorde han ikke. Han kom afslappet hen til mig, med en kop i hånden og stilte sig op af en dør og sagde noget i retning af "Jeg hører du har fået konstateret OCD." Jeg svarede, forklarede lidt om det og så trak han på skuldrene og sagde "Jamen sådan er det jo. Så må vi tage den derfra og se hvordan vi kan hjælpe dig." Og det gjorde mig rigtig tryg at han reagerede sådan. :)
Siden fortalte jeg det så til min hjemmegruppe. Vi sad i et lokale og de ca. 20 elever vi nu er i hjemmegruppen lyttede til hvad jeg sagde og stillede få spørgsmål. Det viste sig at de fleste ikke rigtigt vidste hvad OCD er, men det gjorde egentlig ikke noget fordi det oplever jeg tit at folk ikke gør. Så må man bare fortælle dem hvad det er, og hvis man har lyst så svarer på de spørgsmål de stiller omkring lige netop din OCD.
Jeg har sidenhen fortalt det til hele min årgang (på ca. 48 elever) alle mine lærere ved det, min familie ved det og mine venner ved det også. Jeg har været så heldig at folk har taget det rigtig pænt og har sagt at de ville støtte mig, og hvis jeg ville snakke med dem om noget, skulle jeg bare sige til. Det har også gjort mig rigtig tryg. Fordi det betyder nemlig at jeg har ikke bare et 'sikkerhedsnet' i mine forældre og i min familie men også i mine venner. På trods af, at de nogen gange ikke forstår mig, lytter de (På trods af at jeg ofte er rigtig dårlig til at forklare mig, når det kommer til min OCD). Og det er det der betyder noget.
Da jeg havde fortalt det til mine venner, og mine klassekammerater var der én ting jeg var rigtig bange for. Og det var at de ville behandle mig anderledes. Jeg var bange for at de ville se på mig, som en sindssyg og måske endda undgå mig af frygt for at blive 'smittet'. Men intet af dette skete. Alle mine venner og veninder har bare sagt at de ville støtte mig og være der for mig og har så ellers behandlet mig, præcis som før de vidste at jeg har OCD.
- Men jeg har heller ikke forandret mig særlig meget heller. Jeg har højst sandsynligt haft OCD i mange år, og derfor er jeg ikke nogen anden Rikke bare fordi jeg nu har fået konstateret OCD. At jeg fortalte dem det, tror jeg har hjulpet dem meget med hensyn til hvordan de nu skulle behandle mig. (Men det er noget jeg tror. Jeg har ingen beviser. :) )
Jeg valgte at fortælle næsten hele min omgangskreds at jeg havde OCD. Men det betyder naturligvis ikke at du eller dit barn behøver at gøre det, hvis de ikke er trygge ved det.
- Jeg har været så utroligt heldig at have venner og familie, for ikke at glemme skole der har valgt at støtte mig fuldt ud og hjælpe mig på vej til at få det bedre. :)
Jeg vender snart tilbage igen. :)
Rikke.
lørdag den 18. juni 2011
Introduktion
Denne blog er et forsøg. Det er et forsøg, hvor jeg vil prøve at finde ud af, om det er en god idé at blogge om OCD. Det er et forsøg, hvor jeg vil prøve at finde ud af, om nogen rent faktisk vil læse det jeg skriver. Det er også et forsøg, hvor jeg vil prøve at se om det er muligt at hjælpe andre med ocd til at se at de rent faktisk ikke står alene med denne lidelse. Ligesåvel som det er et forsøg på at hjælpe pårørende til at forstå. (Ligeså meget mine egne pårørende.) Det kan være forældre, familie, veninder og venner, lærere, folk der bare kender dig og generelt din omgangskreds.
Udover det er det er forsøg for mig selv, på at holde et mål. Nå et mål. Hvad man nu siger. Jeg har altid rigtig mange ting jeg gerne vil. Men jeg får dem som regel aldrig gjort, fordi jeg er enormt doven. Det er noget, jeg desperat gerne vil have lavet om på, og så fik jeg idéen til denne blog og satte denne som et mål. Jeg vil forsøge at nå ud til folk, hjælpe dem til at forstå og jeg vil blive ved med at blogge. (Hvis jeg vel og mærket, beslutter mig for at denne blog er noget der kan blive til en succes.)
Godt, så har jeg fortalt lidt om hvad det egentlig er jeg gerne vil med bloggen. Eller, noget i den stil i hvert fald. For der er lidt mere...
Jeg har tit rigtig svært ved at udtrykke mig, fortælle hvordan jeg egentlig har det, selvom jeg tit tænker over det og finder de helt rigtige ord og selv forstår det i allerhøjeste grad. Når jeg så sidder overfor mine forældre, eller mine veninder/venner forsvinder alle ordene og det eneste jeg kan sige er "Jeg kan ikke forklare det. Jeg er bare ked af det" Og det frustrerer mine forældre og mine venner og veninder fordi de gerne vil hjælpe. Og så frustrerer det mig, fordi jeg netop ikke kan udtrykke mig. Nu er det sådan at mit talent ligger i at skrive. Og jeg har tidligere haft succes med at skrive hvordan jeg havde det ned på et papir og så give det til min mor. Så læste hun det igennem, og forstod så godt hun nu kunne hvordan jeg havde det. Og så kunne hun så hjælpe mig. Det er en anden grund til at jeg har valgt at forsøge mig med en blog. - I håb om at jeg her kan komme til at udtrykke mig på den rigtige måde, og så det er forståeligt.
Jeg skal sige med det samme, at hver person med OCD er forskellig. Bare fordi jeg skriver noget her, betyder det ikke at en anden person med OCD har det præcist ligesom mig. Man kan sagtens sammenligne, og sige "Sådan har jeg det også" eller "Det har jeg også oplevet." (Dette er mest til de pårørende) Men I må aldrig, for guds skyld ALDRIG nogensinde regne med at dit (barn/veninde/ven/niece osv.) har det præcist ligesom mig. Men som sagt, kan dit (barn/veninde/ven/niece osv.) sagtens have det på samme måde som mig, på nogle punkter og på andre punkter kan det så være helt anderledes. Jeg håber i kan se min pointe.
Nu tror jeg at jeg har fået forklaret det jeg skulle med hensyn til, hvad det egentlig er jeg vil med denne her blog. Nu kan I få lidt information om mig.
Jeg hedder Rikke.
Jeg er 15 år gammel.
Jeg har fødselsdag den 13. oktober.
Jeg går i 9. klasse, men starter i 10. klasse efter sommerferien.
Jeg har to forældre, men de er skilt.
Jeg fik konstateret OCD for næsten et helt år siden. (Men har formodentligt haft det i flere år)
Jeg går til OCD møder for unge i min omegn med mine forældre.
Det var det indtil videre.
Jeg vender snart tilbage med mere.
Udover det er det er forsøg for mig selv, på at holde et mål. Nå et mål. Hvad man nu siger. Jeg har altid rigtig mange ting jeg gerne vil. Men jeg får dem som regel aldrig gjort, fordi jeg er enormt doven. Det er noget, jeg desperat gerne vil have lavet om på, og så fik jeg idéen til denne blog og satte denne som et mål. Jeg vil forsøge at nå ud til folk, hjælpe dem til at forstå og jeg vil blive ved med at blogge. (Hvis jeg vel og mærket, beslutter mig for at denne blog er noget der kan blive til en succes.)
Godt, så har jeg fortalt lidt om hvad det egentlig er jeg gerne vil med bloggen. Eller, noget i den stil i hvert fald. For der er lidt mere...
Jeg har tit rigtig svært ved at udtrykke mig, fortælle hvordan jeg egentlig har det, selvom jeg tit tænker over det og finder de helt rigtige ord og selv forstår det i allerhøjeste grad. Når jeg så sidder overfor mine forældre, eller mine veninder/venner forsvinder alle ordene og det eneste jeg kan sige er "Jeg kan ikke forklare det. Jeg er bare ked af det" Og det frustrerer mine forældre og mine venner og veninder fordi de gerne vil hjælpe. Og så frustrerer det mig, fordi jeg netop ikke kan udtrykke mig. Nu er det sådan at mit talent ligger i at skrive. Og jeg har tidligere haft succes med at skrive hvordan jeg havde det ned på et papir og så give det til min mor. Så læste hun det igennem, og forstod så godt hun nu kunne hvordan jeg havde det. Og så kunne hun så hjælpe mig. Det er en anden grund til at jeg har valgt at forsøge mig med en blog. - I håb om at jeg her kan komme til at udtrykke mig på den rigtige måde, og så det er forståeligt.
Jeg skal sige med det samme, at hver person med OCD er forskellig. Bare fordi jeg skriver noget her, betyder det ikke at en anden person med OCD har det præcist ligesom mig. Man kan sagtens sammenligne, og sige "Sådan har jeg det også" eller "Det har jeg også oplevet." (Dette er mest til de pårørende) Men I må aldrig, for guds skyld ALDRIG nogensinde regne med at dit (barn/veninde/ven/niece osv.) har det præcist ligesom mig. Men som sagt, kan dit (barn/veninde/ven/niece osv.) sagtens have det på samme måde som mig, på nogle punkter og på andre punkter kan det så være helt anderledes. Jeg håber i kan se min pointe.
Nu tror jeg at jeg har fået forklaret det jeg skulle med hensyn til, hvad det egentlig er jeg vil med denne her blog. Nu kan I få lidt information om mig.
Jeg hedder Rikke.
Jeg er 15 år gammel.
Jeg har fødselsdag den 13. oktober.
Jeg går i 9. klasse, men starter i 10. klasse efter sommerferien.
Jeg har to forældre, men de er skilt.
Jeg fik konstateret OCD for næsten et helt år siden. (Men har formodentligt haft det i flere år)
Jeg går til OCD møder for unge i min omegn med mine forældre.
Det var det indtil videre.
Jeg vender snart tilbage med mere.
Abonner på:
Opslag (Atom)