Da jeg fik konstateret OCD

Jeg fik konstateret OCD for ca. et halvt år siden.

Først blev jeg meget forvirret med hensyn til mine følelser og hvordan jeg havde det med det. Jeg var glad fordi at nu vidste jeg hvorfor jeg gjorde alle de underlige ting, som jeg udemærket godt vidste andre ikke gjorde. Og så havde jeg det alligevel rigtig underligt fordi jeg i starten ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om lidelsen. Men det var bare de første 3 dage.
Så gik det galt.

Jeg følte mig unormal og helt alene i verden. Med en følelse af at ingen som helst, forstod mig, eller forstod hvordan jeg havde det. Jeg var enormt bange for hvad resten af min familie ville synes om mig, tænke om mig og sige når de fik nyheden om at jeg havde OCD. Jeg var bange for hvad mine venner ville sige, når jeg engang tog mig sammen til at fortælle dem det. Specielt var jeg bange for at mine venner og veninder ville forlade mig, når og hvis de fik det at vide. (Dette er en del af min OCD at jeg konstant tænker på hvad andre folk tænker om mig osv. Men jeg kan sagtens forestille mig at andre også har tænkt sådan i starten.) Jeg havde det rigtig dårligt, og var i konstant konflikt med mig selv om hvorvidt mine venner skulle vide det, om min klasse skulle vide det, om min årgang skulle vide det, og hvis ja, hvor meget de så skulle have at vide.

(Det skal lige siges, at jeg går på en privatskole der underviser på en anden måde end andre privatskoler og folkeskoler. Vi har også noget der hedder 'hjemmegrupper' som er lidt ligesom en slags familie på skolen. Til hjemmegruppen er en lærer tilknyttet. Denne kaldes en hjemmegruppelærer. )

Jeg snakkede utroligt meget med min mor om det, og vi besluttede at min skoleleder i hvert fald blev nødt til at få det at vide. Min mor skrev en mail til ham, og forklarede om OCD og hvad der ellers var vigtigt at få at vide og fik kort efter et svar hvori min skoleleder fortalte at han var rigtig ked af at jeg havde fået konstateret OCD og at skolen ville gøre hvad de kunne for at hjælpe mig. (Hvilket de VIRKELIG har. Men det skal jeg nok fortælle om når tiden kommer.)
Herefter besluttede jeg mig for at min hjemmegruppe skulle have det at vide. I hjemmegruppen skal man nemlig have plads til at være sig selv og der kan man være fortrolig med elever fra ens egen klasse, og klassen under og over eget klassetrin. (Hvis det giver mening). Så jeg fortalte min hjemmegruppelærer det først, så han kunne hjælpe mig lidt når jeg så skulle fortælle resten af hjemmegruppen det. Han tog det meget roligt, og det gjorde mig uendeligt tryg at han tog det så roligt. Det kan godt have virket som om han slog den hen som ingenting, men det gjorde han ikke. Han kom afslappet hen til mig, med en kop i hånden og stilte sig op af en dør og sagde noget i retning af "Jeg hører du har fået konstateret OCD." Jeg svarede, forklarede lidt om det og så trak han på skuldrene og sagde "Jamen sådan er det jo. Så må vi tage den derfra og se hvordan vi kan hjælpe dig." Og det gjorde mig rigtig tryg at han reagerede sådan. :)
Siden fortalte jeg det så til min hjemmegruppe. Vi sad i et lokale og de ca. 20 elever vi nu er i hjemmegruppen lyttede til hvad jeg sagde og stillede få spørgsmål. Det viste sig at de fleste ikke rigtigt vidste hvad OCD er, men det gjorde egentlig ikke noget fordi det oplever jeg tit at folk ikke gør. Så må man bare fortælle dem hvad det er, og hvis man har lyst så svarer på de spørgsmål de stiller omkring lige netop din OCD.

Jeg har sidenhen fortalt det til hele min årgang (på ca. 48 elever) alle mine lærere ved det, min familie ved det og mine venner ved det også. Jeg har været så heldig at folk har taget det rigtig pænt og har sagt at de ville støtte mig, og hvis jeg ville snakke med dem om noget, skulle jeg bare sige til. Det har også gjort mig rigtig tryg. Fordi det betyder nemlig at jeg har ikke bare et 'sikkerhedsnet' i mine forældre og i min familie men også i mine venner. På trods af, at de nogen gange ikke forstår mig, lytter de (På trods af at jeg ofte er rigtig dårlig til at forklare mig, når det kommer til min OCD). Og det er det der betyder noget.

Da jeg havde fortalt det til mine venner, og mine klassekammerater var der én ting jeg var rigtig bange for. Og det var at de ville behandle mig anderledes. Jeg var bange for at de ville se på mig, som en sindssyg og måske endda undgå mig af frygt for at blive 'smittet'. Men intet af dette skete. Alle mine venner og veninder har bare sagt at de ville støtte mig og være der for mig og har så ellers behandlet mig, præcis som før de vidste at jeg har OCD.
- Men jeg har heller ikke forandret mig særlig meget heller. Jeg har højst sandsynligt haft OCD i mange år, og derfor er jeg ikke nogen anden Rikke bare fordi jeg nu har fået konstateret OCD. At jeg fortalte dem det, tror jeg har hjulpet dem meget med hensyn til hvordan de nu skulle behandle mig. (Men det er noget jeg tror. Jeg har ingen beviser. :) )

Jeg valgte at fortælle næsten hele min omgangskreds at jeg havde OCD. Men det betyder naturligvis ikke at du eller dit barn behøver at gøre det, hvis de ikke er trygge ved det.
- Jeg har været så utroligt heldig at have venner og familie, for ikke at glemme skole der har valgt at støtte mig fuldt ud og hjælpe mig på vej til at få det bedre. :)

Jeg vender snart tilbage igen. :)

Rikke.

Introduktion

Denne blog er et forsøg. Det er et forsøg, hvor jeg vil prøve at finde ud af, om det er en god idé at blogge om OCD. Det er et forsøg, hvor jeg vil prøve at finde ud af, om nogen rent faktisk vil læse det jeg skriver. Det er også et forsøg, hvor jeg vil prøve at se om det er muligt at hjælpe andre med ocd til at se at de rent faktisk ikke står alene med denne lidelse. Ligesåvel som det er et forsøg på at hjælpe pårørende til at forstå. (Ligeså meget mine egne pårørende.) Det kan være forældre, familie, veninder og venner, lærere, folk der bare kender dig og generelt din omgangskreds.
Udover det er det er forsøg for mig selv, på at holde et mål. Nå et mål. Hvad man nu siger. Jeg har altid rigtig mange ting jeg gerne vil. Men jeg får dem som regel aldrig gjort, fordi jeg er enormt doven. Det er noget, jeg desperat gerne vil have lavet om på, og så fik jeg idéen til denne blog og satte denne som et mål. Jeg vil forsøge at nå ud til folk, hjælpe dem til at forstå og jeg vil blive ved med at blogge. (Hvis jeg vel og mærket, beslutter mig for at denne blog er noget der kan blive til en succes.)

Godt, så har jeg fortalt lidt om hvad det egentlig er jeg gerne vil med bloggen. Eller, noget i den stil i hvert fald. For der er lidt mere...

Jeg har tit rigtig svært ved at udtrykke mig, fortælle hvordan jeg egentlig har det, selvom jeg tit tænker over det og finder de helt rigtige ord og selv forstår det i allerhøjeste grad. Når jeg så sidder overfor mine forældre, eller mine veninder/venner forsvinder alle ordene og det eneste jeg kan sige er "Jeg kan ikke forklare det. Jeg er bare ked af det" Og det frustrerer mine forældre og mine venner og veninder fordi de gerne vil hjælpe. Og så frustrerer det mig, fordi jeg netop ikke kan udtrykke mig. Nu er det sådan at mit talent ligger i at skrive. Og jeg har tidligere haft succes med at skrive hvordan jeg havde det ned på et papir og så give det til min mor. Så læste hun det igennem, og forstod så godt hun nu kunne hvordan jeg havde det. Og så kunne hun så hjælpe mig. Det er en anden grund til at jeg har valgt at forsøge mig med en blog. - I håb om at jeg her kan komme til at udtrykke mig på den rigtige måde, og så det er forståeligt.

Jeg skal sige med det samme, at hver person med OCD er forskellig. Bare fordi jeg skriver noget her, betyder det ikke at en anden person med OCD har det præcist ligesom mig. Man kan sagtens sammenligne, og sige "Sådan har jeg det også" eller "Det har jeg også oplevet." (Dette er mest til de pårørende) Men I må aldrig, for guds skyld ALDRIG nogensinde regne med at dit (barn/veninde/ven/niece osv.) har det præcist ligesom mig. Men som sagt, kan dit (barn/veninde/ven/niece osv.) sagtens have det på samme måde som mig, på nogle punkter og på andre punkter kan det så være helt anderledes. Jeg håber i kan se min pointe.

Nu tror jeg at jeg har fået forklaret det jeg skulle med hensyn til, hvad det egentlig er jeg vil med denne her blog. Nu kan I få lidt information om mig.

Jeg hedder Rikke.
Jeg er 15 år gammel.
Jeg har fødselsdag den 13. oktober.
Jeg går i 9. klasse, men starter i 10. klasse efter sommerferien.
Jeg har to forældre, men de er skilt.
Jeg fik konstateret OCD for næsten et helt år siden. (Men har formodentligt haft det i flere år)
Jeg går til OCD møder for unge i min omegn med mine forældre.

Det var det indtil videre.

Jeg vender snart tilbage med mere.