Undskyld at denne tankestrøm er en dag forsinket. (Har nemlig valgt at tankestrømmene skal udkomme om onsdagen. Men det er muligt at jeg ændrer det til torsdag.) Men i denne uge, nævner jeg ensomhed, et brændende ønske, og forvirring.
Tankestrøm 3
Det er så underligt. Det er den første sætning der falder mig ind. Det er, at det er underligt. Hvad der er underligt? Jeg er ikke sikker. Eller... Det er underligt, at være på 'den anden side'. Det lyder helt forkert ikke? Men altså, det er fordi, når de viser reklamer for røde kors, og red barnet osv. og når man læser artikler om børn i Afrika så hører man tit, at det de ønsker allerhøjest, det er at få lov til at gå i skole. Og vi børn herhjemme i Danmark, har svært ved at forstå det, fordi det er da bare vildt kedeligt at gå i skole! Sådan tænkte jeg på det, for nogle år siden. Men nu. Jeg er ikke særlig meget i skole. Men der er næsten ikke noget jeg hellere vil, end at tage i skole og være sammen med mine venner. Men det er bare rigtig svært for mig, fordi at jeg føler ubehag derovre. Jeg ved ikke om jeg er kommet til bunds i, hvorfor det er ubehageligt at være derovre. Men det føles underligt at have den tanke, at jeg egentlig allerhelst vil være i stand til at gå i skole, være sammen med mine venner og lave mine lektier. Jeg synes det er forkert af folk at misunde mig for, at jeg ikke er så tit i skole. De glemmer nemlig, hvorfor jeg ikke altid er i skole. De tænker vel bare på det som en fridag. Forstå mig ret, jeg bebrejder ikke mine venner, klassekammerater etc. at tænke sådan. Jeg kan egentlig godt se deres pointe. Man kan vel sige at jeg har muligheden for at se det fra to synspunkter. Den ene er teenageren Rikke. Og den anden er Rikke med OCD. OCD er et rent helvede at leve med. Men lige i øjeblikket, mærker jeg det heldigvis ikke så meget. Jeg føler lidt at jeg går i en blød boble, hvor det egentlig bare handler om at være i live, og lave de ting man synes er hyggelige. Det er rart. Indimellem kommer der en snert af et dårligt humør, i form af tanker, men jeg får hurtigt skubbet dem til side og ud af min boble. Jeg håber det giver bare lidt mening. Jeg går og er meget forvirret i øjeblikket. Med hensyn til mange ting. Før mit lille boble-humør, var jeg utrolig forvirret over hvordan jeg havde det. Jeg følte mig presset, fordi at folk konstant blev ved med at spørge mig om hvordan jeg havde det. Og det er selfølgelig helt fair, at de spørger mig om det, de viser jo bare at de er bekymrede for mig. Men når jeg så ikke ved hvad jeg skal svare? Så lægger presset sig stille og roligt på mine skuldre. Til sådan nogle situationer har jeg et standard-svar. Det svar bruger jeg også, når det rigtige svar, ville kræve en blød sofa, varm te og måske en lille skriveblok? Mit standard-svar er ”Hvordan det går? Det går. Du ved, jeg overlever” Og så nikker folk altid eller kommer med det næsten obligatoriske ”Mmh.” Når det kommer til det der, med at folk spørger mig om hvordan jeg har det, så er der også en anden side til lige netop den sag. Jeg har ikke noget imod at folk spørger mig hvordan jeg har det. Jeg har valgt at være ærlig omkring min OCD, fordi det simpelthen er nemmere for mig. Det giver mig mulighed for at være mig selv omkring folk, med min OCD og det er utroligt rart. Men alligevel så har jeg det som om at jeg er blevet pakket ind i et ordentligt lag bobleplast. Flere lag! Og det er i skolen, og sammen med familien specielt. Jeg tror simpelthen at folk de ikke ved hvad de skal sige til mig. Det virker lidt sådan, i hvert fald. Der er næsten aldrig nogen samtale, og hvis der er, handler det enten om min OCD og hvordan jeg har det, eller også så er der en fin samtale imellem andre, hvor jeg så sidder som tilskuer og lader som om jeg er en del af gruppen. Selvom jeg er en del af gruppen. Det føles bare som om at folk de er bange for at gøre mit humør og min OCD værre. Og derfor vælger de så at gå på tæer omkring mig og pakke mig ind i alt den helveds bobleplast. Men det er simpelthen noget af det værste de kan gøre. Sådan har jeg det i hvert fald. For jeg har aldrig i mit lív følt mig SÅ alene. Det lyder virkelig plat og adr-agtigt, men det er en følelse af ensomhed som ligger inderst inde i mit hjerte. Jeg kan være i et rum fyldt med mennesker, og så alligevel føle mig totalt alene. Palle alene i verden. Eller... Rikke alene i verden selvfølgelig. Og det er da ved gud, noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Og så skal jeg endda have lov til at opleve det flere gange dagligt, bestemte steder. SUPER. Og det er altså på trods af at jeg har haft mange 'nær-døds-oplevelser' såsom at være ved at drukne, blive kørt over, og blive kvalt. (Det skal lige siges at kvæle-episoden var pågrund af et bolsje... Temmelig plat. Og drukne-episoden var på grund af en ris-badering. Også temmelig plat. Men det var ubehageligt alligevel!) Den ensomheds-følelse er alligevel noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Jeg har i flere dage, snart 2 uger gået med tanken, at jeg egentlig bare gerne vil være normal. Hvem, med OCD, vil ikke gerne være det? Jeg vil bare gerne have lov til at være en almindelige teenager, med teenage-kvaler, bumser, sved og masser af drømme. Men jeg har tit og ofte enormt svært ved at kende forskel på, hvad der er min OCD, og hvad der bare er helt almindelig teenager. Og det er SÅ irriterende. Tror også det er temmelig hårdt for mine forældre. De har, så vidt jeg ved, også temmelig svært ved at kende forskel til tider. Min konklusion må være, at det bare er utroligt svært at have OCD. Specielt når man er teenager.
Kommentarer er super velkomne!
Er disse tankestrømme, noget som I kan bruge til noget? Eller 'behøver' I egentlig ikke at have dem på bloggen?
Er i interesserede i flere gæsteindlæg? Fra pårørende, andre med OCD etc.?
Jeg vil forsøge snart at skrive igen!
Rikke (Leo)
torsdag den 29. september 2011
onsdag den 21. september 2011
Tankestrøm 2.
Min tankestrøm i denne uge, er ikke ligeså lang som den første. Men den er der. :) Og den beskriver lidt noget ubehag, som jeg tit føler.
Det er som om et slør af ubehag ligger sig over mig, så snart jeg betræder græsplæner der ligger op til min lille skole. Jeg elsker min skole. Men jeg føler mig ikke længere særligt tryg heroppe. Jeg ved ikke om jeg kan forklare det. Det er ikke de samme personer der er her mere som sidste år. Og jeg kan stadig rigtig godt lide de personer der er blevet tilbage. Det kan jeg virkelig! Men det er ikke det samme 'net' af tryghed der er der. Altså som et sikkerhedsnet. Håber det giver mening. Jeg er så forvirret hele tiden, lige i øjeblikket. Jeg synes ikke at jeg kan finde rundt i det jeg tænker, og jeg kan bestemt heller ikke formulere det. Og det er simpelthen så irriterende. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er ked af det, ok, glad eller noget andet. Jeg har vel bare blandet en helt masse humør sammen, så det bliver til én forvirrende masse. Jeg vil allerhelst bare sidde for mig selv med min musik i ørerne, og være kreativ med mine materialer. Når jeg sidder med mine små projekter, har jeg det lidt med at glemme verdenen. Jeg koncentrerer mig i hvert fald kun om projektet. Og så altså, jo jeg kan godt blive irriteret, hvis jeg laver en fejl i mit projekt, men så arbejder jeg som regel bare videre med at prøve på at finde ud af fejlen og rette den. Jeg føler konstant at jeg skuffer mine forældre, fordi jeg ikke er særlig meget i skole. Men dagen føles bare så lang, og det føles lidt som om den bare vælger at trykke mig ned, i løbet af dagen. Lidt som en tung byrde på skulderen. Det er jeg ret sikker på at vi alle kender. Imorges da jeg gik over græsplænen som ligger op til min skole, fik jeg en ubehagelig trykken for brystet, der gjorde at jeg pludselig fik svært ved at trække vejret. Det var kun i kort tid og jeg har oplevet det før. Men derfor ved jeg også, at det er noget utroligt ubehageligt at opleve. Lige i øjeblikket 'former' min mave sig til en hård klump. Jeg holder maven inde, uden rigtigt at vide at jeg gør det. Det sker automatisk. og det resulterer i den hårde masse. Det er bare alt sammen meget ubehageligt. Og jeg kan ikke se nogen vej ud af det her helvede som jeg er i, i øjeblikket, selvom udvejen sikkert er der. Et eller andet sted. Den er der, den er bare så svær at se lige i øjeblikket. Det gør det heller ikke bedre, at jeg ikke rigtigt synes at der er nogen der forstår mig. En OCD-ramt har en utroligt kompliceret tankegang. Det er jeg nået frem til. Det er meget forvirrende, og også temmelig svært at forklare. Måske jeg skulle skrive et indlæg om netop dét. Lige nu har jeg ikke mere at sige.
Det var tankestrømmen i denne her uge. Ind til videre, tænker jeg, at tankestrømmene vil blive lagt ud om onsdagen i hver uge. Hvad siger I til det ?
Kommenter gerne!
Jeg vil prøve snart at vende tilbage igen. :)
Det er som om et slør af ubehag ligger sig over mig, så snart jeg betræder græsplæner der ligger op til min lille skole. Jeg elsker min skole. Men jeg føler mig ikke længere særligt tryg heroppe. Jeg ved ikke om jeg kan forklare det. Det er ikke de samme personer der er her mere som sidste år. Og jeg kan stadig rigtig godt lide de personer der er blevet tilbage. Det kan jeg virkelig! Men det er ikke det samme 'net' af tryghed der er der. Altså som et sikkerhedsnet. Håber det giver mening. Jeg er så forvirret hele tiden, lige i øjeblikket. Jeg synes ikke at jeg kan finde rundt i det jeg tænker, og jeg kan bestemt heller ikke formulere det. Og det er simpelthen så irriterende. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er ked af det, ok, glad eller noget andet. Jeg har vel bare blandet en helt masse humør sammen, så det bliver til én forvirrende masse. Jeg vil allerhelst bare sidde for mig selv med min musik i ørerne, og være kreativ med mine materialer. Når jeg sidder med mine små projekter, har jeg det lidt med at glemme verdenen. Jeg koncentrerer mig i hvert fald kun om projektet. Og så altså, jo jeg kan godt blive irriteret, hvis jeg laver en fejl i mit projekt, men så arbejder jeg som regel bare videre med at prøve på at finde ud af fejlen og rette den. Jeg føler konstant at jeg skuffer mine forældre, fordi jeg ikke er særlig meget i skole. Men dagen føles bare så lang, og det føles lidt som om den bare vælger at trykke mig ned, i løbet af dagen. Lidt som en tung byrde på skulderen. Det er jeg ret sikker på at vi alle kender. Imorges da jeg gik over græsplænen som ligger op til min skole, fik jeg en ubehagelig trykken for brystet, der gjorde at jeg pludselig fik svært ved at trække vejret. Det var kun i kort tid og jeg har oplevet det før. Men derfor ved jeg også, at det er noget utroligt ubehageligt at opleve. Lige i øjeblikket 'former' min mave sig til en hård klump. Jeg holder maven inde, uden rigtigt at vide at jeg gør det. Det sker automatisk. og det resulterer i den hårde masse. Det er bare alt sammen meget ubehageligt. Og jeg kan ikke se nogen vej ud af det her helvede som jeg er i, i øjeblikket, selvom udvejen sikkert er der. Et eller andet sted. Den er der, den er bare så svær at se lige i øjeblikket. Det gør det heller ikke bedre, at jeg ikke rigtigt synes at der er nogen der forstår mig. En OCD-ramt har en utroligt kompliceret tankegang. Det er jeg nået frem til. Det er meget forvirrende, og også temmelig svært at forklare. Måske jeg skulle skrive et indlæg om netop dét. Lige nu har jeg ikke mere at sige.
Det var tankestrømmen i denne her uge. Ind til videre, tænker jeg, at tankestrømmene vil blive lagt ud om onsdagen i hver uge. Hvad siger I til det ?
Kommenter gerne!
Jeg vil prøve snart at vende tilbage igen. :)
At flytte fokus - Min OCD.
Nu skal I bare se, hvad jeg har at vise jer!
Det her... Er min OCD:
Det er en kat. Og den er grim. Som i... Virkelig grim. Synes jeg i hvert fald. Den er en del mere lyserød i virkeligheden, end den er på billedet. Jeg synes den ligner en blanding af en bratz-dukke og en forvokset rotte.
Måske I lige skal have lov til at høre historien bag den her kat. Min mor har købt den på et loppemarked for den ringe sum 5 kr. Hun kom hjem til mig, og sagde så at jeg skulle lukke mine øjne. Og jeg blev selvfølgelig straks meget mistænkelig. :D Men så kom hun med den der ting, og satte den på min skulder. "Det her er din OCD." Og så sagde jeg sådan, "Æhh hvad?" Og så begyndte min mor så at snakke om at flytte fokus. Så den her kat:
er nu min OCD. Vi prøver nu at flytte fokus. Altså vi prøver at tage OCD'en 'ud' af mig, og lægge på den her grimme, men stakkels kat. Fordi katten har det hårdt. Og den får det altid værre, når jeg er rigtig ked af det. Eller får et angstanfald. Jeg ved ikke om i har lagt mærke til det, men der sidder nåle i katten. Kun i ansigtet, men de sidder der. Og det er mig der har sat dem der, efter at jeg fik et angstanfald, hvor jeg blev rigtig vred på min OCD. Katten fungerer som en voodoo-dukke. Lidt i hvert fald. Når tingene står rigtig skidt til med min OCD, og vi alle sammen bliver påvirket af det, så bliver katten hængt op i en krog , i en galge og så bliver den brugt som boksebold/stangtennis. Kort sagt, får den mange tæsk. På den måde, kommer vi lidt af med vores vrede. Det virker desværre ikke helt godt på mig, endnu, fordi at jeg vil gerne stikke nåle i den, og det kan jeg jo også, men den giver altså ikke modstand. Og det lyder temmelig barbarisk, det er jeg godt klar over. Men altså. Den skal give modstand! SÅDAN SÅ JEG KAN DRÆBE OCD'EN MEGET HÅRDT MED EN MASSE SMÅ NÅLE. Men det gør den ikke... Den tager bare imod nålene, og det fungerer ikke, så min mor prøver at finde en grim bamse der kan give modstand. Ikke for meget modstand, bare modstand. Lidt modstand. Så jeg kan mærke at det gør ondt på OCD'en. Håber at det giver mening, og at I ikke vælger at melde mig til politiet for vold mod grimme bamsekatte.
I kan lige få lidt flere billeder. :)
Ingen rigtige katte, levende katte med rigtig pels eller noget, kom til skade, eller kommer til skade!
Kommenter gerne, og så vil jeg prøve at skrive snart igen. :)
Det her... Er min OCD:
Det er en kat. Og den er grim. Som i... Virkelig grim. Synes jeg i hvert fald. Den er en del mere lyserød i virkeligheden, end den er på billedet. Jeg synes den ligner en blanding af en bratz-dukke og en forvokset rotte.
Måske I lige skal have lov til at høre historien bag den her kat. Min mor har købt den på et loppemarked for den ringe sum 5 kr. Hun kom hjem til mig, og sagde så at jeg skulle lukke mine øjne. Og jeg blev selvfølgelig straks meget mistænkelig. :D Men så kom hun med den der ting, og satte den på min skulder. "Det her er din OCD." Og så sagde jeg sådan, "Æhh hvad?" Og så begyndte min mor så at snakke om at flytte fokus. Så den her kat:
er nu min OCD. Vi prøver nu at flytte fokus. Altså vi prøver at tage OCD'en 'ud' af mig, og lægge på den her grimme, men stakkels kat. Fordi katten har det hårdt. Og den får det altid værre, når jeg er rigtig ked af det. Eller får et angstanfald. Jeg ved ikke om i har lagt mærke til det, men der sidder nåle i katten. Kun i ansigtet, men de sidder der. Og det er mig der har sat dem der, efter at jeg fik et angstanfald, hvor jeg blev rigtig vred på min OCD. Katten fungerer som en voodoo-dukke. Lidt i hvert fald. Når tingene står rigtig skidt til med min OCD, og vi alle sammen bliver påvirket af det, så bliver katten hængt op i en krog , i en galge og så bliver den brugt som boksebold/stangtennis. Kort sagt, får den mange tæsk. På den måde, kommer vi lidt af med vores vrede. Det virker desværre ikke helt godt på mig, endnu, fordi at jeg vil gerne stikke nåle i den, og det kan jeg jo også, men den giver altså ikke modstand. Og det lyder temmelig barbarisk, det er jeg godt klar over. Men altså. Den skal give modstand! SÅDAN SÅ JEG KAN DRÆBE OCD'EN MEGET HÅRDT MED EN MASSE SMÅ NÅLE. Men det gør den ikke... Den tager bare imod nålene, og det fungerer ikke, så min mor prøver at finde en grim bamse der kan give modstand. Ikke for meget modstand, bare modstand. Lidt modstand. Så jeg kan mærke at det gør ondt på OCD'en. Håber at det giver mening, og at I ikke vælger at melde mig til politiet for vold mod grimme bamsekatte.
I kan lige få lidt flere billeder. :)
Ingen rigtige katte, levende katte med rigtig pels eller noget, kom til skade, eller kommer til skade!
Kommenter gerne, og så vil jeg prøve at skrive snart igen. :)
tirsdag den 13. september 2011
Update: Tankestrøm
Jeg har i noget tid, tænkt på at gøre noget nyt her på bloggen. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er særligt god til at opdatere bloggen. Men jeg bliver ved med at minde mig selv om det, og prøve at få mig taget sammen til at få det gjort. (Ikke at jeg ikke vil) Det kan godt være lidt forvirrende... Nå men altså, jeg har gået med idéen om at komme med et ugentligt indslag, hvori jeg fortæller hvordan jeg har det. - For at give jer en mulighed for virkelig at kravle ind under huden på mig, og 'læse' mine tanker. Jeg skriver nemlig nogen gange mine tanker ned på papir, fordi jeg simpelthen ikke kan formulere dem med tale. Det plejer at hjælpe rigtig godt, og giver ofte mine forældre en mulighed for at forstå mig bedre. I disse tankestrømme er jeg hudløst ærlig, skal det siges. Det er jeg normalt her på bloggen, i det hele taget, men jeg føler at det bliver nødt til at gentages, bare for at forsikre jer om, at jeg altså ikke sidder og lyver, og at jeg altså skriver det, som jeg i første omgang rigtigt skrev. Hvis det giver mening. Jeg har haft det, jeg kalder 'grimme tanker' som egentlig er selvmordstanker. Jeg har aldrig gjort noget ved det, fordi jeg synes det er svagt at give op. Og udover det vil jeg gerne bevise at man altså godt kan overvinde sin OCD. Det kræver bare at man kæmper. Jeg fortæller dette, fordi der godt kan komme hentydninger til disse grimme tanker i mine tekster, når jeg indimellem desværre har nogle hårde perioder. Det skal lige siges, at jeg får altså masser af hjælp med hensyn til det også. Jeg skal lige beslutte mig for, hvilken dag disse ugentlige opslag skal udgives på. Men nu vil i få det første opslag.
I dette opslag, er der én ting, jeg er ret sikker på at pårørende specielt vi finde interessant. Jeg fortæller om en 'samtale' som jeg næsten har med min OCD når mine tvangshandlinger bliver udført.
Teksten er godt nok skrevet for ca. en måned siden, men jeg synes den skulle med alligevel.
Det er ikke fordi at jeg ikke tænker på de folk jeg ville efterlade. Det gør jeg. Jeg tænker på, at så finder jeg ud af hvem der i virkeligheden kan lide mig. Men mest af alt, tænker jeg på de folk, som jeg alligevel ved, kan lide mig. Jeg tænker på hvordan jeg så, vil have såret deres følelser ved bare at give op, og lade blodet strømme. Men hvis det blev gjort, ville det ikke være for at såre mine nærmeste. Det ville simpelthen være fordi, det er for hårdt at fortsætte. Jeg ved ikke rigtigt længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig som en sindssyg, der egentlig bare skal fortælle folk at hun er sindssyg, og som så ville blive sendt ind på en anstalt og derefter blive koblet til den elektriske stol. Det er som om der er 2 dele af mig. Som om der er to personer, i én krop og i ét hoved. Den ene person hedder OCD og den anden person hedder Rikke. I utrygge situationer såsom om aftenen, når jeg står og kigger ud i vindfanget, for at se efter ting der ikke bør være der. Uden rigtigt at gøre det, udspiller der sig så en slags samtale.
Min OCD siger ”Du skal lige kigge om der er nogen derhenne i hjørnet.”
Og jeg siger ”Ok, jeg gør det lige hurtigt.”
”Det der var for hurtigt, tjek igen.”
”Det var det da ikke, kom nu bare lad os gå i seng.”
”Tjek igen, det var for hurtigt og ikke grundigt nok.”
”Gu var det da så, lad os nu bare gå i seng.”
”Hvad ville du gøre, hvis der rent faktisk var noget eller nogen ? Personen, ville så grine ondt og rejse sig op, efter at du er gået ind på dit værelse. Og så ville personen liste ind i din mors og papmors soveværelse. Hundene der begyndte at gø, ville personen bare sparke til. Et sønderknusende hyl ville komme fra begge hundene, efter at de henholdsvis er blevet sparket, og du bliver opmærksom. Personen går nu efter din mor og papmor, men du rejser dig op og går ind i soveværelset. Men du er lille, og har ikke særligt mange muskler, så personen holder dig tilbage og skærer så bare halsen over på dig. Personen har nemlig en kniv. Hundene er så små, at kniven er unødvendig. De kunne jo bare sparkes. Efter at du er blevet idømt til at ligge og forbløde på gulvet, går han videre til din mor og papmor, der har set skræmt til imens du prøvede at forsvare dem og er handlingslammede. De dør også. Den ene, med nogle knivstik i hjertet, og den anden bliver dolket adskillige gange, også i brystpartiet. Det hele ville være din skyld. Bare fordi du ikke tjekkede det hjørne ordentligt efter.”
”Ok, jeg skal nok tjekke efter.”
”Tjek lige igen, det kunne jo være.”
”Ok, jeg skal nok.”
”Arh, det var ikke grundigt nok, du missede en centimeter, tjek igen.”
”Ok, det skal jeg nok.”
”Arh, denne gang glemte du at tjekke det der stykke af væggen, tjek lige igen.”
Og sådan fortsætter det, indtil at jeg tilsidst bliver så arrig og ked af det, at jeg går i panik og ligger mig i seng med bange anelser. Samtalen foregår vel i min underbevidsthed, for jeg ligger ikke rigtigt mærke til det. Og i princippet foregår der heller ikke en samtale i mit hoved. Det er tanker der kører i ring, og bliver til et rent mareridt. Alle de tanker, de sker på ét splitsekund. Det sker så hurtigt, men alligevel registerer jeg tankerne, og jeg går fuldstændig i panik over dem. Og det er så svært at komme af med dem. Jeg havde i en periode succes med konstant at messe for mig selv ”Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv osv.” Men den metode virker ikke ligeså godt mere. Det irriterer mig grænseløst, at jeg bliver nødt til at fortælle mig selv at jeg skal stole på mig selv, for at stoppe med en handling. Det er skide irriterende. Det er også enormt frustrerende at jeg bliver nødt til at tage Citalopram for at være glad, og have overskud. Mine pupiller bliver enorme, og jeg ligner en alien. Men jeg synes bestemt heller ikke at det er fair, at jeg ikke har kontrol over mine egne tanker, og mit eget humør. Jeg plejede altid at være temmelig sorgfri, når det feks. Kom til mit udseende. Men nu, nu går jeg nærmest i panik, hvis jeg har en gul bums på hagen, eller de voksende soverynker jeg har under øjnene. Fedtet hår og dårlig ånde, er næsten verdens undergang. Og alligevel tænker du måske, at 'Jamen, du gør da ikke så meget ved det.' Nej, og hvorfor gør jeg ikke det... Jeg ved det ikke. Overskud er der ikke altid, og jeg prøver alligevel at holde fast i den jeg er. Men forhelved hvor er det svært, at være glad, og lyttende i skolen, når man er ved at brase i gråd, fordi der er en teplet på blusen. Jeg kan heller ikke lide idéen om at skulle gå til psykolog, eller terapeut for den sags skyld. Eller Psykoterapeut, som der jo også er noget der hedder. Jeg kan ikke lide idéen, fordi samfundet nærmest har banket det ind i hovederne på os, og hinanden at det kun er folk med sindssyge og depression der går til psykolog osv. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men vi tror stadig på det. Jeg ved at det ikke er rigtigt, og jeg tror heller ikke på det. Men jeg ved at andre, tror på det og mener at det er rigtigt. Og hvad vil de så ikke tænke om mig, hvis jeg så fortæller dem at jeg går til psykolog? Jeg vil blive stemplet som sindssyg, og de vil tro det resten af deres liv. Når de bliver ældre og har fået børn og en lækker mand med overskæg vil de sidde om aftenen og tale om gamle dage og pludselig vil de sige ”Ej jeg gik i skole med den her totalt underlige pige, hun var psykisk syg og gik til psykolog og alt muligt.” Jeg ved godt at jeg ikke kan styre det, men en del af mig prøver alligevel at forhindre at det sker. Folk siger tit at de godt ved hvad OCD er. Mange siger også at de ikke ved hvad det er. Jeg er af den overbevisning at det ved de ikke en skid om. Jeg ved hvad det er. Jeg har OCD. Og så alligevel, kan jeg mange gange ikke rigtigt finde ud af, om det er OCD eller bare teenagefnidder? Jeg slipper aldrig helt af med min OCD. Jeg skal leve med den resten af mit liv. Min fremtidige kæreste eller mand skal leve med mig og min OCD. Mine fremtidige børn skal leve med at deres mor, har OCD, og ikke altid lige opfører sig helt normalt. Mine venner og veninder, bliver nødt til at leve med at jeg ikke altid har overskuddet eller lysten til at være sammen med dem. Jeg kan ikke altid tage med til fester, fordi det bliver for overvældende og der er for mange mennesker. Jeg føler mig ikke rigtigt tryg, andre steder end hjemme, i mit eget hus. Det er det sted, hvor jeg kan gemme mig inde på mit værelse, under min dyne og være på chatsider og spillesider, og udgive mig for at være en anden. Jeg kan gemme mig bag et avatar, et alter ego, et alias. En person som ikke har OCD. En person der er sej, har lange lækre ben, en flad mave, langt slangekrøllet hår og lange øjenvipper. Det er det samme med mine historier. Jeg kan gemme mig bag en tekst, der fortæller historien om en andens liv. Et liv, som jeg gerne ville leve. Det er i hvert fald tit og ofte sådan. Jeg gemmer mig bag, en sort humor, så folk kan lide mig fordi jeg siger underlige og sjove ting som de kan grine af.
Håber teksten kan bruges til noget. Kommenter meget gerne, med jeres mening om denne ugentlige update af mine tankestrømme.
Jeg vil forsøge snart at skrive igen.
Knus Rikke
I dette opslag, er der én ting, jeg er ret sikker på at pårørende specielt vi finde interessant. Jeg fortæller om en 'samtale' som jeg næsten har med min OCD når mine tvangshandlinger bliver udført.
Teksten er godt nok skrevet for ca. en måned siden, men jeg synes den skulle med alligevel.
Det er ikke fordi at jeg ikke tænker på de folk jeg ville efterlade. Det gør jeg. Jeg tænker på, at så finder jeg ud af hvem der i virkeligheden kan lide mig. Men mest af alt, tænker jeg på de folk, som jeg alligevel ved, kan lide mig. Jeg tænker på hvordan jeg så, vil have såret deres følelser ved bare at give op, og lade blodet strømme. Men hvis det blev gjort, ville det ikke være for at såre mine nærmeste. Det ville simpelthen være fordi, det er for hårdt at fortsætte. Jeg ved ikke rigtigt længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig som en sindssyg, der egentlig bare skal fortælle folk at hun er sindssyg, og som så ville blive sendt ind på en anstalt og derefter blive koblet til den elektriske stol. Det er som om der er 2 dele af mig. Som om der er to personer, i én krop og i ét hoved. Den ene person hedder OCD og den anden person hedder Rikke. I utrygge situationer såsom om aftenen, når jeg står og kigger ud i vindfanget, for at se efter ting der ikke bør være der. Uden rigtigt at gøre det, udspiller der sig så en slags samtale.
Min OCD siger ”Du skal lige kigge om der er nogen derhenne i hjørnet.”
Og jeg siger ”Ok, jeg gør det lige hurtigt.”
”Det der var for hurtigt, tjek igen.”
”Det var det da ikke, kom nu bare lad os gå i seng.”
”Tjek igen, det var for hurtigt og ikke grundigt nok.”
”Gu var det da så, lad os nu bare gå i seng.”
”Hvad ville du gøre, hvis der rent faktisk var noget eller nogen ? Personen, ville så grine ondt og rejse sig op, efter at du er gået ind på dit værelse. Og så ville personen liste ind i din mors og papmors soveværelse. Hundene der begyndte at gø, ville personen bare sparke til. Et sønderknusende hyl ville komme fra begge hundene, efter at de henholdsvis er blevet sparket, og du bliver opmærksom. Personen går nu efter din mor og papmor, men du rejser dig op og går ind i soveværelset. Men du er lille, og har ikke særligt mange muskler, så personen holder dig tilbage og skærer så bare halsen over på dig. Personen har nemlig en kniv. Hundene er så små, at kniven er unødvendig. De kunne jo bare sparkes. Efter at du er blevet idømt til at ligge og forbløde på gulvet, går han videre til din mor og papmor, der har set skræmt til imens du prøvede at forsvare dem og er handlingslammede. De dør også. Den ene, med nogle knivstik i hjertet, og den anden bliver dolket adskillige gange, også i brystpartiet. Det hele ville være din skyld. Bare fordi du ikke tjekkede det hjørne ordentligt efter.”
”Ok, jeg skal nok tjekke efter.”
”Tjek lige igen, det kunne jo være.”
”Ok, jeg skal nok.”
”Arh, det var ikke grundigt nok, du missede en centimeter, tjek igen.”
”Ok, det skal jeg nok.”
”Arh, denne gang glemte du at tjekke det der stykke af væggen, tjek lige igen.”
Og sådan fortsætter det, indtil at jeg tilsidst bliver så arrig og ked af det, at jeg går i panik og ligger mig i seng med bange anelser. Samtalen foregår vel i min underbevidsthed, for jeg ligger ikke rigtigt mærke til det. Og i princippet foregår der heller ikke en samtale i mit hoved. Det er tanker der kører i ring, og bliver til et rent mareridt. Alle de tanker, de sker på ét splitsekund. Det sker så hurtigt, men alligevel registerer jeg tankerne, og jeg går fuldstændig i panik over dem. Og det er så svært at komme af med dem. Jeg havde i en periode succes med konstant at messe for mig selv ”Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv osv.” Men den metode virker ikke ligeså godt mere. Det irriterer mig grænseløst, at jeg bliver nødt til at fortælle mig selv at jeg skal stole på mig selv, for at stoppe med en handling. Det er skide irriterende. Det er også enormt frustrerende at jeg bliver nødt til at tage Citalopram for at være glad, og have overskud. Mine pupiller bliver enorme, og jeg ligner en alien. Men jeg synes bestemt heller ikke at det er fair, at jeg ikke har kontrol over mine egne tanker, og mit eget humør. Jeg plejede altid at være temmelig sorgfri, når det feks. Kom til mit udseende. Men nu, nu går jeg nærmest i panik, hvis jeg har en gul bums på hagen, eller de voksende soverynker jeg har under øjnene. Fedtet hår og dårlig ånde, er næsten verdens undergang. Og alligevel tænker du måske, at 'Jamen, du gør da ikke så meget ved det.' Nej, og hvorfor gør jeg ikke det... Jeg ved det ikke. Overskud er der ikke altid, og jeg prøver alligevel at holde fast i den jeg er. Men forhelved hvor er det svært, at være glad, og lyttende i skolen, når man er ved at brase i gråd, fordi der er en teplet på blusen. Jeg kan heller ikke lide idéen om at skulle gå til psykolog, eller terapeut for den sags skyld. Eller Psykoterapeut, som der jo også er noget der hedder. Jeg kan ikke lide idéen, fordi samfundet nærmest har banket det ind i hovederne på os, og hinanden at det kun er folk med sindssyge og depression der går til psykolog osv. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men vi tror stadig på det. Jeg ved at det ikke er rigtigt, og jeg tror heller ikke på det. Men jeg ved at andre, tror på det og mener at det er rigtigt. Og hvad vil de så ikke tænke om mig, hvis jeg så fortæller dem at jeg går til psykolog? Jeg vil blive stemplet som sindssyg, og de vil tro det resten af deres liv. Når de bliver ældre og har fået børn og en lækker mand med overskæg vil de sidde om aftenen og tale om gamle dage og pludselig vil de sige ”Ej jeg gik i skole med den her totalt underlige pige, hun var psykisk syg og gik til psykolog og alt muligt.” Jeg ved godt at jeg ikke kan styre det, men en del af mig prøver alligevel at forhindre at det sker. Folk siger tit at de godt ved hvad OCD er. Mange siger også at de ikke ved hvad det er. Jeg er af den overbevisning at det ved de ikke en skid om. Jeg ved hvad det er. Jeg har OCD. Og så alligevel, kan jeg mange gange ikke rigtigt finde ud af, om det er OCD eller bare teenagefnidder? Jeg slipper aldrig helt af med min OCD. Jeg skal leve med den resten af mit liv. Min fremtidige kæreste eller mand skal leve med mig og min OCD. Mine fremtidige børn skal leve med at deres mor, har OCD, og ikke altid lige opfører sig helt normalt. Mine venner og veninder, bliver nødt til at leve med at jeg ikke altid har overskuddet eller lysten til at være sammen med dem. Jeg kan ikke altid tage med til fester, fordi det bliver for overvældende og der er for mange mennesker. Jeg føler mig ikke rigtigt tryg, andre steder end hjemme, i mit eget hus. Det er det sted, hvor jeg kan gemme mig inde på mit værelse, under min dyne og være på chatsider og spillesider, og udgive mig for at være en anden. Jeg kan gemme mig bag et avatar, et alter ego, et alias. En person som ikke har OCD. En person der er sej, har lange lækre ben, en flad mave, langt slangekrøllet hår og lange øjenvipper. Det er det samme med mine historier. Jeg kan gemme mig bag en tekst, der fortæller historien om en andens liv. Et liv, som jeg gerne ville leve. Det er i hvert fald tit og ofte sådan. Jeg gemmer mig bag, en sort humor, så folk kan lide mig fordi jeg siger underlige og sjove ting som de kan grine af.
Håber teksten kan bruges til noget. Kommenter meget gerne, med jeres mening om denne ugentlige update af mine tankestrømme.
Jeg vil forsøge snart at skrive igen.
Knus Rikke
Abonner på:
Opslag (Atom)