Gæste-Indlæg: Christina

Som lovet kommer der her et gæsteindlæg fra min supersøde Papmor Christina:

Hvad er OCD i virkeligheden?
Mange har fokus på at det er en psykisk lidelse.
Er man psykisk syg eller åndssvag når man har OCD?
Næ – det synes jeg nu ikke? Måske en holdning jeg kun deler med ganske få mennesker.

For mig er OCD ikke anderledes end at have en hjertesygdom, en lungesygdom, et dårligt knæ eller pollenallergi.
Det har det til fælles, at skulle behandles på den ene eller den anden måde. Det kræver tålmodighed på hver sin måde, men bør ikke anses for værende en uoverkommelig opgave hvis blot det gribes rigtigt an fra starten af.

Hvad går man så ind og skriver som pårørende til en OCD-ramt?
Som pårørende kan man læse mange bøger og utallige sider på internettet omkring det at have OCD og det at være tæt på en der har OCD.
Som nogen ved, er jeg papmor til Rikke.
Da vi fik mistanke om, at Rikke havde OCD besluttede vi os for, at læse en masse om OCD for på den måde at blive rustet til at håndtere det. Jeg snakkede sågar med en psykiater som er tilknyttet min arbejdsplads (den mand som har givet os flest redskaber at arbejde med).

Men det man kan læse om på nettet og i bøger – er generelt.

Der var sjovt nok ikke nogle bøger eller internetsider hvor der stod: ”Når Rikke gør så´n og så´n – så skal du gøre følgende………..”
Min far sagde engang: ”du skal lære ud fra dine erfaringer – og på den måde blive klogere” – Puha hvor må jeg sande at han har ret. Men hvor ville det være rart at kunne have læst det hele i en bog – og hvis det så oven i købet havde virket – Tjuhej en succes – men så sad jeg nok heller ikke her og skrev på denne blog som jo i virkeligheden handler om at hjælpe andre.
Jeg synes denne blog er helt fantastisk !! Ikke kun fordi det er Rikke der har lavet den (tja - ok måske lidt :) ) – men fordi den ikke er skrevet af en som tror hun ved hvad det handler om, af en som har læst sig til hvad det handler om eller af en som har været igennem et forløb.
NEJ – den er en del af et forløb som handler om at få det bedre og hjælpe andre til at få det bedre.
Hvor ville det være fantastisk hvis der var andre forældre/pårørende som ville gå ind og skrive herinde. På den måde var vi mange der kunne hjælpe hinanden.

At være pårørende til en ung pige med OCD havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve – men I GUDER hvor har det dog lært mig enormt meget.
Det har blandt andet lært mig at det handler om at give plads og frem for alt give lov til at være den man er.
Rikke har i den grad haft brug for at være Rikke – og ikke en pige med OCD og svære tanker. Herhjemme har vi oplevet at jo mere fokus der kom på Rikke i stedet for OCD´en – jo bedre gik det. Denne vej kan dog være uendelig lang at nå til.
Derudover er det rigtig svært at få sig selv til at forstå at man som pårørende er nødt til at give slip og have den fulde tro på at selvom ens barn har OCD – så har de altså ikke mistet evnen til at tænke klart, handle fornuftigt og frem for alt være ansvarlig.
Det handler om at give sig selv én bestemt gave !!! – nemlig det at opretholde en hverdag uden fokus på OCD.
Det lyder jo næsten som taget ud af en bog og rigtig nemt :) det er det slet ikke………….
FLYTTE FOKUS – blev nøgleordene herhjemme.

En dag da vi kom hjem fra arbejde – enormt magtesløse og frustreret over ikke at vide hvad vi skulle tage at gribe i - der var ingenting der virkede og nogen gange kunne vi overhovedet ikke nå ind til Rikke – så blev vi for alvor opmærksomme på at flytte fokus.
I stedet for at spørge Rikke hvad der havde været svært, hvad der havde været skidt og hvem der havde været dumme i dag – så forbød vi os selv at bruge negative vendinger. De måtte ganske enkelt ikke komme med ind i huset !!! Det er svært – men hold da op en gave når det virker. Det startede så som så med succes, men lige så stille og roligt kom der flere og flere smil på læben hos os alle sammen. Processen var MEGET lang og krævede enormt meget tålmodighed.
Det handlede nu om følgende: Hvad har været sjovt i dag? Hvad har du godt kunne lide i dag? Uanset hvilke negative vendinger der kom på bordet – så blev de vendt til noget positivt.
Til at starte med tror jeg det var noget af et irritationsmoment for Rikke – men med tiden tror jeg nu nok at hun begyndte at kunne ane effekten af det.

Hvor er vi så i dag?
Vi er her på denne blog som jo er et KÆMPE skridt i den rigtige retning for os alle sammen. Vi kan løbende følge med i Rikkes tanker, og hun kan følge med i vores. De fleste med OCD kender nok til det med at man ikke rigtig har lyst til at snakke om det – men det er måske lidt mere ok at skrive om det. Som papmor er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan det kommer ud – hvis Rikke har det godt med at skrive om det i stedet for at tale om det – så er det fint for mig.
Jeg har været papmor til Rikke i halvdelen af hendes liv og elsker hende rigtig dybt og meget højt. Hvis jeg havde redskabet til at redde hende ud af dette her – så gjorde jeg det – men jeg ved også at det er urealistisk.
Det absolut vigtigste redskab for mig er derfor at arbejde med Rikke og vigtigst af alt – at hun også arbejder med mig.
Når vi arbejder sammen og med hinanden – så når vi rigtig langt.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvor meget af alt det her der kan bruges – men er der bare én sætning som giver mening for jer som læser – ja så er min mission lykkedes :)
Kæmp alle sammen – og for guds skyld mist ALDRIG troen, håbet og frem for alt kærligheden.

Jeg har opdaget.

Jeg har opdaget, at mine tekster kan være en anelse lange. (Kilometerlange.) Derfor har jeg valgt at gøre det, at jeg nogen steder 'highlighter' starten af teksten, så du/I kan scrolle ned over teksten og finde det du/I synes du/I har lyst til at læse, hvis teksten virker for lang og uoverskuelig. :)

Hvad der kommer til at ske på bloggen, indtil videre.

Jeg vil nu fortælle lidt om hvad jeg går og planlægger med bloggen.

Efter dette indlæg, vil min papmor gæsteblogge og skrive et indlæg om hvad hun nu finder på. :) Og det skal I selvfølgelig glæde jer til! :D

Jeg planlægger udover det at jeg i hvert fald skal skrive disse indlæg:

Find støtte hos dine nærmeste

Glæde

Medicin

Pårørende

Tal

Ting der ikke er der og forestillinger

Disse bliver ikke nødvendigvis skrevet i den rækkefølge.

Jeg planlægger også at prøve at få flere gæstebloggere til at, tja, gæsteblogge her på ocd-bloggen. :) Hvis du har lyst til dette, men på samme tid ikke har lyst til at lægge navn til, er det helt i orden! Så kan du nemlig få lov til at skrive en anonym artikel. :) Du bliver dog nødt til lige at skrive til mig, at du gerne vil gæsteblogge. Jeg lover, at jeg ikke offentliggører dit navn hvis du ikke vil have det. Hvis du finder dette interessant så skriv en mail til mig på rikkeleo@hotmail.com

Udover det planlægger jeg, at fortælle om foredrag der kommer, rundt omkring i landet, og måske jeg også vil henvise til artikler på ocd-foreningens hjemmeside. Jeg går i øjeblikket også og tumler lidt med idéen om at lave små interviews med forskellige mennesker, om deres syn på OCD.

Jeg går i hvert fald og planlægger en helt masse, så hæng på og se hvad der sker. :)

Hvad synes du/I om mine planer og har du/I noget at tilføje ? Jeg lytter gerne! Send mig en mail på rikkeleo@hotmail.com

Jeg vender snart tilbage!

Rikke

Du er ikke alene!

Jeg er ret sikker på at jeg har nævnt i indlægget før dette, at jeg selv i starten følte mig helt alene i verden med denne lidelse. Det kan jeg til tider stadig gøre, det indrømmer jeg. Men så husker jeg mig selv på de andre personer i den støttegruppe jeg går i. (Støttegruppe for unge med OCD og deres pårørende.)

Jeg vil rigtig rigtig RIGTIG gerne have at DU (Person med OCD) skal vide at du ikke er alene med din lidelse. Ligegyldigt hvor meget OCD du har, og i hvilken grad din OCD er. Du er IKKE alene. Og det er super vigtigt at du altid husker det! Det kan være supersvært for dine forældre og dine venner og veninder at forstå din lidelse og den måde du har det på. Det oplever jeg selv konstant. Mine pårørende ved dog også, at jeg virkelig gerne vil hjælpe dem, med at hjælpe mig. Det er også supervigtigt at du giver dine pårørende LOV til at være forvirrede med hensyn til din OCD. (Det mener jeg i hvert fald.) Fordi OCD er en lidelse der er enormt svær at forstå. Og når du fortæller dem, at dine tvangshandlinger og tvangstanker giver mening for dig, og du altså bliver nødt til at gøre dem, vil de højst sandsynligt ikke kunne se logikken i det. Og det er OK. Du skal bare sørge for at fortælle dem at du altså har brug for at de i hvert fald respekterer at du har de her tvangshandlinger og tvangstanker.

- (Mest til de pårørende) Hvis du beder dit barn, eller din ven/veninde eller hvem det nu er du kender som har OCD, om at stoppe med den tvangshandling eller tvangstanke de har, gør du det meget værre med garanti. En panik opstår hos den person med OCD, og så har de endnu mere behov for at udføre sin tvangshandling eller tvangstanke. - Derfor opstår der bare en/flere tvangshandlinger eller tvangstanker et andet sted. Og så har du pludselig et større problem, der pludselig kan virke meget uoverskueligt. Jeg selv, gør det at jeg langsomt, meget langsomt trapper ned på mine tvangshandlinger. Jeg har endnu ikke prøvet noget med mine tvangstanker, som er dem jeg har flest af.

- Men et eksempel på en tvangshandling jeg i øjeblikket er ved at trappe ned på, er at i vores hus hos min mor, har vi et vindfang. (Et slags 'hak' i gangen, hvor der hænger knager og hvor vores hoveddør blandt andet er. Der står også et gammeldags sybord med flotte mønstrede ben. Den oprindelige tvangshandling var at jeg skulle tjekke alle fire hjørner af vindfanget for indbrudstyve og voldsmænd og andet. Så udviklede det sig langsomt (Fordi jeg pludseligt stoppede med en anden vane) så nu skal jeg også tjekke hver centimeter af døren og vinduet, for noget der ikke skal være der. De fire hjørner blev oprindeligt tjekket 8 gange. Døren og vinduet blev tjekket 4 gange. Det er en tvangshandling der er utroligt tidskrævende og som tit forårsager at jeg kommer sent i seng. Men jeg begyndte langsomt at trappe ned på den. Jeg fandt andre måder at tjekke vinduet og døren på. Jeg tjekkede i 'firkanter' og dag efter dag blev 'firkanterne' større og større, så det gik hurtigere. Tilsidst gjorde jeg det at jeg hurtigt løb blikket over døren seperat og vinduet seperat. Og så nogle dage efter 'lagde' jeg døren og vinduet sammen og kørte blikket hurtigt over disse to samtidig med at jeg stille remsede "Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv." Det lyder garanteret skørt, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde svært ved at stoppe denne tidskrævende tvangshandling fordi jeg ikke stolede på mine egne øjne. Jeg stolede ikke på at det jeg så var rigtigt. Selvom jeg så der ikke var nogen bag jakkerne ved døren, så når jeg kiggede væk, ville der selvfølgelig være nogen alligevel! Og det at jeg remsede for mig selv, at jeg skulle stole på mig selv, det virkede rent faktisk. Siden tog jeg fat i det med at tjekke hjørnerne og trappede langsomt ned dag for dag med kun at tjekke hjørnere 6 gange, så 5, så 4, og så 2. Jeg forsøger stadig at trappe helt ned til kun at tjekke 1 gang, men det er meget svært. Tilsidst vil jeg rigtig gerne helt af med tvangshandlingen, men indtil videre er jeg tilfreds med hvordan det er nu.

Undskyld det utroligt lange eksempel, hvis det var kedeligt eller unødvendigt for dig at læse. Jeg tænkte bare det var en god idé.

Hvis du har svært ved at forklare dig for dine pårørende, er det en rigtig god idé at prøve at finde en anden måde at udtrykke dig på. Ligesom jeg har gjort ! Mit talent ligger i at være kreativ og at skrive. Så jeg skriver tit hvordan jeg har det. Og nogengange giver jeg så det stykke papir til min mor så hun kan læse det. Prøv at finde en måde, der passer dig rigtig godt hvorpå du kan forklare dig for dine pårørende. Det kan være at du kan male/tegne dine følelser? Når du så har din tegning eller dit maleri foran dig er det måske nemmere, fordi så kan du pege på de forskellige ting og få dine pårørende til at forstå? Du kan måske skrive en historie hvor du påfører din hovedperson eller en biperson dine følelser? Det er bare nogle få idéer. Jeg er sikker på at du selv kan finde på noget. :)
Ellers kan du selvfølgelig også sætte dig for at du altså VIL fortælle dine pårørende med ord, hvordan du har det. Så gælder det sig om at sætte sig ned, med en kop et eller andet (te, kakao, kaffe osv.) slukke tv'et, spillekonsollen og måske radioen. Og så bare prøve at starte ud. Det kan være du kan starte bare med at sige et ord, og så kan dine pårørende måske spørge ind til netop det ord, og på den måde forsigtigt hive dine følelser ud af dig. Det kan også være en rigtig god idé at have en blok foran dig, så du netop kan skrive små stikord, eller måske tegne små kruseduller hvis du føler dig en anelse utilpas med at sidde og kigge på den person du snakker med. (Sådan har jeg det nemlig. Tit når jeg skal snakke om mig selv, flyver mine øjne rundt i rummet, bare for at undgå at se på personen)

Men jeg synes i hvert fald det er rigtig vigtigt at du ikke går rundt og bærer på alle dine tanker, og dårlige oplevelser alene, og i alt for lang tid. Fordi det kan påvirke din opførsel rigtig voldsomt. (Jeg gør det selv.) I mit tilfælde, begynder jeg at spille kostbar (uden rigtigt selv at vide det) og kan tænde af, ved den mindste og mest uskyldige joke. Og tilsidst ender det altid med at jeg bryder sammen og græder i flere minutter og hælder hver eneste følelse ud, som jeg har gået og båret rundt på i flere måneder. Og det er IKKE sjovt. Jeg ved at det kan være svært, men det er helt sikkert et forsøg værd!

Måske jeg er kommet ud på et sidespor... Du er ikke alene i verden! Det var det, det handlede om. :) Hvis du virkelig bare føler dig helt alene i verden, så fortæl det til dine pårørende, måske specielt til dine forældre/din familie fordi så kan de prøve at finde en støttegruppe til dig, ligesom mine forældre fandt en til mig. Støttegruppen har hjulpet mig rigtig meget. Og den har ikke bare hjulpet mig, men også mine forældre, fordi at de andre unges forældre også har været med hver eneste gang, og så har de snakket sammen og byttet information og erfaring. Og de unge i gruppen har fortalt om deres OCD, og vi har sammenlignet og virkelig set at vi ikke er alene om vores lidelse. Hvis der ikke er nogen støttegruppe i din by, kan du jo eventuelt spørge dine forældre om de ville have mod på at starte en støttegruppe? I kunne sætte en seddel op nede i supermarkedet og på biblioteket, og måske sætte en lille reklame i lokalavisen, eller annoncere det på facebook. Der er masser af muligheder!

Det du også kan gøre, for at se at du rent faktisk ikke er alene er at gå ind på OCD foreningens hjemmeside.
Link her:
Hjemmesiden er både for pårørende og dem med OCD, og derinde kan du både finde unge, gamle og dem midtimellem ;) Du kan skrive i forum derinde, og læse andres beretninger om deres OCD og generelt lidt forskelligt. Man kan rent faktisk også ringe til en hotline hvor du bliver 'mødt' af en som du kan snakke anonymt med om din OCD og hvordan du har det. Denne linje er også for pårørende.
Telefonrådgivning for OCD-ramte og pårørende: 70 20 30 91

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer er du meget velkommen til at skrive en kommentar til indlægget. :)

Næste gang, tror jeg at jeg vil fortælle lidt om de planer jeg har med bloggen.

Men indtil da, så have det godt!