Du er ikke alene!

Jeg er ret sikker på at jeg har nævnt i indlægget før dette, at jeg selv i starten følte mig helt alene i verden med denne lidelse. Det kan jeg til tider stadig gøre, det indrømmer jeg. Men så husker jeg mig selv på de andre personer i den støttegruppe jeg går i. (Støttegruppe for unge med OCD og deres pårørende.)

Jeg vil rigtig rigtig RIGTIG gerne have at DU (Person med OCD) skal vide at du ikke er alene med din lidelse. Ligegyldigt hvor meget OCD du har, og i hvilken grad din OCD er. Du er IKKE alene. Og det er super vigtigt at du altid husker det! Det kan være supersvært for dine forældre og dine venner og veninder at forstå din lidelse og den måde du har det på. Det oplever jeg selv konstant. Mine pårørende ved dog også, at jeg virkelig gerne vil hjælpe dem, med at hjælpe mig. Det er også supervigtigt at du giver dine pårørende LOV til at være forvirrede med hensyn til din OCD. (Det mener jeg i hvert fald.) Fordi OCD er en lidelse der er enormt svær at forstå. Og når du fortæller dem, at dine tvangshandlinger og tvangstanker giver mening for dig, og du altså bliver nødt til at gøre dem, vil de højst sandsynligt ikke kunne se logikken i det. Og det er OK. Du skal bare sørge for at fortælle dem at du altså har brug for at de i hvert fald respekterer at du har de her tvangshandlinger og tvangstanker.

- (Mest til de pårørende) Hvis du beder dit barn, eller din ven/veninde eller hvem det nu er du kender som har OCD, om at stoppe med den tvangshandling eller tvangstanke de har, gør du det meget værre med garanti. En panik opstår hos den person med OCD, og så har de endnu mere behov for at udføre sin tvangshandling eller tvangstanke. - Derfor opstår der bare en/flere tvangshandlinger eller tvangstanker et andet sted. Og så har du pludselig et større problem, der pludselig kan virke meget uoverskueligt. Jeg selv, gør det at jeg langsomt, meget langsomt trapper ned på mine tvangshandlinger. Jeg har endnu ikke prøvet noget med mine tvangstanker, som er dem jeg har flest af.

- Men et eksempel på en tvangshandling jeg i øjeblikket er ved at trappe ned på, er at i vores hus hos min mor, har vi et vindfang. (Et slags 'hak' i gangen, hvor der hænger knager og hvor vores hoveddør blandt andet er. Der står også et gammeldags sybord med flotte mønstrede ben. Den oprindelige tvangshandling var at jeg skulle tjekke alle fire hjørner af vindfanget for indbrudstyve og voldsmænd og andet. Så udviklede det sig langsomt (Fordi jeg pludseligt stoppede med en anden vane) så nu skal jeg også tjekke hver centimeter af døren og vinduet, for noget der ikke skal være der. De fire hjørner blev oprindeligt tjekket 8 gange. Døren og vinduet blev tjekket 4 gange. Det er en tvangshandling der er utroligt tidskrævende og som tit forårsager at jeg kommer sent i seng. Men jeg begyndte langsomt at trappe ned på den. Jeg fandt andre måder at tjekke vinduet og døren på. Jeg tjekkede i 'firkanter' og dag efter dag blev 'firkanterne' større og større, så det gik hurtigere. Tilsidst gjorde jeg det at jeg hurtigt løb blikket over døren seperat og vinduet seperat. Og så nogle dage efter 'lagde' jeg døren og vinduet sammen og kørte blikket hurtigt over disse to samtidig med at jeg stille remsede "Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv." Det lyder garanteret skørt, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde svært ved at stoppe denne tidskrævende tvangshandling fordi jeg ikke stolede på mine egne øjne. Jeg stolede ikke på at det jeg så var rigtigt. Selvom jeg så der ikke var nogen bag jakkerne ved døren, så når jeg kiggede væk, ville der selvfølgelig være nogen alligevel! Og det at jeg remsede for mig selv, at jeg skulle stole på mig selv, det virkede rent faktisk. Siden tog jeg fat i det med at tjekke hjørnerne og trappede langsomt ned dag for dag med kun at tjekke hjørnere 6 gange, så 5, så 4, og så 2. Jeg forsøger stadig at trappe helt ned til kun at tjekke 1 gang, men det er meget svært. Tilsidst vil jeg rigtig gerne helt af med tvangshandlingen, men indtil videre er jeg tilfreds med hvordan det er nu.

Undskyld det utroligt lange eksempel, hvis det var kedeligt eller unødvendigt for dig at læse. Jeg tænkte bare det var en god idé.

Hvis du har svært ved at forklare dig for dine pårørende, er det en rigtig god idé at prøve at finde en anden måde at udtrykke dig på. Ligesom jeg har gjort ! Mit talent ligger i at være kreativ og at skrive. Så jeg skriver tit hvordan jeg har det. Og nogengange giver jeg så det stykke papir til min mor så hun kan læse det. Prøv at finde en måde, der passer dig rigtig godt hvorpå du kan forklare dig for dine pårørende. Det kan være at du kan male/tegne dine følelser? Når du så har din tegning eller dit maleri foran dig er det måske nemmere, fordi så kan du pege på de forskellige ting og få dine pårørende til at forstå? Du kan måske skrive en historie hvor du påfører din hovedperson eller en biperson dine følelser? Det er bare nogle få idéer. Jeg er sikker på at du selv kan finde på noget. :)
Ellers kan du selvfølgelig også sætte dig for at du altså VIL fortælle dine pårørende med ord, hvordan du har det. Så gælder det sig om at sætte sig ned, med en kop et eller andet (te, kakao, kaffe osv.) slukke tv'et, spillekonsollen og måske radioen. Og så bare prøve at starte ud. Det kan være du kan starte bare med at sige et ord, og så kan dine pårørende måske spørge ind til netop det ord, og på den måde forsigtigt hive dine følelser ud af dig. Det kan også være en rigtig god idé at have en blok foran dig, så du netop kan skrive små stikord, eller måske tegne små kruseduller hvis du føler dig en anelse utilpas med at sidde og kigge på den person du snakker med. (Sådan har jeg det nemlig. Tit når jeg skal snakke om mig selv, flyver mine øjne rundt i rummet, bare for at undgå at se på personen)

Men jeg synes i hvert fald det er rigtig vigtigt at du ikke går rundt og bærer på alle dine tanker, og dårlige oplevelser alene, og i alt for lang tid. Fordi det kan påvirke din opførsel rigtig voldsomt. (Jeg gør det selv.) I mit tilfælde, begynder jeg at spille kostbar (uden rigtigt selv at vide det) og kan tænde af, ved den mindste og mest uskyldige joke. Og tilsidst ender det altid med at jeg bryder sammen og græder i flere minutter og hælder hver eneste følelse ud, som jeg har gået og båret rundt på i flere måneder. Og det er IKKE sjovt. Jeg ved at det kan være svært, men det er helt sikkert et forsøg værd!

Måske jeg er kommet ud på et sidespor... Du er ikke alene i verden! Det var det, det handlede om. :) Hvis du virkelig bare føler dig helt alene i verden, så fortæl det til dine pårørende, måske specielt til dine forældre/din familie fordi så kan de prøve at finde en støttegruppe til dig, ligesom mine forældre fandt en til mig. Støttegruppen har hjulpet mig rigtig meget. Og den har ikke bare hjulpet mig, men også mine forældre, fordi at de andre unges forældre også har været med hver eneste gang, og så har de snakket sammen og byttet information og erfaring. Og de unge i gruppen har fortalt om deres OCD, og vi har sammenlignet og virkelig set at vi ikke er alene om vores lidelse. Hvis der ikke er nogen støttegruppe i din by, kan du jo eventuelt spørge dine forældre om de ville have mod på at starte en støttegruppe? I kunne sætte en seddel op nede i supermarkedet og på biblioteket, og måske sætte en lille reklame i lokalavisen, eller annoncere det på facebook. Der er masser af muligheder!

Det du også kan gøre, for at se at du rent faktisk ikke er alene er at gå ind på OCD foreningens hjemmeside.
Link her:
Hjemmesiden er både for pårørende og dem med OCD, og derinde kan du både finde unge, gamle og dem midtimellem ;) Du kan skrive i forum derinde, og læse andres beretninger om deres OCD og generelt lidt forskelligt. Man kan rent faktisk også ringe til en hotline hvor du bliver 'mødt' af en som du kan snakke anonymt med om din OCD og hvordan du har det. Denne linje er også for pårørende.
Telefonrådgivning for OCD-ramte og pårørende: 70 20 30 91

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer er du meget velkommen til at skrive en kommentar til indlægget. :)

Næste gang, tror jeg at jeg vil fortælle lidt om de planer jeg har med bloggen.

Men indtil da, så have det godt!