Update: Tankestrøm

Jeg har i noget tid, tænkt på at gøre noget nyt her på bloggen. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er særligt god til at opdatere bloggen. Men jeg bliver ved med at minde mig selv om det, og prøve at få mig taget sammen til at få det gjort. (Ikke at jeg ikke vil) Det kan godt være lidt forvirrende... Nå men altså, jeg har gået med idéen om at komme med et ugentligt indslag, hvori jeg fortæller hvordan jeg har det. - For at give jer en mulighed for virkelig at kravle ind under huden på mig, og 'læse' mine tanker. Jeg skriver nemlig nogen gange mine tanker ned på papir, fordi jeg simpelthen ikke kan formulere dem med tale. Det plejer at hjælpe rigtig godt, og giver ofte mine forældre en mulighed for at forstå mig bedre. I disse tankestrømme er jeg hudløst ærlig, skal det siges. Det er jeg normalt her på bloggen, i det hele taget, men jeg føler at det bliver nødt til at gentages, bare for at forsikre jer om, at jeg altså ikke sidder og lyver, og at jeg altså skriver det, som jeg i første omgang rigtigt skrev. Hvis det giver mening. Jeg har haft det, jeg kalder 'grimme tanker' som egentlig er selvmordstanker. Jeg har aldrig gjort noget ved det, fordi jeg synes det er svagt at give op. Og udover det vil jeg gerne bevise at man altså godt kan overvinde sin OCD. Det kræver bare at man kæmper. Jeg fortæller dette, fordi der godt kan komme hentydninger til disse grimme tanker i mine tekster, når jeg indimellem desværre har nogle hårde perioder. Det skal lige siges, at jeg får altså masser af hjælp med hensyn til det også. Jeg skal lige beslutte mig for, hvilken dag disse ugentlige opslag skal udgives på. Men nu vil i få det første opslag.

I dette opslag, er der én ting, jeg er ret sikker på at pårørende specielt vi finde interessant. Jeg fortæller om en 'samtale' som jeg næsten har med min OCD når mine tvangshandlinger bliver udført.

Teksten er godt nok skrevet for ca. en måned siden, men jeg synes den skulle med alligevel.

Det er ikke fordi at jeg ikke tænker på de folk jeg ville efterlade. Det gør jeg. Jeg tænker på, at så finder jeg ud af hvem der i virkeligheden kan lide mig. Men mest af alt, tænker jeg på de folk, som jeg alligevel ved, kan lide mig. Jeg tænker på hvordan jeg så, vil have såret deres følelser ved bare at give op, og lade blodet strømme. Men hvis det blev gjort, ville det ikke være for at såre mine nærmeste. Det ville simpelthen være fordi, det er for hårdt at fortsætte. Jeg ved ikke rigtigt længere hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg føler mig som en sindssyg, der egentlig bare skal fortælle folk at hun er sindssyg, og som så ville blive sendt ind på en anstalt og derefter blive koblet til den elektriske stol. Det er som om der er 2 dele af mig. Som om der er to personer, i én krop og i ét hoved. Den ene person hedder OCD og den anden person hedder Rikke. I utrygge situationer såsom om aftenen, når jeg står og kigger ud i vindfanget, for at se efter ting der ikke bør være der. Uden rigtigt at gøre det, udspiller der sig så en slags samtale.

Min OCD siger ”Du skal lige kigge om der er nogen derhenne i hjørnet.”
Og jeg siger ”Ok, jeg gør det lige hurtigt.”

”Det der var for hurtigt, tjek igen.”

”Det var det da ikke, kom nu bare lad os gå i seng.”

”Tjek igen, det var for hurtigt og ikke grundigt nok.”

”Gu var det da så, lad os nu bare gå i seng.”

”Hvad ville du gøre, hvis der rent faktisk var noget eller nogen ? Personen, ville så grine ondt og rejse sig op, efter at du er gået ind på dit værelse. Og så ville personen liste ind i din mors og papmors soveværelse. Hundene der begyndte at gø, ville personen bare sparke til. Et sønderknusende hyl ville komme fra begge hundene, efter at de henholdsvis er blevet sparket, og du bliver opmærksom. Personen går nu efter din mor og papmor, men du rejser dig op og går ind i soveværelset. Men du er lille, og har ikke særligt mange muskler, så personen holder dig tilbage og skærer så bare halsen over på dig. Personen har nemlig en kniv. Hundene er så små, at kniven er unødvendig. De kunne jo bare sparkes. Efter at du er blevet idømt til at ligge og forbløde på gulvet, går han videre til din mor og papmor, der har set skræmt til imens du prøvede at forsvare dem og er handlingslammede. De dør også. Den ene, med nogle knivstik i hjertet, og den anden bliver dolket adskillige gange, også i brystpartiet. Det hele ville være din skyld. Bare fordi du ikke tjekkede det hjørne ordentligt efter.”

”Ok, jeg skal nok tjekke efter.”

”Tjek lige igen, det kunne jo være.”

”Ok, jeg skal nok.”

”Arh, det var ikke grundigt nok, du missede en centimeter, tjek igen.”

”Ok, det skal jeg nok.”

”Arh, denne gang glemte du at tjekke det der stykke af væggen, tjek lige igen.”


Og sådan fortsætter det, indtil at jeg tilsidst bliver så arrig og ked af det, at jeg går i panik og ligger mig i seng med bange anelser. Samtalen foregår vel i min underbevidsthed, for jeg ligger ikke rigtigt mærke til det. Og i princippet foregår der heller ikke en samtale i mit hoved. Det er tanker der kører i ring, og bliver til et rent mareridt. Alle de tanker, de sker på ét splitsekund. Det sker så hurtigt, men alligevel registerer jeg tankerne, og jeg går fuldstændig i panik over dem. Og det er så svært at komme af med dem. Jeg havde i en periode succes med konstant at messe for mig selv ”Stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv, stol på mig selv osv.” Men den metode virker ikke ligeså godt mere. Det irriterer mig grænseløst, at jeg bliver nødt til at fortælle mig selv at jeg skal stole på mig selv, for at stoppe med en handling. Det er skide irriterende. Det er også enormt frustrerende at jeg bliver nødt til at tage Citalopram for at være glad, og have overskud. Mine pupiller bliver enorme, og jeg ligner en alien. Men jeg synes bestemt heller ikke at det er fair, at jeg ikke har kontrol over mine egne tanker, og mit eget humør. Jeg plejede altid at være temmelig sorgfri, når det feks. Kom til mit udseende. Men nu, nu går jeg nærmest i panik, hvis jeg har en gul bums på hagen, eller de voksende soverynker jeg har under øjnene. Fedtet hår og dårlig ånde, er næsten verdens undergang. Og alligevel tænker du måske, at 'Jamen, du gør da ikke så meget ved det.' Nej, og hvorfor gør jeg ikke det... Jeg ved det ikke. Overskud er der ikke altid, og jeg prøver alligevel at holde fast i den jeg er. Men forhelved hvor er det svært, at være glad, og lyttende i skolen, når man er ved at brase i gråd, fordi der er en teplet på blusen. Jeg kan heller ikke lide idéen om at skulle gå til psykolog, eller terapeut for den sags skyld. Eller Psykoterapeut, som der jo også er noget der hedder. Jeg kan ikke lide idéen, fordi samfundet nærmest har banket det ind i hovederne på os, og hinanden at det kun er folk med sindssyge og depression der går til psykolog osv. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men vi tror stadig på det. Jeg ved at det ikke er rigtigt, og jeg tror heller ikke på det. Men jeg ved at andre, tror på det og mener at det er rigtigt. Og hvad vil de så ikke tænke om mig, hvis jeg så fortæller dem at jeg går til psykolog? Jeg vil blive stemplet som sindssyg, og de vil tro det resten af deres liv. Når de bliver ældre og har fået børn og en lækker mand med overskæg vil de sidde om aftenen og tale om gamle dage og pludselig vil de sige ”Ej jeg gik i skole med den her totalt underlige pige, hun var psykisk syg og gik til psykolog og alt muligt.” Jeg ved godt at jeg ikke kan styre det, men en del af mig prøver alligevel at forhindre at det sker. Folk siger tit at de godt ved hvad OCD er. Mange siger også at de ikke ved hvad det er. Jeg er af den overbevisning at det ved de ikke en skid om. Jeg ved hvad det er. Jeg har OCD. Og så alligevel, kan jeg mange gange ikke rigtigt finde ud af, om det er OCD eller bare teenagefnidder? Jeg slipper aldrig helt af med min OCD. Jeg skal leve med den resten af mit liv. Min fremtidige kæreste eller mand skal leve med mig og min OCD. Mine fremtidige børn skal leve med at deres mor, har OCD, og ikke altid lige opfører sig helt normalt. Mine venner og veninder, bliver nødt til at leve med at jeg ikke altid har overskuddet eller lysten til at være sammen med dem. Jeg kan ikke altid tage med til fester, fordi det bliver for overvældende og der er for mange mennesker. Jeg føler mig ikke rigtigt tryg, andre steder end hjemme, i mit eget hus. Det er det sted, hvor jeg kan gemme mig inde på mit værelse, under min dyne og være på chatsider og spillesider, og udgive mig for at være en anden. Jeg kan gemme mig bag et avatar, et alter ego, et alias. En person som ikke har OCD. En person der er sej, har lange lækre ben, en flad mave, langt slangekrøllet hår og lange øjenvipper. Det er det samme med mine historier. Jeg kan gemme mig bag en tekst, der fortæller historien om en andens liv. Et liv, som jeg gerne ville leve. Det er i hvert fald tit og ofte sådan. Jeg gemmer mig bag, en sort humor, så folk kan lide mig fordi jeg siger underlige og sjove ting som de kan grine af.

Håber teksten kan bruges til noget. Kommenter meget gerne, med jeres mening om denne ugentlige update af mine tankestrømme.

Jeg vil forsøge snart at skrive igen.
Knus Rikke