Tankestrøm 3.

Undskyld at denne tankestrøm er en dag forsinket. (Har nemlig valgt at tankestrømmene skal udkomme om onsdagen. Men det er muligt at jeg ændrer det til torsdag.) Men i denne uge, nævner jeg ensomhed, et brændende ønske, og forvirring.


Tankestrøm 3
Det er så underligt. Det er den første sætning der falder mig ind. Det er, at det er underligt. Hvad der er underligt? Jeg er ikke sikker. Eller... Det er underligt, at være på 'den anden side'. Det lyder helt forkert ikke? Men altså, det er fordi, når de viser reklamer for røde kors, og red barnet osv. og når man læser artikler om børn i Afrika så hører man tit, at det de ønsker allerhøjest, det er at få lov til at gå i skole. Og vi børn herhjemme i Danmark, har svært ved at forstå det, fordi det er da bare vildt kedeligt at gå i skole! Sådan tænkte jeg på det, for nogle år siden. Men nu. Jeg er ikke særlig meget i skole. Men der er næsten ikke noget jeg hellere vil, end at tage i skole og være sammen med mine venner. Men det er bare rigtig svært for mig, fordi at jeg føler ubehag derovre. Jeg ved ikke om jeg er kommet til bunds i, hvorfor det er ubehageligt at være derovre. Men det føles underligt at have den tanke, at jeg egentlig allerhelst vil være i stand til at gå i skole, være sammen med mine venner og lave mine lektier. Jeg synes det er forkert af folk at misunde mig for, at jeg ikke er så tit i skole. De glemmer nemlig, hvorfor jeg ikke altid er i skole. De tænker vel bare på det som en fridag. Forstå mig ret, jeg bebrejder ikke mine venner, klassekammerater etc. at tænke sådan. Jeg kan egentlig godt se deres pointe. Man kan vel sige at jeg har muligheden for at se det fra to synspunkter. Den ene er teenageren Rikke. Og den anden er Rikke med OCD. OCD er et rent helvede at leve med. Men lige i øjeblikket, mærker jeg det heldigvis ikke så meget. Jeg føler lidt at jeg går i en blød boble, hvor det egentlig bare handler om at være i live, og lave de ting man synes er hyggelige. Det er rart. Indimellem kommer der en snert af et dårligt humør, i form af tanker, men jeg får hurtigt skubbet dem til side og ud af min boble. Jeg håber det giver bare lidt mening. Jeg går og er meget forvirret i øjeblikket. Med hensyn til mange ting. Før mit lille boble-humør, var jeg utrolig forvirret over hvordan jeg havde det. Jeg følte mig presset, fordi at folk konstant blev ved med at spørge mig om hvordan jeg havde det. Og det er selfølgelig helt fair, at de spørger mig om det, de viser jo bare at de er bekymrede for mig. Men når jeg så ikke ved hvad jeg skal svare? Så lægger presset sig stille og roligt på mine skuldre. Til sådan nogle situationer har jeg et standard-svar. Det svar bruger jeg også, når det rigtige svar, ville kræve en blød sofa, varm te og måske en lille skriveblok? Mit standard-svar er ”Hvordan det går? Det går. Du ved, jeg overlever” Og så nikker folk altid eller kommer med det næsten obligatoriske ”Mmh.” Når det kommer til det der, med at folk spørger mig om hvordan jeg har det, så er der også en anden side til lige netop den sag. Jeg har ikke noget imod at folk spørger mig hvordan jeg har det. Jeg har valgt at være ærlig omkring min OCD, fordi det simpelthen er nemmere for mig. Det giver mig mulighed for at være mig selv omkring folk, med min OCD og det er utroligt rart. Men alligevel så har jeg det som om at jeg er blevet pakket ind i et ordentligt lag bobleplast. Flere lag! Og det er i skolen, og sammen med familien specielt. Jeg tror simpelthen at folk de ikke ved hvad de skal sige til mig. Det virker lidt sådan, i hvert fald. Der er næsten aldrig nogen samtale, og hvis der er, handler det enten om min OCD og hvordan jeg har det, eller også så er der en fin samtale imellem andre, hvor jeg så sidder som tilskuer og lader som om jeg er en del af gruppen. Selvom jeg er en del af gruppen. Det føles bare som om at folk de er bange for at gøre mit humør og min OCD værre. Og derfor vælger de så at gå på tæer omkring mig og pakke mig ind i alt den helveds bobleplast. Men det er simpelthen noget af det værste de kan gøre. Sådan har jeg det i hvert fald. For jeg har aldrig i mit lív følt mig SÅ alene. Det lyder virkelig plat og adr-agtigt, men det er en følelse af ensomhed som ligger inderst inde i mit hjerte. Jeg kan være i et rum fyldt med mennesker, og så alligevel føle mig totalt alene. Palle alene i verden. Eller... Rikke alene i verden selvfølgelig. Og det er da ved gud, noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Og så skal jeg endda have lov til at opleve det flere gange dagligt, bestemte steder. SUPER. Og det er altså på trods af at jeg har haft mange 'nær-døds-oplevelser' såsom at være ved at drukne, blive kørt over, og blive kvalt. (Det skal lige siges at kvæle-episoden var pågrund af et bolsje... Temmelig plat. Og drukne-episoden var på grund af en ris-badering. Også temmelig plat. Men det var ubehageligt alligevel!) Den ensomheds-følelse er alligevel noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har oplevet. Jeg har i flere dage, snart 2 uger gået med tanken, at jeg egentlig bare gerne vil være normal. Hvem, med OCD, vil ikke gerne være det? Jeg vil bare gerne have lov til at være en almindelige teenager, med teenage-kvaler, bumser, sved og masser af drømme. Men jeg har tit og ofte enormt svært ved at kende forskel på, hvad der er min OCD, og hvad der bare er helt almindelig teenager. Og det er SÅ irriterende. Tror også det er temmelig hårdt for mine forældre. De har, så vidt jeg ved, også temmelig svært ved at kende forskel til tider. Min konklusion må være, at det bare er utroligt svært at have OCD. Specielt når man er teenager.

Kommentarer er super velkomne!
Er disse tankestrømme, noget som I kan bruge til noget? Eller 'behøver' I egentlig ikke at have dem på bloggen?

Er i interesserede i flere gæsteindlæg? Fra pårørende, andre med OCD etc.?

Jeg vil forsøge snart at skrive igen!

Rikke (Leo)