Gæste-Indlæg: Christina

Som lovet kommer der her et gæsteindlæg fra min supersøde Papmor Christina:

Hvad er OCD i virkeligheden?
Mange har fokus på at det er en psykisk lidelse.
Er man psykisk syg eller åndssvag når man har OCD?
Næ – det synes jeg nu ikke? Måske en holdning jeg kun deler med ganske få mennesker.

For mig er OCD ikke anderledes end at have en hjertesygdom, en lungesygdom, et dårligt knæ eller pollenallergi.
Det har det til fælles, at skulle behandles på den ene eller den anden måde. Det kræver tålmodighed på hver sin måde, men bør ikke anses for værende en uoverkommelig opgave hvis blot det gribes rigtigt an fra starten af.

Hvad går man så ind og skriver som pårørende til en OCD-ramt?
Som pårørende kan man læse mange bøger og utallige sider på internettet omkring det at have OCD og det at være tæt på en der har OCD.
Som nogen ved, er jeg papmor til Rikke.
Da vi fik mistanke om, at Rikke havde OCD besluttede vi os for, at læse en masse om OCD for på den måde at blive rustet til at håndtere det. Jeg snakkede sågar med en psykiater som er tilknyttet min arbejdsplads (den mand som har givet os flest redskaber at arbejde med).

Men det man kan læse om på nettet og i bøger – er generelt.

Der var sjovt nok ikke nogle bøger eller internetsider hvor der stod: ”Når Rikke gør så´n og så´n – så skal du gøre følgende………..”
Min far sagde engang: ”du skal lære ud fra dine erfaringer – og på den måde blive klogere” – Puha hvor må jeg sande at han har ret. Men hvor ville det være rart at kunne have læst det hele i en bog – og hvis det så oven i købet havde virket – Tjuhej en succes – men så sad jeg nok heller ikke her og skrev på denne blog som jo i virkeligheden handler om at hjælpe andre.
Jeg synes denne blog er helt fantastisk !! Ikke kun fordi det er Rikke der har lavet den (tja - ok måske lidt :) ) – men fordi den ikke er skrevet af en som tror hun ved hvad det handler om, af en som har læst sig til hvad det handler om eller af en som har været igennem et forløb.
NEJ – den er en del af et forløb som handler om at få det bedre og hjælpe andre til at få det bedre.
Hvor ville det være fantastisk hvis der var andre forældre/pårørende som ville gå ind og skrive herinde. På den måde var vi mange der kunne hjælpe hinanden.

At være pårørende til en ung pige med OCD havde jeg aldrig troet jeg skulle opleve – men I GUDER hvor har det dog lært mig enormt meget.
Det har blandt andet lært mig at det handler om at give plads og frem for alt give lov til at være den man er.
Rikke har i den grad haft brug for at være Rikke – og ikke en pige med OCD og svære tanker. Herhjemme har vi oplevet at jo mere fokus der kom på Rikke i stedet for OCD´en – jo bedre gik det. Denne vej kan dog være uendelig lang at nå til.
Derudover er det rigtig svært at få sig selv til at forstå at man som pårørende er nødt til at give slip og have den fulde tro på at selvom ens barn har OCD – så har de altså ikke mistet evnen til at tænke klart, handle fornuftigt og frem for alt være ansvarlig.
Det handler om at give sig selv én bestemt gave !!! – nemlig det at opretholde en hverdag uden fokus på OCD.
Det lyder jo næsten som taget ud af en bog og rigtig nemt :) det er det slet ikke………….
FLYTTE FOKUS – blev nøgleordene herhjemme.

En dag da vi kom hjem fra arbejde – enormt magtesløse og frustreret over ikke at vide hvad vi skulle tage at gribe i - der var ingenting der virkede og nogen gange kunne vi overhovedet ikke nå ind til Rikke – så blev vi for alvor opmærksomme på at flytte fokus.
I stedet for at spørge Rikke hvad der havde været svært, hvad der havde været skidt og hvem der havde været dumme i dag – så forbød vi os selv at bruge negative vendinger. De måtte ganske enkelt ikke komme med ind i huset !!! Det er svært – men hold da op en gave når det virker. Det startede så som så med succes, men lige så stille og roligt kom der flere og flere smil på læben hos os alle sammen. Processen var MEGET lang og krævede enormt meget tålmodighed.
Det handlede nu om følgende: Hvad har været sjovt i dag? Hvad har du godt kunne lide i dag? Uanset hvilke negative vendinger der kom på bordet – så blev de vendt til noget positivt.
Til at starte med tror jeg det var noget af et irritationsmoment for Rikke – men med tiden tror jeg nu nok at hun begyndte at kunne ane effekten af det.

Hvor er vi så i dag?
Vi er her på denne blog som jo er et KÆMPE skridt i den rigtige retning for os alle sammen. Vi kan løbende følge med i Rikkes tanker, og hun kan følge med i vores. De fleste med OCD kender nok til det med at man ikke rigtig har lyst til at snakke om det – men det er måske lidt mere ok at skrive om det. Som papmor er jeg fuldstændig ligeglad med hvordan det kommer ud – hvis Rikke har det godt med at skrive om det i stedet for at tale om det – så er det fint for mig.
Jeg har været papmor til Rikke i halvdelen af hendes liv og elsker hende rigtig dybt og meget højt. Hvis jeg havde redskabet til at redde hende ud af dette her – så gjorde jeg det – men jeg ved også at det er urealistisk.
Det absolut vigtigste redskab for mig er derfor at arbejde med Rikke og vigtigst af alt – at hun også arbejder med mig.
Når vi arbejder sammen og med hinanden – så når vi rigtig langt.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvor meget af alt det her der kan bruges – men er der bare én sætning som giver mening for jer som læser – ja så er min mission lykkedes :)
Kæmp alle sammen – og for guds skyld mist ALDRIG troen, håbet og frem for alt kærligheden.