søndag den 19. juni 2011

Da jeg fik konstateret OCD

Jeg fik konstateret OCD for ca. et halvt år siden.

Først blev jeg meget forvirret med hensyn til mine følelser og hvordan jeg havde det med det. Jeg var glad fordi at nu vidste jeg hvorfor jeg gjorde alle de underlige ting, som jeg udemærket godt vidste andre ikke gjorde. Og så havde jeg det alligevel rigtig underligt fordi jeg i starten ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om lidelsen. Men det var bare de første 3 dage.
Så gik det galt.

Jeg følte mig unormal og helt alene i verden. Med en følelse af at ingen som helst, forstod mig, eller forstod hvordan jeg havde det. Jeg var enormt bange for hvad resten af min familie ville synes om mig, tænke om mig og sige når de fik nyheden om at jeg havde OCD. Jeg var bange for hvad mine venner ville sige, når jeg engang tog mig sammen til at fortælle dem det. Specielt var jeg bange for at mine venner og veninder ville forlade mig, når og hvis de fik det at vide. (Dette er en del af min OCD at jeg konstant tænker på hvad andre folk tænker om mig osv. Men jeg kan sagtens forestille mig at andre også har tænkt sådan i starten.) Jeg havde det rigtig dårligt, og var i konstant konflikt med mig selv om hvorvidt mine venner skulle vide det, om min klasse skulle vide det, om min årgang skulle vide det, og hvis ja, hvor meget de så skulle have at vide.

(Det skal lige siges, at jeg går på en privatskole der underviser på en anden måde end andre privatskoler og folkeskoler. Vi har også noget der hedder 'hjemmegrupper' som er lidt ligesom en slags familie på skolen. Til hjemmegruppen er en lærer tilknyttet. Denne kaldes en hjemmegruppelærer. )

Jeg snakkede utroligt meget med min mor om det, og vi besluttede at min skoleleder i hvert fald blev nødt til at få det at vide. Min mor skrev en mail til ham, og forklarede om OCD og hvad der ellers var vigtigt at få at vide og fik kort efter et svar hvori min skoleleder fortalte at han var rigtig ked af at jeg havde fået konstateret OCD og at skolen ville gøre hvad de kunne for at hjælpe mig. (Hvilket de VIRKELIG har. Men det skal jeg nok fortælle om når tiden kommer.)
Herefter besluttede jeg mig for at min hjemmegruppe skulle have det at vide. I hjemmegruppen skal man nemlig have plads til at være sig selv og der kan man være fortrolig med elever fra ens egen klasse, og klassen under og over eget klassetrin. (Hvis det giver mening). Så jeg fortalte min hjemmegruppelærer det først, så han kunne hjælpe mig lidt når jeg så skulle fortælle resten af hjemmegruppen det. Han tog det meget roligt, og det gjorde mig uendeligt tryg at han tog det så roligt. Det kan godt have virket som om han slog den hen som ingenting, men det gjorde han ikke. Han kom afslappet hen til mig, med en kop i hånden og stilte sig op af en dør og sagde noget i retning af "Jeg hører du har fået konstateret OCD." Jeg svarede, forklarede lidt om det og så trak han på skuldrene og sagde "Jamen sådan er det jo. Så må vi tage den derfra og se hvordan vi kan hjælpe dig." Og det gjorde mig rigtig tryg at han reagerede sådan. :)
Siden fortalte jeg det så til min hjemmegruppe. Vi sad i et lokale og de ca. 20 elever vi nu er i hjemmegruppen lyttede til hvad jeg sagde og stillede få spørgsmål. Det viste sig at de fleste ikke rigtigt vidste hvad OCD er, men det gjorde egentlig ikke noget fordi det oplever jeg tit at folk ikke gør. Så må man bare fortælle dem hvad det er, og hvis man har lyst så svarer på de spørgsmål de stiller omkring lige netop din OCD.

Jeg har sidenhen fortalt det til hele min årgang (på ca. 48 elever) alle mine lærere ved det, min familie ved det og mine venner ved det også. Jeg har været så heldig at folk har taget det rigtig pænt og har sagt at de ville støtte mig, og hvis jeg ville snakke med dem om noget, skulle jeg bare sige til. Det har også gjort mig rigtig tryg. Fordi det betyder nemlig at jeg har ikke bare et 'sikkerhedsnet' i mine forældre og i min familie men også i mine venner. På trods af, at de nogen gange ikke forstår mig, lytter de (På trods af at jeg ofte er rigtig dårlig til at forklare mig, når det kommer til min OCD). Og det er det der betyder noget.

Da jeg havde fortalt det til mine venner, og mine klassekammerater var der én ting jeg var rigtig bange for. Og det var at de ville behandle mig anderledes. Jeg var bange for at de ville se på mig, som en sindssyg og måske endda undgå mig af frygt for at blive 'smittet'. Men intet af dette skete. Alle mine venner og veninder har bare sagt at de ville støtte mig og være der for mig og har så ellers behandlet mig, præcis som før de vidste at jeg har OCD.
- Men jeg har heller ikke forandret mig særlig meget heller. Jeg har højst sandsynligt haft OCD i mange år, og derfor er jeg ikke nogen anden Rikke bare fordi jeg nu har fået konstateret OCD. At jeg fortalte dem det, tror jeg har hjulpet dem meget med hensyn til hvordan de nu skulle behandle mig. (Men det er noget jeg tror. Jeg har ingen beviser. :) )

Jeg valgte at fortælle næsten hele min omgangskreds at jeg havde OCD. Men det betyder naturligvis ikke at du eller dit barn behøver at gøre det, hvis de ikke er trygge ved det.
- Jeg har været så utroligt heldig at have venner og familie, for ikke at glemme skole der har valgt at støtte mig fuldt ud og hjælpe mig på vej til at få det bedre. :)

Jeg vender snart tilbage igen. :)

Rikke.

4 kommentarer:

Selene sagde ...

flot skrevet:D

RikkeLeo sagde ...

Tusind tak Selene! :)

June Dubgaard-Kock sagde ...

.....smukt skrevet - du har ordet i din magt! Rikke er min datter og sammen styrer vi hendes OCD. Dagene kører der-ud-af og med dem kører Rikkes op og nedture - en stor del af hendes OCD. Vi kæmper for hende og med hende, så de mørke tanker og dystre mønstre ikke helt får lov at tage magten, selvtilliden og glæden fra hende! Denne blog er en del af hendes terapi, så del endelig dine tanker og ideer med hende...........Mor

Anonym sagde ...

Hvor er det godt skrevet. Jeg er selv en 14 årig pige der har haft OCD, siden 8 års alderen. Dog blev det først konstateret i starten af året, da jeg har holdt det hemmeligt i lang tid. Nu er jeg i behandling, og jeg har taget skridtet til at fortælle min klasse det i den kommende uge. Jeg stødte på din blog, da jeg googlede om at fortælle andre om ens OCD. Og det har virkelig givet mig mod, til at stå frem med det. Jeg kan ikke takke dig nok :-)